Hemmeligt Roskilde-band ep-debuterer: Lightwave Empire er Spleen United i nye, lyse gevandter
Lightwave Empire er et hemmelighedsfuldt projekt. Så hemmeligt, at de fleste garvede festivalrotter nok løftede øjenbrynene blot en lille smule over, at et fuldstændigt ukendt dansk band skulle stryge direkte ind på Roskilde-plakaten, forbi alle opkomlingene i opvarmningsdagen, på basis af én sølle single, som endda var timet udgivelsesmæssigt til at falde sammen med festivalens egen lineup-offentliggørelse.
Men der stikker selvfølgelig også et og andet under. I spidsen for Lightwave Empire finder man nemlig Spleen United-frontmanden Bjarke Niemann, ligesom folkene han har i ryggen også tæller andre medlemmer af hans hedengangne maskinstormerband. Med sig under armen har de en ny, upbeat lyd, som er så sød og ultramelodisk, at man nærmest får huller i tænderne. Et yin af runde, plastiske pastelformer i skærende kontrast til yang’et: Spleen Uniteds lædersorte, savtakkede lyd, med andre ord.
Dette nye antræk kan især spores tilbage til to hændelser. Det ene er en personlig tragedie, som overgik Niemanns familie for få år siden, hvilket ansporede ham til i nærmest terapeutisk ånd at skrive positive, livsfejrende sange fulde af lys modsat til det buldrende mørke motorrum, Spleen United gennem otte år knoklede løs i. Det andet er Niemanns udtalelser efter den famøse NorthSide-koncert i 2013, hvor deres eventyr blev stillet på pause. Her berettede han om, at han aktivt arbejdede i et andet udtryk, som var uforeneligt med hans daværende, og at bandet ikke ville få brug for »technomaskinerne« lige foreløbig.
Alligevel har der altså sneget sig en god portion elektronik ind i Lightwave Empires univers. Og under den boblende optimisme lurer ofte en eksistentiel, livsklog melankoli, som tydeligst titter frem på skæringen med den nærmest kriminelt Beatles’ke titel ‘Here Comes the Sun’, som i tilgift er det af ep’ens numre, der har den mest udtalte reminiscens af Niemanns tidligere musikalske output.
Hemmelighedskræmmeriet har dermed også en god grund. Det er nemlig svært overhovedet at tale om Lightwave Empire uden at fortiden sniger sig ind i bevidstheden. Og det er (næsten) synd, for ‘Kill Me With Love’ er også isoleret set – altså uden ovennævnte baggrund og spøgelset af Spleen United rumlende rundt i baghovedet – fire fjedrende stykker højtbelagt, veldrejet pop-smørrebrød. Niemanns øre for fuldgode hooks er fuldstændigt intakt, og den nye lyd klæder ham lige godt.
Skulle man sætte en finger på noget er det måske, at produktionen mangler kant. Taktikken med at drage til Los Angeles for at indspille og få stjerneproduceren Dave Sardy (Wolfmother, Oasis, LCD Soundsystem m.fl.) til at udøve avancerede besværgelser over mixerpulten er dermed endt som kun en halv sejr. Jeg ender i hvert fald med at savne blot en smule syrlighed og riv midt i alle de sødmefulde korharmonier og de glatte synths.
Ligthwave Empire lyder nærmest skamløst airplay-fikseret, selv om potentialet til noget endnu skarpere tydeligt er til stede.
Kort sagt:
Historien om Lightwave Empire er også historien om Spleen United. De to bands er navlestrengsforbundne af medlemmer, værktøjer og historie, men Lightwave Empires boblende, upbeat positivisme er det lyse yin til Spleen Uniteds mørke maskinrum af et yang, og ‘Kill Me With Love’ udfolder sig som fire stykker højtbelagt pop med et lille, lyseblåt sting af eksistentiel, livsklog melankoli som garniture. Det er veldrejet, men potentialet var måske til endnu mere, hvis den glatte, radiovenlige produktion blev knækket af en smule kant.