Laura Mvulas personlige drømmerum positionerer hende ved siden af Janelle Monáe og Erykah Badu
»If all I am is wrong / and all I have is gone / then how am I to live / I can only be who I am«.
Sådan lyder det i introen på Laura Mvulas andet album ovenpå den anmelderroste debut ’Sing to the Moon’ fra 2013. Selv om tre år umiddelbart kan lyde som lang tid i en nutidig popcyklus, har den britiske sangerinde dog ikke ligget på den lade side i mellemtiden, hvor hun blandt andet har genopsat debutalbummet med det verdensberømte hollandske Metropole Orkest samt beværtet en BBC-dokumentar om Nina Simone.
Denne kompromisløse insisteren på at være sig selv og gøre sin egen ting er kendetegnende for Mvula. Af samme grund har hun udskudt udgivelsestidspunktet for ’The Dreaming Room’, da det ellers ville kollidere med album fra giganter som Ariana Grande, Kygo og Meghan Trainor. Ikke fordi en sammenligning med disse navne ville give mening rent musikalsk, men fordi Mvula kræver sin plads og et engagement af sin lytter, som til gengæld får så meget igen.
Som en af få samtidige artister har hun nemlig formået at knytte an til både et avantgarde- og et kommercielt-orienteret publikum med sin orkestrale pop, der er konfigureret et sted mellem gospel, jazz, klassisk og calypso, og betinget af såvel hendes konservatoriebaggrund som hendes caribiske rødder.
At både hendes første og nu andet album skal finde deres ligesindede i så forskellige værker som Björks ’Dancer In the Dark’-soundtrack ’Selmasongs’, Teiturs færøske forsoning på ’Story Music’ og ikke mindst Angélique Kidjos banebrydende ’Sings’ siger således ikke kun noget om Mvulas eklekticisme, men også noget om hendes ambitioner.
Hvor symfonisk pop har en tendens til at blive melodramatisk, fordi det ofte begrænser sig til blot at være pop tilsat blæs og strygere, er der noget anderledes graciøst over Mvulas integration af de to dimensioner, fordi de i hendes arrangementer bliver hinandens forud- frem for modsætninger.
Fra emancipatorisk discofunk på ’Phenomenal Women’ og ’Overcome’, hvor selv et signatur-riff fra en ellers allestedsnærværende Nile Rodgers tager sig nyt ud, over den rytmisk stramme ’Let Me Fall’ til den moderne protestsang ’People’ skal ’The Dreaming Room’ kendes på sin kompositoriske kompleksitet, korale polyfoni og bemægtigende tekster.
Selv om det er svært at fremhæve enkelte numre på bekostning af andre, må den konfessionelle og katarsis-skabende ’Show Me Love’, der med sine seks minutter alene tegner sig for en femtedel af albummets ellers relativt korte spilletid, betegnes som pladens klimaks. Nummeret er nærmest opbygget som en dramaturgi over kærlighedens dialektik mellem at turde elske sig selv nok til at elske andre og tilliden til, at det er gengældt. En dialektik, hvor tvivlen oftest er eneste nådegave.
Eneste anke på ’The Dreaming Room’ må derfor også være spilletiden, der begrænser sig til 29 minutter, hvilket er tyve minutter kortere end ’Sing to the Moon’. Der er altså tale om et intenst, men også insisterende værk og noget af en kraftpræstation med tanke på, at det er indspillet alt imens Mvula led af kraftige angstanfald som følge af det forliste ægteskab fra studiekammeraten Themba, som hun åbenhjertigt berettede om i The Guardian for nylig.
Selv om ’The Dreaming Room’ tager sit udgangspunkt i Mvulas stærkt personlige oplevelser som sort kvinde, forladt kæreste og ængsteligt menneske, formår hun alligevel at gøre dem universelt vedkommende og efterlader et dybt indtryk, som ræsonnerer længe efter, man har lagt høretelefonerne fra sig.
Kort sagt:
Laura Mvula tilbyder på ’The Dreaming Room’ et drømmerum. Et drømmerum for sorte kvinder, forladte kærester, ængstelige mennesker og for alle os andre – og ikke mindst for sig selv oven på både et forlist ægteskab og heftige angstanfald. Albummet manifesterer derfor også Mvula som en kompromisløs kunstner, der skal finde sine ligemænd (-kvinder) blandt navne som Janelle Monáe, Erykah Badu, Esperanza Spalding og Meshell Ndegeocello, som også har gjort deres levned til livsværk.
Læs anmeldelse: Laura Mvula ‘Sing to the Moon’