Phlakes debutalbum balancerer på grænsen mellem ironi og oprigtighed
Phlakes karriere har været på lidt af en himmelfart, siden de sidste år delte de to lovende og r’n’b-smagende numre ’So Faded’ og ’Like You’. Med udsolgte koncerter på stribe, platinsælgende singler og masser af airplay til ’Pregnant’ og ’Angel Zoo’ er Phlake blevet en succes på rekordtid. Debutalbummet ’Slush Hours’ lander godt et år efter de første spæde skridt blev taget, men Albertslund-duoens projekt er stadig svært for alvor at blive klog på.
Phlake kalder selv deres genre for rhythm’n’balls – et kækt spil på r’n’b, der for sin vis er rammende for duoens 38 procent-tykke flødelyd med sanger Mads Bos veludviklede vokal, der ligeså vel kunne tilhøre en amerikansk r’n’b-stjerne, og Jonathan Elkjærs tungt rullende hiphopbeats – bollerne i foretagendet, gætter jeg på – der stammer fra hans tid som Tabu Records-producer for navne som Suspekt og Klamfyr.
I den selvudnævnte genrebeskrivelse gemmer der sig dog en indbygget ironi og cheeky grundtone, der ender med at ligge som et lettere forvirrende slør over Phlakes sange. Produktionerne fejler ingenting, flere er endda virkelig vellykkede, men teksternes (uden tvivl bevidste) lummerhed ligger konstant på grænsen mellem The-Dream- eller R. Kelly’sk-vulgaritet og mere ’sex ved pejsen’-agtig ømhed a la 90’er-r’n’b som Jodeci og Ginuwine.
Sådan må r’n’b hjertens gerne også være, men på ’Costa Rica’ og ’Angel Zoo’ lyder Phlake mere som en parodi på genren med henholdsvis påtaget spansk accent og overdreven amerikanisering med masser af ’oh’-udråb, mens ’Pregnant’s tekst om morgenkvalme, mærkelige snack-cravings og opsvulmede gravide kroppe er, ja, humoristisk, men også lidt svær at tage seriøs, trods den effektive produktion.
Duoen er nemlig straks meget bedre, når de lader oprigtigheden og inderligheden tage over. ’May Be’ og ’Stallin’ er med deres langsommelige, elektroniske beats og ærligt romantiske tekster begge solide, sexede ballader. Ligesådan er ’New Slow’ en fin popsang, der med en tung synthbas, lette guitarpluk og et solidt groove lander på den rigtige side af 90’er-klingende r’n’b uden skyggen af parodi, mens bootycall-hymnen ’So Faded’ slipper af sted med sin lummerhed takket være et tilpas afmålt lydbillede med et hiphop-klingende trommespor og lidt horn.
Mads Bo og Jonathan Elkjær er uden tvivl en henholdsvis dygtig sanger og producer med et godt greb om den smålumre, amerikanske r’n’b-lyd. Og mens musik gerne må være drillende, må Phlake næste gang gerne smide de parodierende tendenser og i stedet overgive sig til de oprigtige r’n’b-sange, de tydeligvis også har i sig.
Kort sagt:
Phlakes debutalbum er både kompetent og velproduceret, men de humoristiske tendenser i tekstuniverset skaber en forvirrende ironisk distance. Når duoen i stedet overgiver sig til den inderlige, amerikansk-inspirerede r’n’b-lyd, de tydeligt har greb om, bliver det straks mere interessant.