The Kills: Den beskidte rockhingst måtte gerne lære nogle nye tricks
Da The White Stripes bragede igennem med deres potente og forfriskende greb om blues og rock’n’roll fulgte en række musikere trop og tog ligeledes favntag med elementer hentet fra de støvede annaler i den amerikanske musikhistorie. Heriblandt The Kills, som indspillede deres debutalbum i samme studie, hvor Jack og Megs klassiker ‘Elephant’ blev til.
White og The Kills’ sanger, Alison Mosshart, har siden fulgtes ad i parallelle parløb og fusioneret deres kunstneriske fællesnævnere i The Dead Weather, hvor deres kærlighed til beskidte guitarriff i et spartansk lydbillede er blevet næret.
Mosshart og hendes allierede i The Kills, guitarist Jamie Hince, suger nektar fra samme frugt, og det er både duoens force og akilleshæl. De besidder et usvigeligt sikkert greb om virkemidlerne og et ikke ueffent øre for effektive riff-baskere, men man undslipper ikke en fornemmelse af, at de bekvemmeligt har redet med på en bølge. Det er også denne paradoksale diskrepans mellem gode musikalske ideer og kalkuleret opportunisme, som i øjeblikke hjemsøger duoens femte album – deres første siden ’Blood Pressures’ fra 2011.
Men det er heldigvis ikke den fuldkomne fortælling om The Kills, for de formår at træde i karakter og vise deres berettigelse som relevante genrerevisionister i de elektroniske elementer, de altid har dekoreret deres blues-inficerede rocksange med. ‘Let It Drop’, ‘Doing It To Death’ og ‘Impossible Tracks’ drives effektivt frem af trommemaskiner og en elektronisk puls.
Et tungt slæbende beat karakteriserer ‘Heart of a Dog’, som løfter sig yderligere ved, at Mosshart smører stemmebåndene med en sexet inderlighed, ligesom den medrivende ‘Whirling Eye’ tager solide stik hjem.
Det tjener også duoen til ære at kultivere de afdæmpede øjeblikke i ‘Echo Home’ og lade inderligheden træde frem i rampelyset på den pianodrevne ballade ‘That Love’, hvor Mosshart med nærmest opgivende stemme erklærer: »That love you’re in is all fucked up / if you get a minute you can fight all day in pain«.
Netop Mossharts stemme er som altid en dragende og pirrende faktor. Foruden ovennævnte er den sejt vuggende ‘Bitter Fruit’, ‘Black Tar’ og ‘Siberian Nights’ vokale stjernestunder på et album, som desværre ikke kan se sig fri for nogle ridser i lakken.
Der går tomgang i ‘Hard Habit to Break’ og ‘Days of Why and How’, hvor hverken guitarer, vokal eller trommemaskinens programmeringer efterlader et synderligt indtryk. Ligesom Mosshart og Hince i ‘Hum For Your Buzz’ lidt for nemt implementerer Jack White’ske dyder i form af en blueset guitarfigur og en vokalmelodi, der følger hinanden tonalt. Her bliver det en kende for gennemskueligt.
Selv om det ikke er synderligt originalt, er ‘Ash & Ice’ ikke desto mindre et habilt udspil, loyalt mod The Kills’ udtryk, og mange af sangene vil utvivlsomt begå sig fortrinligt i live-sammenhænge. Men det vil ikke falde nogen for brystet, hvis Mosshart og Hince lærer den cirkushest, de trækker rundt i manegen, nogle nye tricks.
Kort sagt:
Alison Mosshart og Jamie Hince dyrker stadig deres kærlighed til beskidte guitarriff med en elektronisk puls, og selv om det ikke er synderligt originalt, er ‘Ash & Ice’ ikke desto mindre et habilt udspil loyalt mod duoens udtryk.