Roskilde Festival: Dizzy Mizz Lizzy skabte solbeskinnet fællessang

Roskilde Festival: Dizzy Mizz Lizzy skabte solbeskinnet fællessang

Der kan næppe være nogen federe måde at fejre sin fødselsdag på end at rocke igennem på Orange Scene, og så endda mens solen brød gennem skyerne. Og Tim Christensen lignede bestemt også en mand, der nød hvert et sekund af eftermiddagskoncerten, hvor Dizzy Mizz Lizzy var tilbage på festivalens største scene efter seks års fravær.

Denne gang var de på Roskilde med nyt materiale, som fik omtrent lige så meget plads på setlisten, som de gamle 90’er-klassikere. Begge dele fungerede fint på hver sin måde. Mange af de nye numre blev fremført med en markant tyngde og masser af huggende bas og trommer med inspiration fra stoner-rocken. Imens fungerede de ældre numre glimrende ved at indbyde til fællessang og brede smil på læben. Hvor end man så sig om, var der glade publikummer i alle aldre i færd med at demonstrere en munter luftguitar/-bas/-tromme for sidemanden.

’Glory’ hang flot i luften med sit stærke, melodiske riff, mens et elsket nummer som ’Love Is a Loser’s Game’ var en noget fladere oplevelse, der fes ud med en ligegyldig solo fra bassisten Martin Nielsen. Allerbedst var ’Waterline’, som virkelig satte svingninger i gang – selv blandt de trætte teenagere i pit-køen til aftenens andet danske hovednavn Mø.

Dizzy Mizz Lizzy sluttede af med ekstranumre af to omgange – først med blandt andet den helt store efterskoleklassiker ’Silverflame’ og slutteligt med en gyngende lussing fra den nye plade, ’I Would If I Could But I Can’t’.

Bandet leverede optimal eftermiddagshygge, men fik samtidig bevist, at de har mere at byde på end ren nostalgi – med et skuldertræk til overs for at tidens zeitgeist ikke just skriger på tremands-guitarrock.

Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.

Dizzy Mizz Lizzy. Koncert. Roskilde Festival, Orange.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af