Roskilde Festival: Floating Points var en eksperimenterende profet
Så snart skyerne var gledet væk over Apollo, førte Sam Shepherd aka Floating Points langsomt det lille, men andægtige publikum ind i en skummel tåge af postrock-agtig electonica, som havde han bestilt de skiftende vejrforhold i forvejen.
Med klokkespil og murrende baslinjer serverede han en tung og melankolsk elektronisk jamsession, der strejfede sine tilhørere med en dyb og altopslugende intensitet. Ligesom de vekslende himmelstrøg balancerede live-apparatet både hastigt og adstadigt de drivende skyformationer af trommesekvenser og lavfrekvente beats. Det var blidt og syntetisk – til publikum var i trance, og man begyndte at vente på rave-stemningen. Men trods den techno-snacksultne pit fortsatte Shepherd og co. de kvarterlange symfonier uden nogen videre variation i deres metalliske nuancer.
Der er ingen tvivl om, at Shepherd besidder en sans for improvisation og timing samt en instrumentationsbevidsthed ud over det sædvanlige. Han lod som en flakkende, blå gasflamme koncerten dundre ud af ubetrådte synthstier, hvor nyere, mere psykedeliske harmonisekvenser prægede stemningen. Lyduniverset var så tilpas organisk og fuldt af akustiske indslag, at der blev plads til både disharmoni og melodiske klangflader, mens et avantgardistisk deep house-set decideret udeblev.
Shepherd etablerede dermed sin status som eksperimentende profet, og hvad der primært lykkedes produceren var at lade publikum stå tilbage med en knugende memento mori-følelse af sommerdage ved en stormgrøn kyst.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.