The Avalanches’ comeback er et technicolor-spraglet lille mesterværk
Jo, der er sket meget de sidste 16 år. USA har fået sin første sorte præsident, Danmark sin første kvindelige statsminister, en lang række musikhistoriske ikoner har forladt denne verden fuldstændigt, og et mylder af bands er kommet og gået – simpelthen blafret igennem hele karrierer i samme tidsrum, som de australske sample-hippier i The Avalanches har været om at snøvle sig sammen om deres længe eftertragtede albumtoer.
Men for én gangs skyld – og gud ske tak og lov for det – har vi i ‘Wildflower’ at gøre med et comeback, der formentligt indfrier alle de umuligt høje forventninger, man måtte have sparet op henover årene. For at få det af vejen med det samme: Det her album er, hands down, et lille mesterværk og bør suse direkte ind på lystavlen som årets sommersoundtrack for dem, der gider høre efter.
Mange vil måske også drage et lettelsens suk over, at resten af skiven ikke lyder som den alt for radioliderlige og cirkus-kulørte electroswing-basker ‘Frankie Sinatra’, der udgjorde singleforløberen. For nok giver det mening at rive lige netop dén sang ud af helheden som single, men den er slet ikke repræsentativ for ‘Wildflower’, der folder sig ud som én lang technicolor-spraglet, opløftende fantasi, som faktisk i det store hele, hvor kontraintuitivt det måtte lyde, stadig tager den æstetiske tråd meget fint op fra ‘Since I Left You’.
Visse numre, som ‘Harmony’, ‘Sunshine’ og vignetterne ‘Park Music’ og ‘Over the Turnstiles’, kunne således også snildt have passet ind på 2001-debuten, mens det største nybrud faktisk primært er, hvordan The Avalanches’ eventyrlige plunderphonics-landskaber nu er blevet befolket med gæster. Således kigger både Danny Brown og MF DOOM forbi ‘Frankie Sinatra’, Mercury Rev-frontmanden Jonathan Donahue lægger vokaler til tre numre, Biz Markie gnasker sig igennem ædedolke-hymnen ‘The Noisy Eater’, mens Jennifer Herrema fra Royal Trux er skrøbelig og bumse-poetisk på ‘Stepkids’ og Silver Jews’ forsanger David Berman får lov at runde albummet af med den lige så voksen-kloge som vidunderlige ‘Saturday Night Inside Out’.
Imellem alle disse fyrtårne, som vitterligt rager op på albummet, gemmer sig også stjerner som Rye Rye, Kevin Parker fra Tame Impala og Father John Misty i mere diskrete roller, og når ens øje skuer ned over creditlisten, begynder man også at forstå, at The Avalanches’ enorme talent for at knytte bjergtagende lydkludetæpper af stumper og stykker fra nær og fjern også gælder for den måde, alle disse gæster blot er små tandhjul i maskineriet på.
Der er sandt at sige også sket mange landvindinger på sample-området, siden ‘Since I Left You’ stak hovedet frem som det banebrydende hovedværk i genren, det er. ‘Wildflower’ er anderledes afmystificerende på den måde, at mange andre efterhånden har gjort The Avalanches kunsten efter med både mere og mindre ekstreme repræsentanter i konkurrence med dem, men det gør ikke Robbie Chater og Tony Di Blasis flair for at kombinere sig frem til ren magi mindre imponerende.
Det være sig de store linjer, såsom den akavede, ungdomsforelskede sjæler ‘Because I’m Me’, der planker hele sin rygrad fra de obskure r&b-tøser Honey Cones ‘Want Ads’ eller ‘Subways’, som i sin grundsubstans er et meget ligefremt mashup mellem Chandras sang af samme navn og den Bee Gees-udtænkte Graham Bonnet-single ‘Warm Ride’ – for ikke at tale om den måde jazz-klassikeren ‘My Favorite Things’ er blevet spændt ind i ‘Frankie Sinatra’. Men ofte er de små detaljer faktisk lige så underholdende at opdage. F.eks. titter Blag Dahlia som den overfriske radiovært Kip Casper fra Queens of the Stone Age-albummet ‘Songs for the Deaf’ forbi ‘If I Was A Folkstar’, mens ‘Subways’ lige akkurat mønstrer et enkelt »Nana-na-nanana« fra Will Smith-klassikeren ‘Gettin’ Jiggy With It’.
Men glem nørderiet og lad det gyldne spørgsmål, om det her album har været ventetiden værd, blafre i vinden. Dyk i stedet ned i det headfirst – og gerne fra ende til anden. ‘Wildflower’ er et sample-ekvilibristisk roadmovie-svar på ‘Bennys Badekar’, som fortjener, at alle fragmenter af vores ellers så Spotify-atomiserede musikbevidsthed tager sig sammen og fokuserer i den times tid, det varer.
Kort sagt:
For én gangs skyld har vi med The Avalanches’ første album i 16 år at gøre med et comeback, der indfrier alle de umuligt høje forventninger, man måtte have sparet op. Der er løbet meget vand under broen, men australierne lyder stadig umiskendeligt som sig selv, dog med et sandt mylder af gæster, der pludselig befolker deres opløftende, fantasifulde og technicolor-spraglede ‘Bennys Badekar’-univers. ‘Wildflower’ fortjener ganske enkelt din fulde opmærksomhed, og bør, hvis der er nogen retfærdighed til, blive til et uomgængeligt sommersoundtrack for mange.