Cass McCombs stiller sig i vejen for sit eget talent
Talent er måske nok en forudsætning for god kunst. Men det er ikke nødvendigvis lig med god kunst.
Tag nu Cass McCombs: En dygtig sangskriver med et tilsyneladende bugnende kendskab til populærmusikhistoriens vidt forgrenede deltaer, der i tilgift har en god stemme og en fingerspidsfornemmelse for at producere sine sange, så de både fremstår rislende klare og samtidig fulde af tekstur og skyggefulde nuancer. Som lyriker kan han komme op med billeder, der vækker til både forundring og forbavselse.
McCombs er også et uforbederligt rodehoved, forstået på den måde, at han glad og gerne spreder sig ud over ikke bare mange stilarter, men mange temperamenter. ’Big Wheel and Others’ (2013), forgængeren til ’Mangy Love’, bestod af 22 sange, der inddrog alt fra Dylan-agtig folk, smooth jazz og beskidt rock.
Når McCombs til gengæld lykkes, som på ’County Line’ fra 2011-albummet ’Wit’s End’, kan hans musik have en decideret åbenbarende effekt.
Man fornemmer lidt af den åbenbaringskarakter allerede på åbningsnummeret på ’Mangy Love’, ’Bum Bum Bum’, hvor den centrale guitarfigur går lige i blodet på lytteren allerede ved første gennemlytning. Faktisk i en grad, så jeg lyttede til nummeret tre gange i træk før jeg følte mig klar til at give mig i kast med resten af albummets 11 sange.
På sang nummer to, ’Rancid Girl’, falder niveauet dog ikke bare: Det styrtdykker. Hvilket desværre er lidt for symptomatisk for McCombs’ måde at gribe albumoplevelsen an på. Her præsenteres vi for en trættende og træg blues-rock-sag. Man kan ikke rigtigt se bort fra den tanke, at McCombs har valgt denne musikstil, fordi han har sådan en metabevidst forestilling om, at en simpel bluesfigur passer godt til tekstens misogyne fremstilling af titelfiguren.
Og sådan er det med McCombs. Det metabevidste og det selvbevidste ved hans sange træder lidt for ofte i forgrunden, og som oftest på en måde, der antyder, at han føler sig lidt klogere end du og jeg. Man kan mærke, at han lige bag ved sin straight, pæne vokal ruller lidt med øjnene og tænker: ’Hopper de på den, så er det fint, hvis ikke, er jeg enormt ligeglad’.
Vi præsenteres på ’Mangy Love’ (typisk McCombs-detalje at vælge ordet ’mangy’ frem for eksempelvis de mere ligefremme ’shabby’ eller ’dirty) for alt fra reggae af den virkelig stive slags til soft rock og lidt tropisk balladekunst. Jeg kan ikke helt undslippe en fornemmelse af, at McCombs klapper sig selv på skuldrene over sin egen fortræffelighed: Han ved, at det er cool at turde være ikke-cool, og det endda uden at fortrække en mine.
Det er en skam, at McCombs’ kunstlede eklekticisme spærrer for helhedsoplevelsen, og at hans forfængelige forvaltning af sit eget vid spærrer for indlevelsen. For han lykkes på glimrende numre som ’Opposite House’ og den fint opbyggede, billedstærke ’In a Chinese Alley’ med at skabe sange, der langsomt vokser og antager nye former i lytterens bevidsthed.
McCombs er for alvor god, når man fornemmer, at det er det personlige brændstof – snarere end ønsket om at imponere/forvirre sin lytter – der er den primære drivkraft.
Kort sagt:
Cass McCombs er en talentfuld sangskriver og performer, der er i stand til at skabe øjeblikke af rislende skønhed. Desværre er han også helt igennem udisciplineret i forvaltningen af sit talent. Forskellen på det underskønne åbningsnummer, ’Bum Bum Bum’, og albummets anden skæring, den enerverende kvinder-kan-være-nogle-stride-bitches-blues, ’Rancid Girl’, er sigende for en sangskriver, der synes lidt for forhippet på at flekse sin eklekticisme og sit vid frem for sin følsomhed.