Man savner det gamle Wild Beasts i mødet med det nye
Wild Beasts er et efterhånden rutineret kollektiv. Hvis det store gennembrud nogensinde skal indfinde sig, skal det nok snart være. Man kan med andre ord sagtens forstå den impuls, der har fået det engelske artpop-band til at skifte udtryk på sit femte album.
Wild Beasts har tidligere skrevet om depraveret sex (ikke mindst på det mindre hit, ’Bed of Nails’, fra 2011), men det har ikke været et dominerende tema, og bandets seneste album, ’Present Tense’ (2014), var præget af en afmålt fremstilling af hverdagstristesse og romantisk higen.
På ’Boy King’ står den til sammenligning på skrydende bas, forvrænget guitar, neon-glitrende cover-artwork og proklamationer af en hård maskulin identitet, der tilsammen understreger en lurvet stemning, der vækker mindelser om nyere Arctic Monkeys – et band som Wild Beasts sjovt nok tidligere har langet ud efter.
Det er for så vidt godt set, at Wild Beasts søger udvikling oven på forgængerens sofistikerede, men lovligt stillestående elegier. Desværre savner man ret hurtigt det gamle Wild Beasts i mødet med det nye. For den seksuelt eksplicitte lyrik er ikke kendetegnet ved stor idérigdom eller dybe indsigter.
Det virker som et lidt påtaget forsøg på at ændre bandformularen uden at man helt har hverken hoved eller hjerte med i ligningen. Sangtitler som ’Big Cat’, ’Tough Guy’, ’Get My Bang’ og ’He the Colossus’ siger en del om, at Wild Beasts på selvbevidst (og selvironisk, må man formode?) vis stiller sig an som nogle farlige karle, der ikke lader sig kue af hverken kvindfolk eller, for den sags skyld, konkurrenter til det modsatte køns gunst.
Åbningsnummeret ’Big Cat’ er sigende. Den elektronisk manipulerede rock er sådan set effektiv, men for et band der førhen har imponeret med fermt iscenesat lyrik, er den lave lyriske fællesnævner på de nye sange et turn-off. Når lyrikken mangler den observationsevne eller indsigt i det menneskelige, der må være et sine qua non for den gode poplyrik, så får det lurvede og potentielt (selv)ironiserende noget næsten desperat over sig.
Jeg kommer til at tænke på Nick Caves midtlivskriseprojekt Grinderman (den distortede guitarlyd på ’Boy King’ er ikke helt ulig Caves hulemandsfrænder heller). Forskellen er bare, at Grindermans oprør mod den gode tone var formidlet af 50-årige mænd med sidste salgsdato stemplet henover den vigende hårgrænse. Det virker mindre overbevisende (for ikke at sige, mindre radikalt) når et band af englændere midt i 30’erne med universitetsbaggrund forsøger sig med samme strategi.
Melodimaterialet på ’Boy King’ afspejler desværre lyrikkens bovlamme provokationer. Wild Beasts har aldrig været store melodiformidlere, men de har formået at finde knaster og nuancer i deres udtryk – samt at udnytte dynamikken mellem Hayden Thorpes lyse falset og Tom Flemings mørkere croon – til at kaste et prismatisk lys over menneskesindets mange facetter.
På ’Boy King’ er der for ofte tale om, at bandet dyrker en hård, skrydende og endimensionel melodisk stil, der er sat i scene med en vis kraft – eller potens, om man vil – men som sætter sig få og for ensformige spor.
Kort sagt:
Wild Beasts foretager lidt af et hamskifte på bandets femte album. Væk er den romantisk higende artpop til fordel for en skrydende og lurvet elektronisk rock, der dyrker de mest basale maskuline dyder. Den gode melodi og den meningsfulde lyrik med træfsikre observationer og menneskelig indsigt fordufter desværre mestendels i en (formodet selvironisk) jagt på at kanalisere mandlig lyst og libido.