Massive Attack i Forum: Et symfonisk og dystert opråb til folket

Skulle man have glemt, hvor dystert og mørkt et musikalsk univers Massive Attack har bygget op igennem det seneste kvarte århundrede, blev det på godt og ondt cementeret uafrysteligt en ellers dejlig sensommeraften i København.

Lys var der nemlig ikke meget af i triphop-veteranernes stramt eksekverede Forum-koncert, der i stedet blev en katalysator for en indestængt vrede overfor den horrible verdenstilstand, som Massive Attack tydeligvis mener, vi befinder os i.

Fra første tone af ’Hymn of the Big Wheel’ var det tydeligt, at bassen og de iskolde syntetiske molakkorder havde fået en fremtrædende plads i numrene, uanset om pladeindspilningerne oprindeligt bar et lysere melankolsk præg. Den aldrende sanger Horace Andy, der har været Massive Attacks faste vokalbidrag siden debuten, sang fremragende for med sin dybe og sært pergamentagtigt sprøde vokal. Han var en stor nydelse aftenen igennem.

På ’United Snakes’ tog Robert Del Naja og Grant ’Daddy-G’ Marshall mikrofonerne, og da det hårdtpumpede groove i slutningen gik over i buldrende trommekaskader og larmende guitarudladninger var der ingen tvivl om, at Massive Attack var kommet for at give os en musikalsk og moralsk rusketur. Et bevidst valg, der i samspil med de karakteristiske og tekstbaserede visuals – med eksistentielle sætninger som »Hvorfor er vi her?« – gav fuldstændig mening efterhånden som disse gled mere og mere over i politisk orienterede budskaber.

Helt oplagt passede mørke hits som ’Angel’ og ’Inertia Creeps’ fra ’Mezzanine’-pladen perfekt ind i det setup, ligesom ’Future Proof’ og den nye uhyggeligt kolde ’Ritual Spirits’ med en dragende Azekel på vokal også var nådesløse i deres brutale dysterhed. Samtlige af disse numre eksploderede i guitarbaserede støjinfernoer mod slutningen, og det var desværre her, at koncerten lidt for ofte viste sin begrænsning. Endnu engang var de akustiske forhold i Forum ikke befordrende for så massivt et lydinferno, der alt for ofte lød mudret i bunden og hvinende skingert i toppen.

På den anden side var det også med til at understrege indtrykket af, at Massive Attack på ingen måde er det perfekte café-soundtrack, som de måske nok er blevet i mange folks bevidsthed. Det her var et opråb til folket, der også skulle tjene til at udstille, hvor absurd verden er blevet.

Bizart var det for eksempel at opleve publikums hujen, da linjer som »je suis charlie«, »je suis Nice« og »je suis Kabul« løb henover skærmen, mens vi ventede på ekstranummeret ’Unfinished Sympathy’, der med en voluminøs Deborah Miller i vokalfront alligevel gav os et symfonisk håb om, at der er lys for enden af tunnelen.