‘Sirens’: Autenticiteten stråler i Nicolas Jaars house-hekseri
Den elektroniske og næsten mytiske kejser Nicolas Jaar manifesterer sin tilstedeværelse med det nye album ’Sirens’, der er som den lydkulisse, der skratter ud af højttalerne på elevatortur op gennem et mørkt storcenter, hele tiden med den afgrundsdybe skakt ud af øjenkrogen i kontrast til de prangende neonskilte, der bedøvende sløvt glider forbi.
Allerede fra åbningsnummeret ’Killing Time’ kan man fornemme svimmelheden og kablernes tyngde i sin egen krop gennem den formidable falset, der sniges ind undervejs som en kanyle.
De spredte, tidligere udspil fra Jaar har netop været gennemsyrede – nærmest ætset – af dystre, splintrede kompositionslandskaber. Med dette halvakustiske storværk er han gået i laboratoriet for at lægge afstand til de mere monokrome house-bakteriekulturer og i stedet fremdyrke sine sitrende, aerodynamiske lydimprovisationer.
Mens de værdifulde, stilmæssige erfaringer fra rumklangsminimalismen på hans første ep’er synker tilbage ind bag scenetæppet, stråler autenticiteten i ønsket om at hekse med både feltoptagelser og vuggende rytmisk harmoni.
Det er et udvalg af flere, mere åbenlyst vokalbårne tracks, der spiller ind på ’Sirens’ og vinder plads. Derved kommer reallyden og synthesizersoloerne, der glimtvis spejler Jaars mystikombruste bagkatalog, til at fremstå som små, originale skruer og stålwireforbindelser mellem selve pladens benede skelet.
Scenen er overladt til de bratte skift i hans skizofrene stemmemateriale, hvis forfløjenhed spøger både dystert varslende og med en fornyende klar croonen gennem numrene – sommetider afløst af langstrakte, rytmiske taktflader spækket med hans egen, industrielle genlydsfetisch.
Når der med et form for new wave-spin opstår en decideret vovet dialog mellem menneskesprog og manipuleret studiemaskineri på ’The Governor’, dannes der så målbevidst skarpe kontraster i klangen, at det løber én koldt ned ad ryggen. Her lever albummet for alvor op til sit navn.
Også vildfarede postpunksange som ’Three Sides of Nazareth’ smelter uproblematisk ind i den labyrintiske stålkonstruktion. Mere anstrengende bliver det til gengæld at få sin puls til atter at spille med på en lavere frekvens efterfølgende, trods stemningsfuldheden.
Som lytter befinder man sig hele tiden midt i orkanens øje, hvorfra lydkunstneren også selv dirigerer sine pulserende vindstød.
Han er i forvejen kendt for at hærge trommehinderne med knitrende dissonans og stilfærdige basskygger, der lyder som at betragte en storm fra under havets overflade. Men med en mere cyborg-agtig organisme som det mastodontisk gennemførte ’Sirens’ lykkes Jaar via sine svimlende harmoninedsmeltninger og underspillede beats fortsat i at opretholde uklarheden om og mystikken bag sine intentioner. Uden at det slår skår i hans højagtelse.
Kort sagt:
Normaltid og det langstrakte strides om magten på Nicolas Jaars nye album, der står mastodontisk gennemført og ribbet for enhver form for sentimentalitet i sin dramaturgi. ‘Sirens’ ender på næsten overnaturlig vis med at opnå en forbløffende konsensus om eurytmi og skrøbelig porcelænssamhørighed.