»Musikjournalister har svært ved at finde ud af, hvilken boks de skal placere mig i«

Anders Trentemøller vil ikke være slave af regler og genrer. Hans karriere og musik beviser det. Når han taler, er det ikke om store skilleveje og radikale valg. Nærmere taler han dæmpet og om en naturlig målrettethed. Trentemøllers liv spejler på den måde hans musik og ikke mindst hans nye, fjerde album ’Fixion’. For både liv og musik har altid været organiske rejser – gennem scener, lyde og stemninger.
»Musikjournalister har svært ved at finde ud af, hvilken boks de skal placere mig i«
Foto: Sofie Nørregaard

Hans »ja« er tøvende. Et af den slags, der lige så godt kunne være et ’tjaaa’. Ikke at det er modstridende, for det anerkender mit spørgsmål. Men det er heller ikke bekræftende.

Jeg har netop indledt med at fortælle Anders Trentemøller, hvordan jeg opfatter hans karriere: Som en succes, der især er formet af de store valg. Enten/eller-valgene.

Men Trentemøller har aldrig følt, at han skulle foretage de radikale valg, der har været afgørende for, hvor han er endt: Som en af Danmarks store internationale musikere. Derfor hænger hans »ja« i bremserne.

»Jeg føler det ikke som skilleveje, selv om der er mange, der siger det. For mig har det altid været en lang organisk rejse, jeg har fulgt, og en vej, som har virket naturlig. Jeg har aldrig tænkt: ’Nu skal jeg lave noget helt andet’. Jeg prøver ikke at gentage det, jeg har lavet før. Ikke for at være kommerciel, men for min egen skyld. For så har jeg jo været der og udforsket dét land«.

De første ord fra hans mund piller på den måde min indgangsvinkel fra hinanden. For interviewet skulle have handlet om de store skæbnesvangre valg. De essentielle skilleveje, der sender mennesker ud af livsbaner. Det var oplagt, tænkte jeg.

Trentemøller by Sofie Nørregaard3

De store kontraster

Mit første eksempel var dengang, han valgte ikke at ’nøjes’ med livet som international dj. Valgte ikke at dvæle ved succesen, men i stedet gå målrettet efter en karriere som udøvende og skabende kunstner.

Men han tvinger mig til at se dybere. Ikke være en journalist, der fanger ham ind i sin vinkel. Jeg fifler rundt med blokken og skimmer spørgsmålene, mens han taler. Der er mange spørgsmål med udgangspunkt i skilleveje. Jeg lægger blokken væk og lytter.

»Min drivkraft er, at det skal være sjovt at lave, og at jeg ikke føler, jeg går på arbejde. Det er helt banalt, men sådan er det. Så da jeg droppede at være dj, var det fordi den elektroniske scene var begyndt at kede mig lidt. Men allerede dengang jeg dj’ede meget, havde jeg lavet min ’rigtige’ musik ved siden af i lang tid og inden da spillet i et par bands. Det var det jeg startede med, og det har altid været den vej, jeg ville gå«.

Jeg er egentlig også ret meget en tryghedsnarkoman

Og nu er det det, han gør. Turnerer og indspiller album på skift. Hans fjerde album, ’Fixion’, er netop udkommet efter lang tid alene i studiet.

»Jeg er vild med at være i studiet, have al kontrollen og kunne eksperimentere. Men efter halvandet år så elsker jeg også, at jeg skal ud og spille de numre. Det er en kontrast og en mærkelig cyklus, men også noget af det, jeg er mest lykkelig over ved at være musiker. Det der kæmpe clash mellem at skabe noget og få det til at leve«.

Nogle musikere er mere glade for den ene ting end den anden. Enten studiet eller turneen. Fordi der jo er så stor forskel mellem de to. Fra at være en påfugl foran mange tusinde mennesker til at være en eremit, gravet ned alene i studiet. Men det lyder som om, du er glad for begge dele og er god til at omstille dig?

»Jeg tror nok, jeg er ret omstillingsparat. Men på den anden side er jeg er også meget konservativ. Jeg kan godt lide at have den ro og de faste rammer omkring mig, der skal være, når jeg skriver min musik. Så jeg er egentlig også ret meget en tryghedsnarkoman. Selv om det lyder som store kontraster at være i studiet og ude at spille, så er det jo egentlig det samme, jeg gør år efter år, og har gjort de sidste ti år. Der er en struktur og stabilitet i det«.

At finde sig selv eller at blive fundet?

Hvis jeg ikke kan forstå ham gennem hans skilleveje, kan jeg måske forstå ham gennem hans musik. Gennem stemningerne, melodierne og forløbene. Fortæller de os noget? Om en rodløs mand? En udforsker? Om en stor glæde og omhyggelig skabertrang, ja, men også om en underspillet destruktion?

Som i videoerne til de to ’Fixion’-singler ’Redefine’ og ’River In Me’ – instrueret af de to svenskere, filminstruktøren Åsa Riton og kunstneren Andreas Emenius. To stilistisk flotte værker uden noget åbenlyst narrativ, men nærmere opsplittede scener hvor lyst, ensomhed, kapitalisme, død og andre stærke symboler kigger frem fra billederne og tilfører endnu et lag af sammenvævede stemninger til musikken. Siger det os overhovedet noget om ham?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Vi spoler omkring 35 år tilbage i tiden. I køen til ishuset står hans lillesøster. Hun er ved at bestille is til sin storebror. Han stammer for meget. Mest når han kommer til at tænke over det. Skal han sige noget, så skal det helst ske spontant, så hans hjerne ikke når at fange hans mund. Og sport kan han ikke finde ud af – en ting, som heller ikke hjælper ham. Sådan er scenen sat for Anders.

»Folkeskolen var til tider en hård tid, og jeg blev nogle gange mobbet. Ikke noget ondt, men bare som børn nu gør«, fortæller han. »På en måde tog jeg det meget indad og brugte allerede dengang musikken«.

Musikken har han spillet, så længe han kan huske. I hvert fald siden han var fire år. Trommer fra han var syv-otte år, og derefter lærte han hurtigt sig selv klaver ved at spille efter radioen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

»Jeg sad tidligt og lavede små melodier, nærmest som terapi, og hvis du taler med en psykolog er det nok mobningen, noget af melankolien og mørket i min musik stammer fra«, siger han og griner«. »Jeg spiller nok ikke kun musik af den grund, men musikken har i hvert fald været en ventil«.

Da han blev teenager, var det heller ikke ham, der var ude at køre knallert og spille fodbold. Men i gymnasiet fik han at vide, at han havde talent, og det blev til en drøm deromkring. Han kunne mærke, han var god til at skrive og lave musik, og han fik da også 13 i musik i gymnasiet, fortæller han nærmest lidt flov. Men det gav ham en lille selvtillid, han ikke havde haft tidligere.

»Det er meget af den musik og de indtryk fra dengang i gymnasiet, der har formet mig og virkelig sat sig fast i mig. Det er en tid, hvor man virkelig finder ud af: ’Hvem er jeg i forhold til alle de andre?’ Det er i de år, man definerer sig selv«.

Trentemøller by Sofie Nørregaard5

På opdagelsesrejse gennem musikkens universer

Vi spoler frem igen. Til 2014. Efter mere end 100 koncerter på et år lander en træt Anders Trentemøller i Danmark direkte fra fire ugers turné i USA ovenpå sin seneste albumudgivelse, ’Lost’.

Han bruger de første to måneder med sin kæreste, som havde turneret med bandet som guitarist. Han ser sine venner, spiller Playstation og går lange ture i vinterkulden omkring deres hus på Amager.

»Og så skal man lige ind i det igen«, siger han om de første skridt tilbage i studiet og starten på ’Fixion’.

»Jeg kan faktisk være lidt nervøs i starten. Det er nok lidt ligesom at møde en gammel ven, hvor den første time kan være lidt træg, mens man føler sig frem. Jeg prøvede flere gange, hvor jeg måtte tage hjem fra studiet igen, for der kom ikke noget ud. Hvor jeg i gamle dage ville have tænkt: ’Nu har mistet den fuldstændig’, har jeg i dag lært ikke at panikke. Så tager jeg derned, når der virkelig er en lyst og en kriblen i fingrene, og så kommer der til gengæld også rigtigt meget ud, især lige i starten«.

Ud af lysten kommer de rejser, som siden debuten ’The Last Resort’ har udgjort hans foreløbigt fire album. Rejser ud og ind af kølige soniske universer, rundt om planeter, ind i deres atmosfære, nogle med tæt og fugtig regnskov, andre hvide og frostklare. Andre gange zoomer han helt ned i øjenhøjde og placerer os, hans lyttere, i mørke og fortættede hjørner, hvor lys er en mangelvare.

Et eksempel kunne være, når der ligger en øde ø gemt i den yderste udkant af det enorme nummer ’Haze’ fra ’Lost’-albummet. Et af den slags numre, der kunne være soundtrack til den næste store sci-fi-film. Ud af den majestætiske stemning dukker et lille forladt klavertema op som gemt bonusnummer. En klang der lyder af fransk noir og ’Matador’ på samme tid.

Eller når Trentemøller på ’Redefine’ (fra ’Fixion’) tager på en rejse med et band, der lyder som The Cure, hvis de spillede et cover af slowcore-bandet Low. Et basriff, der vil fremad, møder Marie Fiskers dunkelt iscenesatte vokal og synthesizere, der driver ind og ud af deres frekvenser. Et dronet og sløvt nummer, der hverken kommer helt i gang eller går i stå og derfor i stedet letter et par centimeter fra jorden i sin døs.

Fra scene til scene. Perspektiv til perspektiv. Ind og ud mellem sig selv og forskellige genrer.

En ny minimalisme

Men hvis der ikke er tale om skilleveje, hvilket midlertidigt stop er det nye album så på det, han kalder en organiske rejse?

Når han sidder i studiet, kommer der altid det der ‘a-ha-moment’, hvor en speciel stemning former sig, fortæller han. På det nye album skærer han mere end nogensinde før ind til benet – ikke kun i sangskrivningen, men også i det soniske univers.

Er det blevet et dogme for pladen?

»Ja, på en måde. Men regler er til for at brydes, og jeg gider ikke være slave af dem. Jeg prøver altid at være fuldstændig åben for, hvor et nummer vil tage mig hen. Men retningslinjer eller dogmer er gode som noget, man kan forfølge. Det, jeg har prøvet med den her plade, er for første gang at skære mere ind til benet i hvert nummer. Det var virkeligt noget med at være hård, og der er fjernet mange spor fra alle numrene. Det har til gengæld sat mere fokus på melodierne, der skulle være gode nok til, at man kan hive en guitar frem og spille dem rundt om lejrbålet«.

Regler er til for at brydes

Ved siden af minimalismen er der også noget råt, der dukker op i dit univers. Noget grus og støj?

»Jeg har forsøgt at beholde den spontane idé og den intuitive stemning, jeg mærkede, da numrene dukkede op i mit hoved. Samtidig ville jeg også gerne finde ind til noget, som stak lidt ud og rev lidt for meget her og der. Man kan nogle gange komme til at overlæsse et nummer og producere det ihjel, og det har jeg måske gjort lidt tidligere. Men når alt det her er sagt, med dogmer og retningslinjer, så skal det hele også bare passe sammen. Der er en del numre, som ikke kom med på ’Fixion’, fordi de var en helt anden stil i forhold til helheden og bare ikke ville passe ind. Og så sker det faktisk ofte, at jeg sletter dem. Der er jeg hård, for jeg ved, at om to-tre år, når jeg laver næste plade, så er jeg alligevel et andet sted, og så har jeg lyst til at starte på ny«.

Trentemøller by Sofie Nørregaard1

Ud af genrer og væk fra tidens lyd

Endnu en ny start er sat i gang for Anders Trentemøller. En ny cyklus og en ny tur i manegen som turnerende band efter cirka to års studiearbejde. Han er netop kommet hjem fra presseture til Hamborg og Berlin og er på vej til London og USA. Ud og vise flaget og sin nye plade frem. Alt det man skal som international musiker. Og heldigvis er der mange, som vil se ham.

Fra det åbne vindue i rummet kan man høre Strøget. Rådhusuret bimler nogle halvhjertede toner uden rigtig at skære igennem den bløde summen af mennesker et par etager nede. »Fem minutter«, siger Lewis fra Trentemøllers danske pladeselskab, der også tog imod mig, mens han banker på og stikker hovedet ind af døren.

Da jeg dukkede op til vores aftale på kontoret, sad de to og spiste frokost og talte. Jeg kunne ikke lade være med at lytte med gennem den åbne dør. De talte om musikken i radioen, der i dag er blevet så specialiseret og genrespecifik fra kanal til kanal, at musikken aldrig overrasker lytterne mere. Det er ikke på den snobbede måde eller med skjult hån, men nærmere med en slags uforstående forundring over ideen med kun at have én genre af musik på hver radiokanal. For tænk, hvad lytterne går glip af, når de ikke bliver overrasket med samba, techno eller jazz.

Jeg insisterer på at knække nøden

Hvad er det med dig, genrer og kasser. Hvad er det, du har så svært ved?

»I dag handler det hele meget om genre, synes jeg. Jeg kan mærke det selv. Især musikjournalister har svært ved at finde ud af, hvilken boks de skal placere mig i, og hvilken genre, jeg spiller. Det er en del af gamet, men jeg bliver også nødt til at sige ’fuck det’. Det er blandt andet derfor, jeg udgiver mine plader på mit eget label, In My Room, så jeg ikke skal tænke i at lave et radio edit i en bestemt genre eller lyd. For så er hele ideen med at lave musik røget«.

I så fald burde du jo egentlig lave en r’n’b-inspireret plade, som tiden er nu?

»Ja, lige nu er den lyd kæmpe stor, og man kan ikke åbne et musikblad, uden at folk er influeret af den lyd. Og det kommer lidt bag på mig, fordi jeg troede, vi var kommet længere væk fra den genreopdelte musik og en tidstypisk lyd. Selv om folk hører meget forskellig musik, så er der også bare meget, som lyder ens i dag. Ikke at jeg har noget imod r’n’b«.

Men måske er det dét, som er ‘dig’: At du holder dit musiklandskab så åbent, at der ikke er noget rum, der er lukket ned. Der er ingen genrer, som er forbudte, og derfor er du svær at låse fast?

»Ja, sådan vil jeg i hvert fald gerne have det. Og det er også det, som er det skide sjove, og det, der holder mig i gang. Jeg insisterer på at knække nøden og lave et album, som hænger sammen som en rejse. Fordi jeg selv elsker dem, jeg har været på, når jeg har drømt mig væk i et album«.

Læs anmeldelse: Trentemøller ‘Fixion’

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af