Trentemøllers ‘Fixion’: Stilsikkert album af mørk romantik og frostklar elektronik
Anders Trentemøller har altid haft en veldefineret vision for sit musikalske output, og ‘Fixion’ er endnu et drift- og stilsikkert album fra hans hånd. Det er et dragende univers, gennemsyret af mørk romantik og frostklar elektronik i organiske produktioner, som lydalkymisten har destilleret i sit laboratorium.
»I’ll parade the monsters in my heart for you / I’m gonna tear that mask off and show you who I really am«, messer hans mangeårige partner in crime, Marie Fisker, på åbningsnummeret ‘One Eye Open’. En indikation om, at de filmiske klangflader er intakte, men også at Trentemøller i denne ombæring agter at vise et bredspektret udsnit af sin kreative formåen.
Mørk melankoli draperer den tungt slæbende ‘Sinus’ med dybe synthsug og et enkelt repeterende beat, ligesom ‘Spinning’ suger nektar fra Depeche Modes dystre stemninger med digitale klokker og manipulerede beats. Så er der ‘Phoenicia’, hvor inspirationen fra de minimalistiske punkpionerer i Suicide er udkrystalliseret i den hypnotiske orgel-drone.
Trentemøller har altid allieret sig med solide kræfter, og det er også gamle kendinge i den musikalske familie, som er på visit på ‘Fixion’. Ud over Fisker medvirker Lisbeth Fritze fra hedengangne Giana Factory, der ligeledes har været fast medlem af Trentemøllers liveband. Hun draperer graciøst ‘Where the Shadows Fall’ med sfæriske stemmer. Selv om det her er et soloalbum, hersker der immervæk en kollektivistisk ånd, hvilket i høj grad tilskrives de kvindelige vokaler, som desuden tæller Jehnny Beth fra Savages.
Hovedpersonen trækker således på sit netværk, og det har givet numrene en klædelig diversitet i udtrykket trods den klart optrukne røde tråd i produktionen. Selv om Trentemøller stadig kredser om og raffinerer lydlandskaber, fornemmer man også et fint fokus på melodier og hooks. Man tager uvægerligt sig selv i at nynne med på de sangbare strofer i ‘Never Fade’ og ‘Redefine’, og i den afdæmpede ‘November’ lirker en subtil guitarfigur sig sindrigt ind i hjernebarken. Der er payoff til de nysgerrige, som investerer tid og lyst til fordybelse i det detaljemættede lydtapet.
De dvælende og introspektive momenter bliver på glimrende vis kontrasteret af numre, hvor der bliver skruet op for såvel energi som bpm-måleren. For eksempel er den pulserende og voldsomt medrivende ‘Circuits’ lige dele postpunk og krautrock med en chorus-indsvøbt baslinje gennem en tunnel af pirrende effekter. Ligeledes er ‘River in Me’ og ‘Complicated’ med Beth på veloplagt gæstevokal karakteriseret ved en frejdig fremdrift med både trommemaskinehåndklap, rytmeæg og bredt anlagte keyboardklange.
Med ‘Fixion’ fortsætter Trentemøller sine ekspeditioner ud i auditive riger og kæler for detaljen i både produktion, sangstrukturer, arrangementer og instrumentering. Som lytter føler man sig hensat til lige dele futuristiske metropoler, ture gennem natten (figurativt og bogstaveligt) og lysten til refleksive stunder, hvor man dyrker den indre ro.
Trentemøller har føjet nok et album rig på stemninger, associationer og indtryk til sin diskografi. Indtryk som efterlader en vedvarende resonans i både hjerte og hjerne, når de hook-baserede melodier og atmosfæriske klangflader er klinget ud.
Kort sagt:
Trentemøller fortsætter sine ekspeditioner ud i detaljemættede auditive riger med plads til melodier og hooks samt klædelig afveksling mellem afdæmpede stunder og energiske momenter.