Vi Sidder Bare Her: »Det er jo en slags vanvid«
De sidder bare der. Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig og filosoferer over det hele med musikken og sproget som vehikel. Nu for fjerde gang, for deres kreative cisterner er ikke udtømt endnu, slet ikke, og deres hellige opskrift kan til tider noget helt specielt. Men den er måske ikke evigt slidstærk.
Projektet indskriver sig i en musikalsk spoken word-tradition, hvor ordet har magten snarere end musikken. Musikken er underlødig – reduceret til muzak for stemmen at ose rundt i, for nu at sige det lidt firkantet. Men der skulle gerne være en snert af kongruens alligevel. Et vist samspil i stemninger, som dette album mestendels lykkes med at skabe, men der trædes også ved siden af.
De ambiente, instrumentelle klange svæver rundt som lette tæpper i et temmelig rummeligt og ekkofyldt univers, hvor man som lytter nemt døser hen i meditativ fladen ud. Sommetider er der puls, men aldrig skyggen af klimaks. Bare bløde rytmiske dunk, som synker ind.
Og så er der stemmen øverst. Jørgen Leths nasale artikulation med den unikke intonation og facon, der har gjort ejermanden til en feteret, snart ikonisk personage her til lands.
På ’Rak-Ma-Gak’ lister Jørgen Leth vanligt rundt blandt ufarlige emner, såsom havet, det ufærdige og sin egen smuldrende hukommelse, og han tager som sædvanligt et poetisk greb om sagen med karakteristisk snilde. Æsteten snakker sig frem til koncise digteriske sentenser en passant, der vidner om et aldersmæssigt og eksistentielt-refleksivt tilløbsstykke, når de er bedst.
På sange som ’Led mig ind i fristelser’ er der decideret visdom på spil, livslektier at hente i form af et hedonistisk, ukristeligt Fader Vor, som man med fordel kunne erstatte det bestående med. Eller i det mindste bare memorere, at »man er nødt til at følge med det brændende fysiske begær«, som det lyder.
Og når Leth svinger sig op på vidtløftige sproglige etiketter om sprogsjuskeri, er det ligeså komisk, som det – måske – er sandt: »Det er et forfald, der går direkte nedad. Det er som en naturkatastrofe«. Nogle gange tangerer han excentrisk spasmageri, som på titelsangen ’Rak-ma-gak’ om sine byger af sort ordvrøvl: »Det er jo en slags vanvid«.
Det er det, og på åbningsnummeret ’Jeg kan godt huske hvordan det var at cykle’ tipper det desværre også over i en lidt ligegyldig narcissisme. For når Leth’sk poetiseren ikke kan give temaerne vinger ophæves fortryllelsen, og monologerne bliver tamme tanker snarere end gribende optikker. Det gælder også for Simpsons og Toksvigs blåtonede bagtæpper, der til tider tager form som et næsten selvparodisk spejl – som for eksempel på den uopfindsomt cheesy klaversats til ’Uklart hvor det hele ender’. Her bliver det ikke ligeså velorkestreret, som det bliver velkendt.
Hagen ved dette fjerde album er også, at der ikke elaboreres tilstrækkeligt på trioens oprindelige formular. Der koges suppe på deres egen profane alkymi, som virkede mest forførende i sit udspring. Jørgen Leth holder et acceptabelt niveau, men der er ikke længere så meget magi tilbage i det eventyr, Vi Sidder Bare Her begyndte på første album. Meget snak glider ligeså nemt ud, som det glider ind i øret.
Nuvel, det uperfekte menneske.
Kort sagt:
Jørgen Leth, Mikael Simpson og Frithjof Toksvig koger suppe på deres egen profane alkymi, som virkede mest forførende i sit udspring. Der videreudvikles ikke nok på trioens spoken word-formular til, at det bliver rigtig magi. Selv om Jørgen Leth holdet et acceptabelt niveau.
Læs stort interview: Jørgen Leth: »Jeg føler indimellem, at jeg er blevet en slags rockstar«