Marching Church er et strålende eksempel på, hvor vital dansk rockmusik kan lyde i dag
Hvad der oprindeligt var et sideprojekt, har nu foldet sig ud som et fuldblodsband. Man kunne ellers tro, at Elias Bender Rønnenfelt fik afløb for sin kreativitet i både Iceage og Vår, men en rastløs energi kendetegner den københavnske musiker, og Marching Churchs andet album er endnu et glimrende portræt af et ungt menneske som kunstnerisk søgende sjæl.
Ensemblet er undergået en klædelig transformation og tæller nu medlemmer af Choir of Young Believers og Lower. Modsat debuten, ‘This World Is Not Enough’, fra sidste år møder vi et mere fokuseret og ambitiøst band. Væk er de formløse sangstrukturer og den improviserede tilgang, hvilket måske skyldes, at Marching Church netop har udviklet sig til et kollektiv, hvor flere talenter kommer til fadet og løfter og forfiner frontmandens visioner. De fremstår ganske enkelt langt mere homogene og i synkronisering med hinanden.
En konventionel vokalist er Rønnenfelt stadigvæk ikke, men den enerverende rallen er afløst af en koncentreret indsats, som udfolder et udtryksfuldt register. Gennem hele albummet veksler han overbevisende mellem det kraftfulde og tyste. I ‘Up For Days’ nærmer han sig sågar det croonende, og den slæbende ‘Calenture’ har et country-twist over sig.
Rønnenfelt har proklameret, at Marching Church denne gang har implementeret studiets muligheder som en kreativ medspiller, og det viser sig i en varm produktion, hvor de kraftige trommer lægger en fyldig bund, som den rige instrumentering kan boltre sig over.
Iceage rumsterer i kulissen, og Marching Church følger flere steder samme æstetiske diskurs. Dissonante violiner flirter med pianostrofer på nærmest Velvet Underground’sk manér i ‘Inner City Pigeon’, og ‘Lion’s Den’ har en fortættet klaustrofobi a la The Cure de tidlige 80’ere.
Men det er ingenlunde blot fordums giganter, der hjemsøger ‘Telling It Like It Is’. Et dirrende drama i ‘Florida Breeze’ holder koncentrationen konstant fastholdt, og med den øjeblikkeligt medrivende ‘2016’ er en kontemporær programerklæring. Det catchy guitarriff, de piskende trommer og strygerangrebet er et strålende eksempel på, hvor vital dansk rockmusik kan lyde i dag.
Rønnenfelts lyriske åre har altid været tydelig, og denne gang er der både gift i blækhuset, når han bliver »fist-fucked by destiny, a position like a beggar« i ‘Heart of Life’, og når han fremmaner en poetisk klangbund i ‘Let It Come Down’: »Will the dust ever settle on us, the flames hiding in the smoke / will our skins ever be dry from the blood of the stillborn«.
At Marching Church nærmer sig niveau a la Nick Cave and the Bad Seeds i sidstnævnte siger noget om albummets kvaliteter og kvantespringet i forhold til debuten.
Kort sagt:
Marching Church holder styr på mangfoldige instrumenter og ideer på deres andet album, der viser en markant udvikling. Ankermand Elias Bender Rønnenfelt folder vokalregisteret nuanceret ud i en række intense og medrivende sange, der på overbevisende facon demonstrerer, hvor sprudlende af vitalitet den danske (undergrunds)rockscene er.
Læs også: Roskilde Festival afslører de første 14 navne til 2017 – inkl. Marching Church