»Det gik op for mig på et tidspunkt, at alle de her helt normale mennesker var dybt inspirerende, som en slags menneskelig ikke-begivenhed. Alle dem der sidder fast i sure liv og jobs, som de bliver nødt til at fortsætte med, ellers ramler det hele«.
Jeg har fanget Jason Williamson på en mobiltelefon i hans køkken i Nottingham, England. Han svarer på mit spørgsmål om, hvorfor det er et mylder af fallerede og fortabte skikkelser, der strømmer ud af de tekster, han skriver som lyriker og stemme i et af Englands for tiden mest ærlige og vrede bands, Sleaford Mods.
»Det er et liv, der gør folk til grå og ligegyldige mennesker, men også interessante i deres grå og ligegyldige bitterhed«, uddyber han.
Og ingen kan male et billede af det grå og ligegyldige England som Sleaford Mods. Sammen med beatmageren Andrew Fearn, der har været med på de seneste fire album siden ‘Wank’ fra 2012, har Williamson skåret sig en skarpkantet niche, som snitter sår i det engelske musiklandskab.
Især har duoens seneste to album, ‘Divide and Exit’ fra 2014 og ‘Key Markets’ fra 2015 (ja, de laver nærmest en plade om året), åbnet folks øjne for deres helt personlige blanding af skrabet minimalisme, bidende samfundskritik og frådende levering.
Sleaford Mods’ unikke karakter er summen af deres kompromisløse valg. En opskrift der såmænd er simpel nok. Fearn kommer med et af sine simple tromme- og basbeats, som pumper derudaf i rå og flossede toner, inspireret af postpunkens dysterhed. Oftest består en sang kun af et a-stykke.
Oven på beatet skiftevis råber og spytter Williamson sin slangbefængte, engelske rap af sted, som en arrig mand med Tourettes, der har stjålet mikrofonen og ikke vil give slip. Som havde Leicester-rapperen MC Pitman adopteret det uægte barn fra et engangsknald mellem Suicide og John Cooper Clarke og opdraget ham på pubben, råber Williamson i øjenhøjde om den enorme elendighed, der har ramt den engelske arbejderklasse og nedefter i dønningerne af finanskrisen. En krise der fik skiftende regeringer til at stramme løkken om halsen på de fattigste englændere, som intet havde at gøre med den grådighed, der forårsagede et midlertidigt kollaps af det kapitalistiske system. Politikerne i England kalder det austerity measures eller på dansk: Kriseforanstaltninger. Williamson kalder det »et fucking tarveligt røveri ved højlys dag«.
Portrætter fra bunden af England
Sangen ‘Jobseeker’ fra Sleaford Mods’ anden plade, ‘The Mekon’, er godt eksempel på den levende desperation, Williamson kan fylde linjerne ud med. Omkvædet beskriver en depressiv arbejdsløs, der skiftevis sutter på sin ciderdåse og sin hjemmeruller:
»Can of Strongbow, I’m a mess / Desperately clutching onto a leaflet on depression / Supplied to me by the NHS / It’s anyone’s guess how I got here / Anyone’s guess how I’ll go / I suck on a roll-up, pull your jeans up / Fuck off, I’m going home«.
Men hvor mødte han alle de sørgelige skæbner, som flyder rodløse rundt i sangene? Nogle mødte han, mens han arbejdede som socialrådgiver, fortæller Williamson. Et arbejde han havde, før han for nylig tjente nok på musikken til at gå fuldtid. Andre af teksternes karakterer er inspireret af hans venner, bekendte eller de kolleger, han har mødt på sin vej.
Og det står slemt til i England. Der er mange mennesker derude, som er fuldstændig ødelagt. Folk, der har fået en gennemsnitlig uddannelse og måske ikke har haft en specielt oplyst barndom.
»Ligesom de fleste af os«, fortæller han. »Når de her mennesker kommer i problemer og i kontakt med systemet, så er de ikke rustet til at håndtere det. Så skaber det et kaos, og så dør folk lige så stille og roligt«.
Williamson ved det. For han har været der selv. Helt nede i skidtet. Da han i 20’erne og 30’erne drev rundt »fra lortejob til lortejob,« som han siger. Spillede og sang i nogle forskellige guitarbands. Da det stod værst til, lå han helt nede på ryggen på bistand og var afhængig af kokain. I andre perioder, hvor det ikke var helt så slemt, var livet reduceret til at gå på arbejde, komme hjem fra arbejde, spise billig mad og drikke øl. Depressionen i England er en kronisk tilstand i de lag, han kommer fra, og alle er enten selv blevet ramt eller kender nogle, som har mærket effekten.
En masse kunstner-wannabes
Den ligefremme no bullshit-tilgang, som Sleaford Mods er blevet garant for, vokser ud af Williamsons egen person. I hans tekster vrimler det med folk, der får på munden. Fra politikere og kulturpersonligheder til cunts og wankers fra hans eget liv.
Tag Crab Eyes, der dukker op i sangen ‘Tied Up in Notzz’ med linjerne »another lonely little dj with no fuckin’ life«.
Han var en lille, ubetydelig mand, som Williamson arbejdede sammen med i et billetfirma en overgang. Han blev kaldt Crab Eyes, fordi han havde små, smalle øjne. Han gik og sagde, at han var dj, hvilket han tydeligvis ikke var, fortæller Williamson.
»Men alt er så let tilgængeligt i dag, så alle er pludselig dj’s, fotografer eller kunstnere. Men nej, det er du fucking ikke!«
Hvad så med den gigtplagede pirate wanker, der er holdt oppe af antibiotika og ligner en eller andens tante, i sangen ‘Live Tonight’? Han er baseret på Keith Richards og hans image som den hensynsløse rock’n’roller, siger Williamson.
»Historien om, at han engang løb rundt i ghettoen og fægtede vildt med pistoler, mens han nedstirrede fattige, sorte pushere og købte heroin, er jo fuldstændig latterlig. Bullshit! Hvem prøver han at narre? Han har været forkælet hele sit liv, og det er kun historier, de opfinder for at skabe et image«, siger han. »Rolling Stones er reduceret til én stor joke i dag«.
Illusioner og mundlort
Det er ikke første gang, Williamson bruger sine interview til at fortælle sin uforbeholdne mening om andre musikere, der stikker hovedet for langt frem eller flyder med den flod af overfladisk kultur, han synes hersker.
Kasabian har han beskrevet som »dinosaurer inden de fylder 40«, og engelske Slaves har fået at vide, at de kopierer Sleaford Mods.
På samme måde vil han helst være foruden sammenligningerne med Noel Gallagher og Oasis under overskriften ‘arbejderklasse’. Arbejderklasse er bare en kasse. Et sted hvor andre kan låse ham fast og simplificere hans pointer, siger han. Det gider han ikke. For ham handler det om mennesker og om at vise en virkelighed, som udspiller sig i samfundets nederste lag.
Men hvad synes du om Gallagher?
»Jeg har hørt, han er en flink fyr, men han virker som en usmagelig cunt i interview, og verden har ikke brug for endnu én, der praler med sine penge. Den eneste grund til, at han lukker så meget lort ud, er, at han ikke længere har noget at tilbyde med sin musik. Ingenting. Han burde ikke lave musik længere. Men sådan snakker de jo alle sammen. Samme illusioner«.
Hvorfor har du et behov for at sige din mening om andre musikere og deres musik?
»Fordi ingen andre siger sandheden«, kommer svaret uden tøven. »Alle forsøger at være høflige og intelligente at høre på, men på et tidspunkt bliver nogen jo nødt til at fortælle dem, at de er nogle idioter, og at deres musik ikke rykker ved noget«.
Han fortsætter: »Vi er i en tid nu, hvor kreativiteten råber på, at musikere laver noget vitalt. Men du ser intet af det. De her kunstnere, som bliver promoveret af kæmpe selskaber og marketingmaskiner, er ingenting værd. Man kan så bare holde sin kæft og være ligeglad, som de fleste er. Men jeg er ikke ligeglad«.
Jeg spørger, om han altid har været så brutal og hudløs, så vred? Han ser ikke sig selv som mere arrig end andre – bare ærligere. I skolegården var han faktisk den stille dreng, fortæller han. Aldrig en bølle eller slagsbror. Hans ligefremhed som musiker stammer fra en dyb frustration over, at en masse af de musikere, der engang var inspirerende, intet har at byde på i dag.
»Og læg 20 år med ansigtsløs, kommerciel musik til den ligning, så begynder du måske at forstå, hvor min vrede kommer fra«.
Livet er blevet bedre, så hvad nu?
Tilbage i køkkenet smasker Williamson i røret. Han er lige kommet fra træning og spiser nødder og drikker en kop te, inden han skal i studiet. Deres nye album er ved at finde sin form, fortæller han. Efter tre album med omtrent samme opskrift, handler det nu om at bygge lidt ovenpå, så Sleaford Mods ikke står stille. Derfor leger de for tiden med nye tiltag som live-indspillede trommer og guitar i studiet, ligesom han er mere sangorienteret i sin tilgang »i stedet for kun at rable aggressivt derudaf«. Men det skal være i det små. Og nogle gange er de små, diskrete skift de sværeste, reflekterer han.
Men et skift og en nyfunden vitalitet er der brug for. For tingene har ændret sig. Han sidder ikke i et 8 til 16-job længere, han tjener flere penge, og han og hans familie lever et bedre liv end før. Williamson kan ikke på samme måde brokke sig over at være på bunden. Det bekymrede ham faktisk meget i starten.
Jeg forstår, hvad han mener. Træning, nødder, te og et godt familieliv – det lyder ikke særligt mods-agtigt, siger jeg, med henvisning til ordets oprindelige betydning af modkultur i 60’ernes England. Men hvor går han så hen uden den vrede, som har været hans rygrad?
»Det værste, man kan gøre, er i hvert fald at prøve at genskabe en vrede, som ikke længere er der«, siger han.
Nu handler det om at give hans nuværende hverdagsliv en effektiv platform.
»Jeg skal ikke være ligesom de 80’er-punkbands, der stadig turnerer og spiller de samme gamle sange. Jeg er musiker og elsker musik, og derfor vil jeg udvikle mig og se, hvor det kan føre Sleaford Mods hen. Men teksterne handler stadig om at gå på pub, om folk jeg ikke kan lide og om regeringens uærlige politik«.