Chicago-rapperen Sabas talent drukner i et ensformigt lydunivers
En verden uden Chicago på hiphop-landkortet ville være dystopi. Chicago rimer på hårdtslående socialrealistisk rap leveret af rå talenter for hvem integritet er altafgørende. Der er Common, Kanye West, Lupe Fiasco, Twista og de nye, måske atypiske rappere i Chicago-forstand, Chance the Rapper og Vic Mensa. Og så er der de nye i klassen, dem der har givet prøvelser på deres talent, men som endnu ikke kan skrive det helt store gennembrud på CV’et.
Den 22-årige rapper og producer Tahj Malik Chandler, eller bare Saba, er en af de nye drenge i klassen, men med flere mixtapes i ryggen er han alt andet end et ubeskrevet blad. Saba har bevæget sig fremad med hastige skridt, ikke mindst takket være byfællen og vennen Chance The Rapper. Først optrådte Saba på Chances mixtape ’Acid Rap’ (2013) med et gæstevers, og i år vendte han tilbage og leverede et særdeles gospel-klingende og ikke mindst danseindbydende hook til ’Angels’. Og så er han en del af den blomstrende bølge af intelligent, multifacetteret, samfundsskildrende og genreeksperimenterende rap. Et modstykke til den drill-bevægelse, der har malet et voldsforherligende billede af ’The Windy City’.
Med Sabas forrige mixtape, ’ComfortZone’ (2014), in mente, er der ikke meget nyt ved ’Bucket List Project’. Lydsiden er meget lig de glatte, blomstrende beats, der prægede forgængeren og var produceret hovedsageligt af Saba selv. Selv om han kun har produceret lidt under halvdelene af numrene på ’Bucket List Project’, så fremstår lydsiden altså homogen og meget Saba’sk.
Lyden tenderer til det unikke: Hvert et slag er så dybt, at man næsten kan forestille sig, hvordan slagene langsomt borer sig ind i beatet, udvider det, og først derefter er beatsne blevet tilført den tunge lyd, der er gennemgående for alle spor. Hvert nummer er en fryd for øret – afslappende, næsten hypnotisk. ’The Billy Williams Story’ og ’World In My Hands’ virker minimalistiske og bombastiske på én og samme tid.
I lige så høj grad, som lydsiden gør mixtapet til en unik lytteroplevelse, hæmmes helheden af vokalerne. Beatsne forbliver tykke og kompakte, så man zoner hurtigt ud, og det bliver for nemt for lytteren at ignorere både Sabas og de gæstendes vokaler. Det er en skam, for det om noget Sabas lyriske sindsbeskaffenhed, der adskiller ham fra andre nye rappere. Og hans flow, selvfølgelig, som er lige så rappende, som det er syngende. Han udvisker faktisk næsten grænsen mellem, hvad der er sang, og hvad der er rap (for eksempel på ’Most’). Han kan skifte til dobbelttempo, hvis han skal følge med Twista (’GPS’), og han kan sætte tempoet tilsvarende ned på sine omkvæd og lyde som en silkeblød r’n’b-sanger (’Symmetry’).
Lyrisk viser Saba sig som en ung (og meget reflekteret) knægt, der giver sit besyv med i skildringen af livet i hjembyen. Med en del empati og en del skarphed ud i at male billeder med ord formår han langt hen af vejen at give lytteren en god forståelse for hans liv.
Som når han metaforisk rapper »Got into a science, but write with the lightning / like soil, I’m grounded, the seed has just sprouted« på ’Photosynthesis’ for at forklare sin personlige udvikling.
På åbneren ’In Loving Memory’, der næsten lyder som poetry slam, viser Saba i et minutlangt vers, at han er mester ud i ordspil, og på ’Church / Liquor Store’ folder han sig for alvor ud: »Call Obama, Jesus, Yeezus / he can save Chicago from the demons and the deacons«. Kort efter leverer Noname albummets bedste gæstevers.
Når det endelig fungerer, går det hele op i en højere enhed. Den summende hi-hat, de elektroniske off-beat-trommer og det xylofon-klingende klaverspil får ’The Billy Williams Story’ til at virke triumferende, og kombineret med sin særprægede stemme binder Saba sin vokal til beatet.
Desværre rummer ’Bucket List Project’ kun små, epileptiske glimt af Sabas fulde talent. Lydsiden flyder sammen med hans flow, der virker en anelse trivielt efter 13 tracks med rapsang og lag-på-lag vokaler. Titelnummeret rummer nogle af de hårde slag, man savner mixtapet igennem, men sigende for helheden ender sangen ud i en kliché i form af en Seal-klingende skønsang.
Kort sagt:
’Bucket List Project’ virker ikke nær så gennemarbejdet som håbet. De enkelte tracks er stærke lyrisk og hvert lydspor hypnotiserende, men som helhed flyder albummet sammen. Man mister hurtigt overblikket over hvilken sang, man lytter til.