Commons ’Black America Again’ er hans bedste album i dette årti
Det er de færreste rappere, der når at runde album nummer 11 og stadig være blandt deres generations mest vedkommende. Selv i de senere år, hvor Commons udgivelser måske ikke har været lige så bemærkelsesværdige som de første i hans diskografi, har den samfundsbevidste rapper alligevel formået at gøre sig gældende som skuespiller, børnebogsforfatter og selvbiografist.
På den måde har han ikke blot fuldbyrdet overgangen fra artist til fuldblodsentertainer, hans fanbase og økonomi er paradoksalt nok også vokset, alt imens hans stjerne som rapper nok er falmet hos de af hans fans, der har fulgt ham fra start og vænnet sig til tanken om, at der nok aldrig kommer værker som ’Like Water for Chocolate’ eller ’Be’ igen. Mindre kan dog også gøre det, og ’Black America Again’ må siges at være hans bedste udgivelse i dette årti.
Det skyldes ikke mindst samarbejdet med trommeslageren Karriem Riggins, der har produceret hele albummet. Ligesom det gjaldt på hans tre forrige plader, der var produceret af henholdsvis The Neptunes og protegéen No I.D., er Common således også på dette album vendt tilbage til en af sine gamle hjemmedrenge fra fortidens succesudgivelser.
Samarbejdet med Riggins forekommer dog noget mere vellykket, fordi Stones Throw-producerens eklektiske, beattape-agtige og ofte håndspillede produktioner giver et godt modspil til den samfundsbevidste rappers ofte bløde flow og lejlighedsvise sentimentalitet.
Særligt på protestsange som ’Letter to the Free’ og pladens måske bedste nummer, ’Black America Again’, bliver denne nerve tydelig med percussion-mættede beats, messende budskaber og ikke mindst jazzpianisten Robert Glaspers gennemgående klaverspil. Sangen, hvis titel refererer til, hvordan historien reproduceres på godt og ondt, har ikke blot en indfølt gæsteoptræden af selveste Stevie Wonder, den har også fået sin egen kortfilm af den samfundskritiske succesinstruktør Ava Duvernay, der sammen med en række andre prominente afroamerikanere får shoutouts i teksten om det sorte USA’s kulturelle genoprejsning oven på politidrab, raceuroligheder og præsidentvalg.
Selv har Common også altid haft en flair for iscenesættelsen, men det er tydelig at høre, hvordan hans skuespilkarriere har styrket hans evner udi denne disciplin. Et eksempel er hyldesten til hans far på ’Little Ghetto Boy’, hvis titel refererer til Donny Hathaways klassiker af samme navn. Udover at fortælle en besnærende historie om faderen Lonnie Rashid Lynns liv og levned, byder den også på et rørende genhør med hans spoken word-visdom, som trofaste fans vil kende fra outroerne på Commons plader. Rørende, fordi faderen døde af kræft i 2014, og hans monolog derfor må være optaget inden, og fordi Common intelligent lader sangerinden Tasha Cobbs synge de afsluttende linjer, der ellers nemt kunne være knækket over i kvalm selvhøjtidelighed: »Father, I stretch my hands to Thee / no other help I know/ if you withdraw yourself from me / tell me where oh where shall I go«.
Andre steder bliver det omvendt en anelse overkonceptualiseret – som for eksempel ’The Day Women Took Over’, der, som Common har for vane, er bygget op over en programmatisk, fiktiv og lidt frelst præmis. Det samme gælder numre som ’Love Star’, ’Unfamiliar’ og John Legend-soloen ’Rain’, der på trods af deres umiddelbart melodiske appel forekommer en anelse letkøbte og langt fra Commons bedste kærlighedssange.
Af samme grund, og fordi det nu engang er der, Common er bedst, kunne man også have ønsket, at han havde været lidt mere konsekvent om det politiske tema på pladen, der i stedet kommer til at fremstå en smule halvhjertet og kapitaliserende på D’Angelo, Kendrick Lamar og Solanges mere gennemførte og kompromisløse forsøg. Som fan kan man derfor kun håbe på, at ’Black America Again’ ikke kun hentyder til det sorte USA’s genoprejsning, men også indvarsler en ny storhedstid for Common selv.
Kort sagt:
Selv om Common ikke forekommer så helhjertet og kompromisløs, som man som fan kunne have ønsket sig, viser ’Black America Again’ dog en rapper i mere ligevægt, end man har oplevet ham på hans seneste plader. Man kan kun håbe, at albummet indvarsler en ny storhedstid.
Læs også: Hiphoppen har genfundet sin politiske stemme – derfor er rapmusikken vigtig igen
Læs også: Hør de 10 vigtigste sange i den nye bølge af politisk hiphop