East? New York?
Bingo! Kunstnernavnet er håndgribeligt og ligetil, og det er musikken også – på den helt rigtige måde. Dave East har allerede co-signs fra Pusha T, The Game og Nas. Hvis du er typen, der har higet rastløst efter real hiphop, som vor mor lavede den, er East mikrofonakrobaten, du længselsfuldt har ventet på.
Man kan vel kalde ham Nas’ protegé: Han hylder legenden på sange som ‘It Was Written’ og er også signet til selvsammes Mass Appeal Records. Men også Def Jam har siden slutningen af september sat tænderne i East Harlem-artisten, der med sit brandvarme seneste mixtape, ’Kairi Chanel’, lader alle vide, at han meget vel kan være næste bud på en af genrens store stjerner.
Næste store stjerne? Det siges jo om så mange efterhånden.
Det er vi udmærket klar over, men med ham her mener vi det sgu. Dave East blev i sommer udråbt som XXL Freshman, og selv om det efterhånden ikke altid er en stensikker garant for at kunne spytte brandvarme vers, kan man ikke andet end at falde pladask for hans benhårde levering i kåringens tilhørende cypher.
Det kan undre lidt, at han først i år blev udpeget som løfterig XXL-spire, når ’Kairi Chanel’ rent faktisk er hans 10. mixtape i rækken. Men som East selv fortæller det, er projektet hans bedste hidtil, og er man bare den mindste fan af hiphoppens traditionelle aktiver, under man sig selv at give projektet et spin.
Men helt ærligt, hvad er så specielt ved ham?
At han holder stædigt fast i genrens kardinaldyder og den østkyst-lyd, som New York i sin tid var renommeret ærekært for – tænk en mere aggressiv Nas. East kan blive et tilbageskuende varemærke for en by, der i noget tid har haft svært ved at finde sit musikalske fodfæste igen. Vi snakker rå lyrisme, maleriske og autentiske auteurskildringer.
I Easts verden findes ingen leflen for tidens helt store dille med genreblend af både rap og sang, ligesom faldgruben med generiske trap-beats og hi-hat-fetichisme klædeligt forbigås. Det balstyriske fortællergen bor i ham som en latent fyldepen, der truer med at eksplodere, hvis ikke den får afløb for tankerne gennem veltimet nedfældning og leverance.
På ’Type of Time’ – hvor Sades ’Like a Tattoo’ kærkomment samples – lader East blytunge verbale riffelskud flyve om ørerne på lytteren oven på et beat af genladende geværer, mens mixtape-outroen ’Don’t Shoot’ portrætterer USA’s verserende politibrutalitet over tre kontinuerlige vers, der uden omkvæd abrupt ændrer toneleje via en stemme-synthesizer som symbol på hans tiltagende opvækst. Hvis det ikke er kunstnerisk ambition, ved vi ikke hvad er.
Jeg er solgt! Hvor kan jeg høre noget mere fra ham?
Som sagt er det blot månedsgamle mixtape ’Kairi Chanel’ hans hidtil bedste samling, men også mixtapet ’Hate Me Now’ fra 2015 vakte velfortjent bevågenhed.
Og har man ikke intentioner om at dykke ned i Easts allerede brede bagkatalog, der strækker sig ned til 2010, kan man altid flankere sig med det hidtilværende materiale, mens man venter på hans nyligt lovede debutalbum, som får kærlig produktionshjælp fra idolet Nas.
Læs også: Hold øje med Jorja Smith: Indsigtsfuld soul-storyteller og Amy Winehouse-klingende crooner