Whitneys slidte hjul tøffede på optursskinner i Store Vega

Det var seks slidte drenge, der gik på scenen til deres sidste, og med egne ord, bestemt også største koncert på en tour, som har taget Whitney rundt i verden siden forårets debutalbum, ’Light Upon The Lake’. Især forsanger og trommeslager, Julien Ehrlich, så lidt sammenklasket ud – eller måske er han bare altid sådan lidt følsom-afslappet-sjov? I hvert fald fortalte han, at det var et styks træt band, vi havde foran os. Men slidt er nødvendigvis ikke dårligt. Ikke når det overlapper med glad og lidt benovet. Det var Ehrlich hele aftenen.

Her var hyggelige samtaler med bandet og fætter Josiah på bas, og gennem små monologer til publikum var Ehrlich en god vært, der søgte en samtale, lidt med- eller modspil, som ingen i det fyldte Store Vega dog magtede at give ham. Søndagsslidte eller selvbevidste, hvem ved? Publikum var kommet for at blive underholdt og helst ikke deltage for meget. Det var ærgerligt, for Ehrlich ville have været hyggelig at snakke noget mere med og komme lidt tættere.

Han pludrede heldigvis videre alene, kyssede i løbet af den lille time inderligt med fætter Josiah og fik joket med, at deres manager nok var grunden til, at de endnu ikke var døde på turen, mens netop manageren hentede de trommestikker, Ehrlich havde glemt backstage.

På samme afvæbnende måde fik han pillet det normale teaterstykke, der er rundt om ekstranumrene i en koncert, fra hinanden: »Vi har to numre tilbage. Eller faktisk har vi fem, men så går vi lige ud, og så klapper I, indtil vi kommer tilbage. Jeg vil jo bare være ærlig overfor jer«. Det var han – charmerende, imødekommende og ærlig.

Det slidte var også tilstede i lyden. Flere gange i løbet af aftenen samlede bandet sig og lød som en nedbarberet og udslidt version af Matthew E. Whites bigband med udgangspunkt i sydens soul. Ehrlichs let udskridende falset ovenpå gav ligeledes lidt grus i sporene.

Samtidig kunne de være riffstærke og tøffende-fynky, som Bob Dylan i slut-60’erne eller start-70’erne, når han var bedst. Netop Dylan var da også en reference i løbet af aftenen, da Whitney jammede et cover af ’Tonight I’ll Be Staying Here With You’ fra hans glimrende plade fra 1969, ’Nashville Skyline’.

Flest gange var det selvfølgelig den lyd, som deres hit ’No Woman’ flyder rundt i. Den af 60’ernes folk og americana. På debutalbummet lyder Whitney bare mildere og mere polerede. Live spiller de med en anden følelse. En der hænger mere i beatet og slackrocker derudaf. En der larmer lidt mere. Heldigvis er de et band, der godt kan lide at spille et nummer som den instrumental, der ikke havde noget navn. Den var en af aftenens åbenbaringer, da man her så, at der et eller andet sted i de allerede mange Whitney-lyde også er en vred, ikke kun smuk og deprimeret sjæl. Et sted hvor bigbandjazz slog de første sprækker i lydbilledet og syrerock brød igennem og lagde sig som skyggestriber over salen.

Det siger altså noget om formatet hos Whitney, at de kan væve sig naturligt ind og ud af det, man forventer fra debuten. Og så er det selvfølgelig også bare vildt rart at høre på et band, der formår at bryde ud af deres egen lyd engang imellem.

Det kan Whitney, fordi de er dygtige musikere og har medlemmer med bands som Smith Westerns og Unknown Mortal Orchestra på cv’et. Guitarsoloerne og keys sad hvor de skulle, mens en ensom trompet hele aftenen var et afmålt indslag, der rundede bandlyden perfekt af med et touch af blå.

Men ikke engang aftenens sidste sang, ’No Woman’, kunne for alvor sætte gang i en stemning. Bandet prøvede ellers med et break og en lille rar takketale i indimellem, og så et nyt ’drop’ tilbage i sangens lækre riff.

Heldigvis lovede Ehrlich, at Whitney nok skulle komme igen, mindre slidte, og han lignede faktisk en, der mente det. Et råd til Whitney kunne være at tage en håndfuld blæsere med, der for alvor ville kunne spille os op. Og nå, ja: Kom lige på en torsdag, fredag eller lørdag, så københavnerne har mulighed for at blive lidt fuldere og godt tør råbe »hej«. Så bliver det måske endda en fest.

Læs interview: Whitney er country for cool kids