Som al god popmusik er Whitneys debutalbum både melankolsk og optimistisk
Da min gymnasiekæreste i det herrens år 2008 slog op med mig efter blot tre ugers lige dele forvirrende og intens dating, sendte han mig The Zombies-klassikeren ‘Care of Cell 44’ via datidens foretrukne chatmedie, Messenger, for at opmuntre mig. Han forklarede mig, at den bedste popmusik er både melankolsk og optimistisk.
Den samme overbevisning gennemstrømmer kollektivet Whitneys småpsykedeliske, soulede, ja, temmelig multifacetterede folkpop på det breakup-klingende debutalbum. Imens de folkede elementer såsom den akustiske guitar og Julien Ehrlichs lyse, Bon Iver-citerende soulvokal påkalder lange gåture i en mennesketom efterårsskov i en undseelig ulden sweater, får de 70’er-klingende guitarmelodier, de varme blæserarrangementer og et funky Rhodes-keyboard solen til at bryde igennem løvet, imens du opdager, at du hygger dig mere, end godt er.
»Vi smilede hele tiden, selv om nogle af sangene er temmelig triste«, er bandets egen beskrivelse af debutalbummets tilblivelse.
Whitneys sammensatte, analoge udtryk er meget vel afledt af bandmedlemmernes musikalske bagland. De fire kernemedlemmer tæller forsanger og trommeslager Ehrlich (tidligere Unknown Mortal Orchestra og Smith Westerns), guitarist Max Kakacek (ligeledes Smith Westerns), Ziyad Asrar (Touching Voids) på keyboards og trompetisten Will Miller, imens blandt andre Foxygens Jonathan Rado har hjulpet til i studiet. ‘Light Upon The Lake’ er lyden af de forliste forhold, sangskriverne Ehrlich og Kakacek har følt sig hjemsøgt af, og som har manifesteret sig i den fiktive karakter Whitney: En smådeprimeret og fejlbarlig mandsperson, der svinger taktstokken på albummet.
Dette på flere måder lettere skizofrene udgangspunkt for sangskrivningen er heldigvis udmundet i en helstøbt og varm lytteroplevelse, der agerer underkop for det blødende hjerte – ledt an af den vidunderlige ‘No Woman’, hvis afdæmpede keyboard- og blæserintro varsler om den stort orkestrerede, forløsende finale, der sætter punktum for den ellers indadvendte folkballade.
Denne opbygning – bevægelsen fra det mumlende og afdæmpede til det storladne og direkte groovy – gør sig gældende for størstedelen af albummets ti sange, men de er alle så dygtigt og omhyggeligt skruet sammen, at opskriften ikke bliver kedsommelig. Snarere giver den de mange ballader netop den nuance af håbefuldhed og glæde ved tilværelsen, der løfter dem ud af det sortsyn, som teksterne kredser omkring. For eksempel ‘Polly’, der åbner stille med et forsagt keyboardtema for snart efter at bekende kulør med fuld smæk på trompet og trommer.
Albummet rummer imidlertid også flere direkte, opstemte popnumre. På ‘No Matter Where We Go’ bobler det psychpoppede udtryk på sit højeste i det melodiske samspil mellem det Foxygen-smagende keyboard og de energiske guitarer, imens også ‘The Falls’ og ‘Golden Days’ bare er god damn groovy.
På papiret skriver Whitney sig ind i den allestedsnærværende psychpoptrend, men når gruppen alligevel lyder som helt sin egen, hænger det meget muligt sammen med, at albummet er indspillet på bånd. En beslutning, der giver mening, når resultatet som hos Whitney ikke klinger stædigt forældet, men derimod lyder af både godt håndværk og en livsbekræftende fejlbarlighed. Ligesom den bedste popmusik rummer ‘Light Upon the Lake’ masser af stemninger og vil derfor forføre dig, om du har hjertesorger eller ej.
Kort sagt:
Som al god popmusik er Whitneys debutalbum både melankolsk og optimistisk. Kollektivets analoge folkpop rummer elementer af både soul, country og psychpop og bevæger sig fra det indadvendte til det stort orkestrerede – en formel, der giver især balladerne ekstra kant, imens Whitney også leverer direkte, opstemt og groovy pop på ‘Golden Days’ og ‘No Matter Where We Go’.