11 års albumpause: Rolling Stones’ blues-album emmer af nærvær
At gøre albumcomeback efter 11 års pause er i sig selv opsigtsvækkende, men når musikerne var mellem 58-64 år gamle, sidst de lod høre fra sig på udgivelsesfronten, er det endnu mere mærkbart. De fleste havde vel opfattet ‘A Bigger Bang’ fra 2005 som det endegyldigt sidste studiealbum fra Rolling Stones, men termer som ‘endegyldigt’ og ‘definitivt sidste’ er tilsyneladende ikkeeksisterende i de aldrende rockgutters vokabularium.
Efter endnu en veloverstået verdensturné, der bragte dem forbi Roskilde Festival i 2014, er Stones tilbage med et album bestående udelukkende af blues-covernumre. Sangene er afartister som Howlin’ Wolf, Little Walter og Willie Dixon, der lagde selve fundamentet for bandets grundlæggelse i 1962, da de tog navn efter sangen ‘Rollin’ Stone’ af Muddy Waters, en anden af genrens vigtigste skikkelser.
Man fornemmer tydeligt, at kvartetten befinder sig i vante rammer. Albummet er indspillet live over tre dage, og selv om man begræder fraværet af originalt materiale, hersker der immervæk en aura af autenticitet og nærvær, når gruppen giver sig i kast med den musik, som var deres udgangspunkt.
Styrken hos Stones som bluesband har altid været, når de har dyrket det langsomme og trance-agtige inden for genrens traditionelt forankrede rammer. Et særkende, der har strøget personlighed og et originalt touch ud over cover-perler i bagkataloget som for eksempel ‘Little Red Rooster’ (1964) og ‘Love in Vain’ (1969).
Det er også tilfældet her, hvor det er albummets afdæmpede stunder, der tegner for de bedste: Når der gives luft og rum i Charlie Watts’ tilbagelænede trommespil, så Keith Richards og Ronnie Wood kan udfolde deres karakteristiske guitar-licks med veloplagt timing i titelnummeret, det vuggende groove i ‘All of Your Love’ og ‘Hoo Doo Blues’.
Spilleglæden er høj, hvilket desuden fremgår af Mick Jaggers euforiske fraseringer i ‘I Can’t Quit You, Baby’ og ‘Everybody Knows About My Good Thing’, ligesom man i ‘I Gotta Go’ og ‘Little Rain’ bliver mindet om, at han ikke kun er et karismatisk energibundt på en scene, men også rocker en solid mundharpe i et studie.
Netop genrens traditionelt forankrede skabeloner bliver desværre også en akilleshæl. Momentvis skvulper rullestenenes 23. album rundt i en suppedas af tilforladelig, men anonym blues. Det bliver for jappende og generisk røvballet på ‘Just Your Fool’ og ‘Hate To See You Go’, som minder lige vel meget om en hverdagsaften på Mojo Blues Bar.
Det er dog mindre anmærkninger på et overvejende veloplagt album, og ‘Blue & Lonesome’ fremstår som full circle for Stones. En smag- og respektfuld forvaltning af det genremæssige grundstof, som startede det hele.
Kort sagt:
De aldrende rockgutter er tilbage efter en 11 år lang albumpause med en række covernumre, der hylder den blues, som var med til at forme og definere gruppen tilbage i 60’erne. Spilleglæden er høj, og fraregnet enkelte lidt for røvballede momenter, emmer samspillet af autenticitet og nærvær.