Downtempo-specialisten Bonobo viser meditativt flair for at bruge stilheden som et virkemiddel
Den garvede downtempo-specialist Bonobo sænker vindhastigheden i det allerede stormombruste 2017 på sit sjette studiealbum, der med titlen ’Migration’ skriver sig ind i en stadigt voksende, underspillet politiseringstendens inden for også det elektronisk orienterede musikmiljø.
Titelnummeret, der også optræder som indgangsbillet for albummet, forsøger ikke at lægge skjul på, at Simon Green er en producer, der efterhånden kender alle leder og kanter af sit eget klangmæssige råderum. Percussion-opbuddet og de jazzede meloditendenser svømmer som farvestrålende tropefisk ind og ud af hans duvende, elektroniske koralrevskompositioner, prydet med både grotterumklang og corny strygersekvenser. Det er svært ikke at døse hen i vokalens messende lunkenhed på numre som ’Grains’ eller ’Surface’, der ud over at hjælpe på januarblodtrykket viser britens store, akustiske musikalitet og meditative flair for at bruge selv stilheden som et virkemiddel.
Men der er også perler at finde blandt de tilsyneladende hermetisk lukkede østersskaller af messingblæserindslag og sfæriske synthflader – især når numrene endelig bevæger sig ud over det femte minut og bliver mere bevægelsesegnede – som pletskuddet ’Outiler’, der folder sig ud som et helt lille unikt mikroprojekt.
Af så erfaren en lydmanipulator forventer man dog, at der automatisk bliver kælet mere for detaljen undervejs – for eksempel i overgangen mellem numrene, der ikke undgår mere eller mindre uheldige udfald. Et ambient albumudspil som dette kunne måske have fået yderligere karakter af et kontinuerligt mix frem for en underspillet gæsteparade, og lytteroplevelsen bliver derfor til tider lidt for afslappet grænsende til det ligegyldige.
Ikke at samarbejdet med for eksempel Rhye fungerer dårligt eller træder i vejen for Greens eget kunstneriske udtryk, men selv om de forbipasserende fortællerstemmer – på netop ’Break Apart’ med Rhyes Mike Milosh især – træder i karakter som ganske charmerende outsidere, sidder man alligevel tilbage med en følelse af noget kunstnerisk uforløst.
Kort sagt:
Ambitionerne er svære at få øje på blandt instrumental harmoni og besøgsvenner i Bonobos ellers endnu en gang uforfejlede chillout-projekt, der efterlader et indtryk af, at han fremover måske kommer til at orientere sig mere over i liveprojekter frem for nyskabende og studieorienterede sensationer.