Fuser ved Royal Arenas åbning: Svækket Metallica var på katastrofens rand

Der var lagt op til en historisk aften.

Royal Arena, hovedstadens nye milliarddyre multiarena med plads til 15.000 mennesker, skulle indvies. Og den skulle ikke bare indvies af et hvilket som helst band, men et af verdens største: Giganterne i Metallica med Lars Ulrich bag trommerne, der repræsenterer nationen som en anden kronprins. Med ikke mindre end 60.000 solgte billetter til de i alt fire koncerter i arenaen i løbet af den kommende uge var alt kørt i stilling til den helt store triumf på den første dag.

Historisk blev det også. Men primært af den grund, at Royal Arena åbnede. For langt hen ad vejen lignede Metallicas koncert den katastrofe, man kunne frygte ved et stort event på et endnu uafprøvet sted.

Den bølgede mastodontbygning ligger smukt i landskabet i Ørestaden. Udefra er arenaen flot, indefra ligeså. Logistisk er det også velovervejet: Scenen var til lejligheden placeret i midten af salen, så publikum på gulvet kunne stå hele vejen rundt om, og folk fra tribunerne kunne følge med i alt, hvad der skete. Teknikken spillede. Scenegulv og loft blev brugt til videoprojektioner, trommesættet roterede på midten af scenen, og mikrofonstativer var placeret adskillige steder, så bandet kunne positionere sig forskelligt.

Ennio Morricones klassiske hymne ’Ecstasy of Gold’ fra westernklassikeren ’The Good, the Bad and the Ugly’ gjaldede ud i salen som intronummer, mens klip fra filmen kørte på skærmene både oppe og nede. Det var flot.

Men hele optakten forvandlede sig hurtigt til en fadæse, så snart Metallica gik på og satte gang i ’Hardwired’ fra deres seneste album. Lyden var ukontrollabelt ringe, bassen overdøvede i overdreven grad guitarerne, forsanger James Hetfields vokal forsvandt i mixet, og da han frembrusede de dilettantiske linjer »we’re so fucked / shit outta luck / hardwired to self-destruct«, fremstod de mere profetiske, end hvad godt er.

For Metallica buldrede løs på den dårlige måde, og man nåede at frygte, at Royal Arena skulle vise sig som det nye Forum, hvor akustikken konsekvent modarbejder alle bands, der spiller i betonblokken.

Helt så slemt blev det ikke. Lyden blev bedre. Det gjorde bandet bare ikke umiddelbart.

James Hetfield var syg, og det kunne høres. Stemmen var hæs, dyb, tør og svag, og forsøg på at ramme høje toner blev opgivet. Samtidig spillede Lars Ulrich sjusket, og som han har for vane at gøre, spillede han for hurtigt. Dommedagshymnen ’For Whom the Bell Tolls’ blev en forhastet affære, og den energiske ’Fuel’ blev jappet af i en yderst tam udgave.

’The Unforgiven’ lød bedre – mest af alt grundet dens akustiske guitarspil og nedtonede arrangement. Men efter nummerets afslutning måtte Hetfield tilkendegive, at han ikke følte sig tilpas. »My voice is not in shape so I’m going to ask you for your help«, sagde han, og publikum hujede barmhjertigt af ham.

Efter Hetfield bad publikum om hjælp, spillede bandet en sjasket og tæt på rædderlig version af ’Now That We’re Dead’ fra det nye album, der fremstod helt blottet for enhver form for energi, nerve, groove og swing. Bassist Rob Trujillo forsøgte at hjælpe til med vokalen, men forgæves, for hans mikrofon var slukket.

Der opstod en mærkelig stemning af halbal i salen. På trods af at der var udsolgt, var der masser af plads på gulvet i den ene ende. Der var store mellemrum mellem folk, og de mellemrum blev flittigt benyttet til at læsse skrald, krus, emballage og andet af. Gulvet var vådt og klistret af spildt fadøl, fulde mennesker dansede ubehjælpsomt og væltede ind i fremmede, en slåskamp opstod et sted. Et sted midt imellem mærkede man både begejstringen og den afgrundsdybe skuffelse.

Hetfield kunne godt se, den var helt gal. Han stoppede koncerten, trak midlertidigt stikket og begav sig ud i en tale til publikum om, at det var en af de aftener, hvor det bare ikke kørte. At han var syg, at det var for meget, at det ikke holdt. At han havde det dårligt med det. Lars Ulrich så bekymret ud, og vi kunne godt fornemme, hvor det bar henad. Hetfield sagde, at han havde lyst til at stoppe, og et sus gik gennem salen.

Men i stedet for resolut at trække stikket på koncerten, lod han publikum bedømme, om de skulle tage hjem eller ej. Og som alle ved, så tager folk ikke hjem, når de har betalt over 500 kroner for at se deres yndlingsband. Et bestemt afslag rungede gennem salen som svar på hans forespørgsel, og bandet var nødsaget til at fortsætte.

Baseret på koncertens første halvdel burde bandet have sagt ’tak for i aften’ og taget tilbage til hotellet, hvorefter Hetfield burde have lagt sig ind under den første og største dyne, han kunne finde.

I stedet fortsatte de med en forkortet sætliste (det nye nummer ’Halo on Fire’ og klassikeren ’Sad But True’ blev skåret fra). Og så skete der langsomt noget. Om det var Hetfield, der overgav sig, om han fandt viljestyrken frem eller kørte på solid autopilot, så fik Metallica faktisk ført sig overbevisende igennem en række klassikere som ’One’, ’Master of Puppets’ og en tæt på hæderlig ’Seek and Destroy’.

Hvis vi ser igennem fingre med Rob Trujillos meget lidt imponerende bassolo, der mest bare skulle udgøre en lille pause for de andre i bandet, samt Kirk Hammetts guitarsolo i starten af ’Fade to Black’, der lød jammerlig, fordi guitaren ikke stemte, og at Lars Ulrich stadig havde det med at spille for hurtigt… hvis man ser bort fra dét (og alt det andet), så blev koncerten faktisk løftet i anden halvdel.

Metallica kørte på nødblus gennem ekstranumrene bestående af thrash metal-klassikeren ’Battery’, balladen ’Nothing Else Matters’ (hvor Hetfield udliciterede sangopgaven i store dele af nummeret med ordene »help me sing!«) og sidst, men ikke mindst, stadionbaskeren ’Enter Sandman’, der førte til fællessang, hævede knytnæver og fælleshop.

Nogle bands har den slags materiale, der er så stærkt, at der ikke skal så meget udenom til for at formidle det. Metallica er et af de bands. Og det var som om, at de i en sidste kollektiv kraftanstrengelse fik kørt de største hits ud over rampen til publikums store tilfredshed.

Metallicas røv blev reddet på målstregen af deres eget materiale. Men det endte ikke med at redde en aften, der en stor del af tiden hang på afgrundens rand. Royal Arena blev åbnet, men det var en fuser af en åbning.

Så tillykke med den nye multiarena, København. Lad os håbe, at de 45.000 publikummer, der har købt billetter til de kommende dage, ikke skal udsættes for det samme.