Vurdering: Har Lukas Graham en jordisk chance for at vinde en Grammy i weekenden?

Adele, Beyoncé, Rihanna, Justin Bieber. Konkurrencen er hård, når Lukas Graham søndag nat dansk tid dyster om de eftertragtede Grammy-statuetter til prisuddelingen i Los Angeles.

Grammy-priserne er musikkens svar på filmens Oscar, og det er i sig selv en bedrift af de helt store, at den danske kvartet er nomineret til hele tre priser – endda i nogle af showets allermest prestigefyldte af slagsen: ’Song of the Year’, ’Record of the Year’ og ’Best Pop Duo/Group Performance’.

Det hele er takket være ’7 Years’, og den soulede pophymne om noget så storladent som livets gang skaffede i løbet af 2016 Lukas Graham et seriøst gennembrud i Guds eget land og nåede helt op på en andenplads på den amerikanske singlehitliste.

Lukas Forchhammer og co. tilslutter sig en lille gruppe af danskere, der tidligere har været nomineret – bl.a. Volbeat, Trentemøller og Bent Fabricius-Bjerre (som vandt i 1962) – men ingen har tidligere været nomineret i nogen af prisuddelingens fire vigtigste priser: ’Album of the Year’, ’Song of the Year’, ’Record of the Year’ og ’Best New Artist’.

Priserne uddeles af The Recording Academy, hvis medlemmer fra alle leder og kanter af musikindustrien stemmer på livet løs. Men hvordan ser chancerne egentlig ud for en dansk Grammy i weekenden?

Her er vores vurdering af Lukas Grahams vinderchancer – det ser klart bedst ud i én af kategorierne.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Song of the Year

De nominerede: 
– Beyoncé ‘Formation’
– Adele ‘Hello’
– Mike Posner ‘I Took a Pill In Ibiza’
– Justin Bieber ‘Love Yourself’
– Lukas Graham ‘7 Years’

Lad os starte med lige at skille de to største kategorier fra hinanden, for på papiret lyder ’Song of the Year’ og ’Record of the Year’ jo meget af det samme. Der er dog en klar inddeling, som helt ind til benet kan fremlægges således:

‘Song of the Year’: Honorerer selve sangskrivningen og tildeles derfor alle, som har været med til at skrive melodi og lyrik.
‘Record of the Year’: Honorerer selve indspilningen og fremførslen af sangen – her er det altså vokalen og produktionen, som honoreres.

Der er ingen tvivl om, at Lukas Graham er en underdog her. Adeles ’Hello’ ligner en storfavorit med sin (meget) klassiske sangskrivning (som er helt i fokus), og ligesom Oscar er Grammy-uddelingen altså heller ikke stedet for de mest progressive valg, når der skal uddeles priser i de største kategorier.

Beyoncé er formentligt nærmeste konkurrent, men ’Song of the Year’ har det med at favorisere ballader, og det kan man jo ikke lige sige, at ’Formation’ er. Det klassiske hyldes, og på den front er Lukas Graham sådan set meget godt med.

Men danskerne kæmper også mod to andre stille og rolige, melankolske popsange af hvide mænd. Hvor Adele og Beyoncé decideret skiller sig ud i forhold til feltet, vil nogle medlemmer af akademiet måske være sat mellem to stole, hvis valget falder på den slags sang, som Graham, Posner og Bieber er nominerede med. De tre vil simpelthen kunne komme til at sluge nogle af hinandens stemmer.

Bieber er givet vis en mere populær kunstner, og selv om det ikke burde spille ind, er det svært at komme udenom. Hvis vi skiller ’Formation’ ud for sin mere progressive karakter, er ’Love Yourself’ måske den nærmeste konkurrent til Adele.

Intet er umuligt, men her ser det altså svært ud for Lukas Graham.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Record of the Year

De nominerede: 
– Adele ‘Hello’
– Beyoncé ‘Formation’
– Lukas Graham ‘7 Years’
– Rihanna feat. Drake ‘Work’
– Twenty One Pilots ‘Stressed Out’

Her må der godt være lidt mere gang i den. Mark Ronson og Bruno Mars’ ’Uptown Funk’ vandt i 2016, mens Daft Punks ’Get Lucky’ tog prisen i 2014 – Ed Sheeran og Lorde vandt for ’Song of the Year’ de samme år med mere stilfærdige stunder.

Igen bliver det svært for Lukas Graham. Mens ‘7 Years’ formentlig må vige for den (endnu) mere klassiske ’Hello’ i ’Song of the Year’, kunne det her meget vel være stedet, hvor der var plads til at afvige lidt fra balladeformen.

Bevares: Adele er stadig med (helt) forrest i feltet grundet sin vokalpræstation, men Beyoncés vridende popsang (der i den grad skiller sig ud i produktionen) og Rihannas caribiske banger (der også blev et hit på grund af RiRi’s mumlevokal) er seriøse contenders, der begge kan udfordre ’Hello’. Nu hvor Adele er storfavorit til ‘Song of the Year’, kunne det her også være en mulighed for at dele statuetterne lidt ud de nominerede imellem.

Twenty One Pilots øjnes ikke rigtigt en chance, og Lukas Graham må igen anskues som en outsider, der kigger op på medaljestigen som en fjerdeplads i forhold til favoritværdighed. Her har danskerne dog ikke Bieber og Posner at konkurrere imod, og deres sang er således den eneste af sin slags i feltet – det kunne give en overraskelse, hvis akademiets medlemmer prissætter særligt Lukas Forchhammers ærlige vokalpræstation højt.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Best Pop Duo/Group Performance

De nominerede: 
The Chainsmokers feat. Halsey ‘Closer’
– Lukas Graham ‘7 Years’
– Rihanna feat. Drake ‘Work’
– Sia feat. Sean Paul ‘Cheap Thrills’
– Twenty One Pilots ‘Stressed Out’

SÅ sker der noget i forhold til de danske vinderchancer. Her er der tale om en relativt ny kategori, som i 2012 blev lagt sammen af de forhenværende ’Best Pop Collaboration with Vocals’, ’Best Pop Performance By a Duo or Group With Vocals’ og ’Best Pop Instrumental Performance’.

Grammy-uddelingen har for vane at uddele et hav af priser – tidligere over 100 (!) – og det var derfor, at der i 2012 skete sammenlægninger. I år er antallet endt på 83, hvilket heller ikke er så lidt.

Prisen spænder altså over en hel del undergrupper, men her kan showets storfavoritter og Adele og Beyoncé naturligvis ikke være med. Det betyder dog ikke, at Lukas Graham automatisk er favorit. Ligesom til Oscars, har de største succeser det også med at smitte af på akademiet, og ’Work’ samt i høj grad The Chainsmokers ulidelige flødeskumskage af en EDM-softrock-slager har mere decideret pondus at komme med end ’7 Years’.

Men i modsætning til feltets andre nominerede er Lukas Graham en gruppe, et band, en enhed. Fire musikere, der sammen har lavet en sang, som har ramt plet. Twenty One Pilots er også et band, bevares, men de er to – mon ikke mange vil sætte pris på noget så simpelt som en gruppe venner, der har lavet en god popsang sammen? Og fremført den i et hav af amerikanske talkshow – som et band, vel at mærke.

Historien siger desværre nej, for samtlige fem gange, prisen er blevet uddelt, er den gået til deciderede samarbejder eller én kunstner med en anden som featuring. Det er i grunden lidt mærkeligt, men måske kombinationen af to forskellige kunstnere i unison trækker op i forhold til wow-faktor?

Præcedens til side har ’7 Years’ et helt reelt potentiale for at vinde netop denne pris. Danskerne er ikke nødvendigvis favoritter, men i forhold til de to førnævnte priser er feltet her meget mere fladt. Alle har en chance!

Læs også: Se Lukas Graham forklare ‘7 Years’ ned til mindste detalje

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af