Laura Marling skriver besættende sange om kvindens kærlighed til kvinden
Det vil være forkert at sige, at Laura Marling har fundet et helt nyt perspektiv på sin sangskrivning med dette sjette album. Når hun på ’Semper Femina’ (latin for ’altid kvinde’) udforsker det kvindelige som et særligt blik på verden, vil det være naturligt at præcisere, at den 27-årige sangskriver sådan set altid har virket optaget af at udforske og indkredse en særlig feminin sensibilitet.
På ’Semper Femina’ er den lille afgørende forskel diskret, men rammende: Marling både henvender sig til og beskriver kvinder. Hver gang hun synger om et ’du’ på albummets ni sange, er der tale om andre kvinder. Det giver en interessant spænding, dels fordi hun vrider den klassiske kærlighedssang ud af hænderne på en typisk mand-kvinde- (eller pige-dreng)-dynamik, men sangene ånder også derved, at det kan være svært at skelne fascination fra forelskelse og platonisk venskab fra erotisk kærlighed. Som for eksempel på den inciterende ’Nouel’, hvor Marling på én gang kryptisk og helt ligetil, synger: »I’d do well to serve Nouel, whatever service I may be«.
Alene i den spænding skaber Marling med ’Semper Femina’ en stærk fortælling. Hendes lyrik kan være svær at kode, men hun formår samtidig den svære kunst at udtrykke det indviklede i et enkelt og ligetil sprog. Og dog: Dét der fremstår simpelt i en Marling-sang kan sagtens indeholde flertydige tolkningsmuligheder ved nærmere inspektion. Som på den vuggevisebeslægtede ’The Valley’ (hvor Marling virkelig får vævet nogle sirligt smukke guitarlinjer ud af ærmet): »I love you in the morning / I love you in the day / I’d love you in the evening / if only she would stay«.
Hvorfor forskyder fortælleren perspektivet i sidste linje: Fra den direkte henvendelse (’you’) til det rent beskrivende (’she’)? Og hvorfor laver hun den lille forskydning (’I’d love’) som oplæg til ’evening’? Er det fordi, kvinden hun besynger ikke ønsker at være mere end en ven og ikke har nogen seksuel interesse i fortælleren?
Ja, sådan er der så meget, der er på spil og så meget, der står inviterende åbent i Marlings nye sange.
Hvor hendes to første album mest bevægede sig inden for klassiske folk-arketyper, har Marling i stigende grad opsøgt og formuleret en mere idiosynkratisk version af en genre, der i hendes sikre hænder er meget andet end den lettere bedagede, men stadig fortryllende privilegerede Laurel Canyon-melankoli, som Marling ganske sikkert er opflasket med.
På forgængeren ’Short Movie’ bevægede hun sig musikalsk ind i en mere skyggefuld og teksturrig form for musik, hvor mere elektrificerede klange var dominerende og var medvirkende til at skabe noir-stemninger. Sangskrivningen var måske ikke helt så skarpt optegnet som tidligere, så en af udfordringerne i forbindelse med arbejdet på det nye album, må have været at finde frem til en formular, der får sangene til at udfordre og pirke, men uden at give køb på den indtagende musikalitet (for eksempel Marlings eget intrikate guitarfingerspil) og en lyrik, der rækker ud og omslutter frem for at lukke sig om sig selv.
På den vis oplever jeg ’Semper Femina’ som en klokkeklar kreativ åbning for Marling. Hun formår at lodde nogle musikalske dybder med ret simple midler – det måske bedste eksempel er måden hvorpå to separate baslinjer krydser ind og ud af hinanden på den spartanske og hemmelighedsfulde ’Soothing’ – samtidig med, at hendes sprog løfter sig en tak ved, at hun har fundet en mere klar genstand for dets granskning.
’Semper Femina’ er med sin beskedne spilletid et mere koncentreret og fintskåret værk end for eksempel det 15 sange lange ’Once I Was An Eagle’, hvis indledende fem-sangs-suite alene kvalificerer det til status af hovedværk. Marling forsøger ikke denne gang at indflette et væld af musikalske pejlemærker i sin ligning, men hun formår til gengæld at zoome ind på et tema og en stemning, der indbyder til klar identifikation og fascination. På den måde er ’Semper Femina’ et anderledes bud på et hovedværk fra Marlings hånd.
Kort sagt:
Laura Marlings nye album er et kort, koncentreret kik dybt ned i den kvindelige psyke, hvor mænd ikke har nogen adgang – heller ikke som objekter for kvindens blik. Det er der kommet en besættende, agil og, ja, seksuelt ladet sangskrivning ud af, hvor Marling udfordrer sig selv og sine rødder i mere traditionelle folk-troper. Resultatet er et anderledes bud på et hovedværk fra den 27-årige sangskrivers hånd.