Spoons ’Hot Thoughts’ føles som et kedeligt kamikazeprojekt

Spoon har efterhånden været i spillet længe. Siden 1993 har forsanger Britt Daniels ført Austin-bandet an som sin tids Hamilton Leithauser (The Walkmen) og med samme nerve, hvilket førte til et vist gennembrud i 2007. På bandets niende album er der imidlertid langt til fordums søde succes, og bandet minder mest om en ærgerlig alternativ udgave af Maroon 5.

Titelnummeret åbner ellers fint op med sit gribende groove og Daniels’ markerede hitfraseringer, men herefter bevæger albummet sig støt længere og længere ind i et slumrende dødvande. Fra den ene flade funk-fadæse til den næste. Det er lige meget, hvor mange rytmeægsfinesser, skæve guitarfigurer eller abrupte beats, der hives op af hatten, så svinger det ikke.

Man bliver næsten en smule bekymret på bandets vegne over, at de har mistet følingen med deres evne til at skrive fængende indiepop. Det virker malplaceret og søgt, at de død og pine pepper de fleste sange op med et dansabelt beat. Det afføder en monoton omgang pseudohits, som på ’First Caress’ udvikler sig til et decideret pinligt rendezvous med diskoen. Det er omtrent lige så edgy som en midaldrende mand i et par skinny jeans med fabrikeret slid.

Den akavede følelse fortsætter på den træge ’Pink Up’, hvor man mest bekymrer sig om, hvornår den slutter – nok fordi den aldrig rigtig kommer i gang. Et bagvendt vokalsample råder end ikke bod på noget, men virker som et krampagtigt forsøg på at gøre noget vildt. Og lad mig fastslå: Det er det ikke.

Man kan høre for sig, hvordan ’Shotgun’ kunne have været forløst i en anden mere rå version, hvor kraut-groovet og det rockende Stones-riff fik lov til at leve, men bandet skyder sig selv i foden med produktionens alt for polerede projektil. Deres forsøg på at give udtrykket kant kokser i det konforme indsvøb, og pladen ender derfor som et kedeligt kamikazeprojekt blottet for mod og melodi.

Skal man alligevel fremhæve et lyspunkt i dette manierede morads, vil jeg anbefale det instrumentale postludium ’Us’, hvor en støvet, blød saxofon svæver i en kælen kosmisk tomhed. Det fungerer, om ikke andet så som en lutring ovenpå en nærmest syndig lytteroplevelse.

---

Kort sagt:
Austin-bandet Spoon har lavet et uinteressant album med ganske få lyspunkter. Deres forsøg på at være kantede klinger hult i deres finpolerede lydbillede, hvor en malplaceret hang til dansabel rytmik punkterer sangene fremfor at forløse dem.