The Notorious B.I.G. er den bedste rapper, der nogensinde har holdt en mikrofon. Inden Christopher Wallace blev myrdet for 20 år siden den 9. marts 1997, blot 24 år gammel, blev han udråbt til kongen af rap og lagde grundstenen til et eftermæle, der får nutidens største rappere til at bøje hovederne i respekt.
Store navne som Game og Jay Z sender stadig skud ud (sic!) til deres tidligere kollega, og Pusha T fortalte i 2015 til Rolling Stone Magazine, at han skrev Clipses succesalbum ’Hell Hath No Fury’ med »the greatest rapper who’s ever lived« som forbillede.
Men berettigede talentet, at moderne rappere fortsat i dag finder inspiration i Biggies bagkatalog, eller blev Wallace blot en legende på grund af sit martyrium?
Han har aldrig solgt mest, blev ikke samme Messiasskikkelse som 2Pac, og det var langtfra Wallace, der fik den største politiske betydning af rappens sværvægtere. Men når det kommer til sagens kerne – rappen – kan ingen måle sig med The Notorious B.I.G. Her er fem parametre for stjernestatus i rap, som Biggie alle dominerede.
1. Lyrisk alsidighed
Med et liv som en gangsterfilm skrev amerikanerens tekster sig selv, for Notorious levede op til sit rapnavn og fik en stribe domme bag sig. Vold, stoffer og våben var en del af rapperens hverdag, og Biggies metier blev en stærk mikstur af storskrydende bravado-rap, alvorlige temaer og ikke så lidt humor. Følgende er eksempler på diversiteten i Biggies lyriske univers.
Quoteability
Wallace havde nærmest kun udgivet sit første solonummer ’Party & Bullshit’, før han kom i fint selskab på et af de mest citérbare rapnumre nogensinde: Craig Macks ’Flava In Ya Ear remix’. En ung, men selvsikker Biggie sætter barren højt – både for de garvede gæster på nummeret, men også for den rap, der var i vente.
Gudsbenådet historiefortæller
Hvor de fleste rappere i 90’erne rammesatte sig i undergenrer som conscious, gangsta, party eller battle, mestrede Biggies alle stilarter og lyriske greb. Han var en historiefortæller af Guds nåde med sans for dramaturgi – som på ’I Got A Story To Tell’. Et tilbagelænet nummer med følsom guitar, funky kantslag og en jeg-fortæller i topform.
Smooth operator
Selv om den skeløjede Wallace læspede og vejede på den tunge side af halvanden hundrede kilo, var han en charmør med talegaverne i orden – han skrev flere numre for the ladies. Bedste eksempel er ’Big Poppa’; gangstarappens svar på kollegienørdernes scorebibel ’Spillet’. Her rapper Biggie om alle de damer, der skal føde hans børn, mens han stjæler andre folks penge og kører væk i dyre biler.
Rags to riches
Den kriminelle løbebane lå ellers ikke i kortene. Wallace voksede op hos en kærlig og hårdtarbejdende mor, der sørgede for, at sønnen ikke manglede noget. Knægten havde computerspil, mad, tag over hovedet og klarede sig særdeles flot i skolen. Men Wallace mestrede fortællingens praksis og kunne påkalde sig den kunstneriske frihed til at skrive rags to riches-klassikeren ’Juicy’. Biggies mor, Voletta Wallace, dementerede efter sønnens død, at de spiste sardiner til middag, men overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.
Brugte modgang konstruktivt
Sandt var det dog, at enebarnet bukkede under for sin store last: Grådighed. Wallace så hvordan teenagere skaffede nye sko, smykker og biler gennem ulovligheder. Han droppede skolen og begynde at sælge stoffer under crack-epidemien i 80’erne. Den fortid gav inspiration til en uforlignelig drug dealer-manual, ’Ten Crack Commandments’. DJ Premier samplede Chuck D over et knastørt beat, men det er den tidligere narkohandlers gode råd – på rim – der gør pusherpjecen til et nummer i en kategori for sig.
Som så mange andre store kunstnere skabte Wallace noget kreativt ud af sine problemer. I start-90’erne var det ikke comme il faut at rappe om depressive selvmordstanker, men på ’Suicidal Thoughts’ kontemplerer Wallace over de bekymringer, han pådrager sin familie. Man kan næsten se en Eminem in spe stå ude i regnen og kigge ind på mesteren, der skærer den hardcore depri-selvudlevering til perfektion.
2. Musikalsk alsidighed
Wallace var og blev en East Coast-rapper. Født i Brooklyn voksede han op under genrens fødsel i New York. Det konkurrencebetonede element i hiphop var allestedsnærværende, og mange newyorker-rappere battlede intenst om at kunne kalde sig The King of New York (en titel The Source Magazine tildelte The Notorious B.I.G. på forsiden i 1995). Det var alle mod alle, og der blev disset til højre og venstre.
På ’Kick In the Door’ viser Wallace, hvor skabet skal stå, og når DJ Premier, der stod fadder til østkyst-genren boom bap, tillige stod for beatet, var endnu en klassiker skrevet. Nummeret blev opfattet som en sviner til både Jeru the Damaja, Raekwon og Ghostface – ja, selv til produceren Premier. Men den største beef, der blev tolket ind i nummeret, var en slet skjult sviner til en misundelig Nas, der efter B.I.G.’s kroning på forsiden af The Source forsøgte flere lyriske kongemord. Nas rapper om beefen på både ’It Was Written’ og ’God’s Son’.
På trods af den betydelige påvirkning fra hjemstavnen lod Biggie sig aldrig begrænse musikalsk. Allerede på ’Big Poppa’ flashede newyorkeren sine evner udi West Coast-rap, og på ’Going Back To Cali’ flyder West Coast-genrens trademark, den karakteristiske pitchede synth, under Biggies vokal. Der er stor forskel på New York-boom baps anspændte rytmiske anslag, samples og loops og så West Coast-rappens tilbagelænede, synthesizerbårne lyd. Men B.I.G. mestrede begge genrer og turde give sig i kast med begge kysters stilarter på trods af den verserende rivalisering. Tracket er i øvrigt skabt af en anden alsidig newyorker, Easy Mo Bee, der både producerede førnævnte ’Flava In Ya Ear remix’ og skrev musik til 2Pac.
Som om det ikke var nok, skulle Notorious også flashe sine rap-skills i en langt mere uvant form. På ’Notorious Thugs’ tog Wallace kampen op med Mid West-hurtigrapperne Bone Thugs-n-Harmony. Ikke ligefrem rappere, hvem som helst ville måle sig med, men med vanlig selvtillid satte B.I.G. tungen på gled og lavede et ærværdigt nummer. Endnu engang bevist rap-kamæleonen, at han var frygtløs i sin artistiske udfoldelser.
3. Kommercialisme vs. street cred
Singlen ’Mo Money Mo Problems’ udkom posthumt og gik nummer et på Billboard-listen. Ørebaskeren (det sagde man i 90’erne!) var ren radiopop i forhold til, at Notorious ansås for at være gangstarapper, men Wallace og Puff Daddy havde fundet en formel, de troede på, ved at tilsætte gangstarappen iørefaldende omkvæd.
De overskred dermed den usynlige grænse til poppens kommercialisme, som datidens rappere ikke turde nærme sig. Planen var at få Biggie bredere ud, og hittet blev snedkereret af Mariah Carey-produceren Stevie J. At dømme ud fra nutidige playlister ramte de hovedet på sømmet.
Det var desuden en bedrift, at det store kommercielle gennembrud ikke underminerede Notorious B.I.G.’s hårde image og street credibility i en tid, hvor rapmusik stadig var en sort subkultur, og folk i hiphop-kredse så ned på kommercialiseringen – og dermed udvandingen – af denne. Datatidens paradoks i rap omgik Biggie på forunderlig vis ved at være ’ægte’ og samtidig blive mainstream.
4. Legendestatus
En tidlig død er ofte hovedingrediens i fortællingerne om de største kulturelle ikoner, og rapperen fra Brooklyn skrev selv ’You’re Nobody (Til Somebody Kills You’).
Udsagnet passede dog dårligt på hovedpersonen selv, der før sin død blev udråbt til kongen af rap, genrejste hiphoppens fødeby og satte nye standarder for indhold, form og levering af raptekster.
Notorious B.I.G. nåede tilmed at blive hovedperson i 90’ernes berømte krig mellem hiphopmiljøerne fra Amerikas vest- og østkyst – personificeret af skuespilleren og rapperen 2Pac og Wallace selv.
East Coast/West Coast-fejden var lige så meget en kommerciel kampplads som drevet af personlige uoverensstemmelser. Medier, pladeselskaber, rappere og fans smed alle brænde på bålet. Hvilken kyst repræsenterede den bedste stil, hvem var mest ’ægte’ hiphop, hvem var den største rapper – og selvfølgelig handlede det også om en (påstået) affære med en kvinde.
Efter et voldsomt overfald på 2Pac i 1994 blev Wallace beskyldt for at være indblandet. 2Pac-lejren tolkede desuden Biggies ’Who Shot Ya?’, der udkom to måneder efter overfaldet, som en tilståelse. Overbevist om sin tidligere vens forræderi påstod 2Pac i nummeret ’Hit ’Em Up’ at have gjort Biggie til hanrej som hævn.
De to rapstjerners korte venskab sluttede brat i et fyrigt og offentligt fjendskab, der varede indtil efteråret 1996, hvor 2Pac blev dræbt i sin managers bil. Drive by-skyderiet lignede mordet på Notorious B.I.G. seks måneder senere til forveksling. Biggies bemærkelsesværdige karriere varede blot to og et halvt år fra udgivelsen af debutalbummet ’Ready To Die’ til mordet på verdens største rapper den 9. marts 1997.
Det er værd at bemærke albumtitlernes selvopfyldende profetier. Selv coveret til ’Life After Death’ portrætterer Wallace ved siden af en rustvogn magen til den, der, blot syv dage før udgivelsen af dobbeltalbummet, kørte den afdøde rappers lig gennem New York. Gaderne i Brooklyn var fyldt med folk, der græd, lavede tumult og dansede til Biggies musik. Reaktionen fra barndomskvarteret afspejlede til fulde Wallaces liv og lyriske univers.
5. Flow
Én ting var den barske livsførelse, voldsomme død og begavelsen som historiefortæller. Christopher Wallace var også en fabelagtig freestylerapper og betragtes som den første rapper til at lade sin bog med rim ligge uden for studiet, når han indspillede. Han kunne sine tekster udenad, men lod sig også inspirere af stemningen, mens musikken spillede.
Men den største grund til The Notorious B.I.G.’s status som exceptionel rapper er hans ubesværede flow: Hans intonation, tryk og rytme. Wallace var eminent i leveringen af sine tekster, som han fremførte med en blasert afslappethed.
Som dreng lærte Biggie om scat af en ældre nabo fra kvarteret. Det var formentlig der, at rapperen lærte sig at sætte tempoet ned og artikulere hver enkelt stavelse tydeligt. På ’Warning’ er det svært ikke at blive benovet over rimenes tydelighed og gennemslagskraft – for eksempel når Notorious advarer potentielle overfaldsmænd med linjerne »there’s gonna be a lot of slow singing and flower bringing / if my burgular alarm starts ringing«.
Biggie havde desuden en forkærlighed for korte ord i sine tekster, hvilket gjorde sætningerne simple og letforståelige, men samtidig rige på både indhold og rimtyper. Særligt karakteristisk er de imponerende mange vokalrim og stavelsesrim (enslydende trykstærke vokaler) – tydeligt eksemplificeret i ’Hypnotize’, der udover at være festlig også er et sprogstudie værd i sig selv.
Hør blot, hvor mange rim, der er proppet ind på ganske få linjer: »Underroos / lose / choose / bruise / crews« og »Do / to / who / through / screw«.
Biggies flow berettiger enhver stavelse, der leveres med insisterende nødvendighed til lytterne, som har nydt flowet fra verdens største rapper i mere end to årtier.
R.I.P. B.I.G.
Læs også: Hiphop-historiens 10 største beefs – og al den fantastiske rap, der kom ud af stridighederne