Hvad kan du generelt sige er kendetegnende for årets program i forhold til tidligere år?
»Det, jeg synes er meget kendetegnende, er, at vi bringer nogle af de unge kunstnere frem i lyset, både i toppen af vores plakat, men selvfølgelig også – som vi plejer at gøre – på de mindre scener i vores første dage på Rising og Countdown. Så vi giver masser af oplevelser, som folk måske ikke på forhånd ved, hvad de skal forvente sig af, men som vi ved kan skabe overskrifter efter festivalen«.
Har det været en bevidst strategi?
»Ja, det er det. Vi føler, at vi har en rigtig stærk platform, som vi har opbygget igennem snart 50 år. Vi har et meget loyalt publikum, som vi selvfølgelig gerne vil give nogle af de store samlende oplevelser med The Weekend, Foo Fighters, Arcade Fire og så videre. Men vi vil også udfordre dem og give dem nogle helt nye ubeskrevne blade, så længe vi har været ude og gøre vores forarbejde, så vi ved, at det kan gøre sig godt på en scene«.
Hvad har været de største udfordringer i arbejdet med at booke årets plakat?
»Den største udfordring er at få alle de aspekter med, som vi gerne vil have i programmet. Der er meget at skulle tilgodese, når vi både skal dække så mange genrer, har så mange forskellige størrelser scener og spænder over en hel uge. Vi skal samtidig have spændingskurven til at gå op og ned i løbet af de forskellige dage. Så det er et ekstremt stort puslespil. Det, der bliver offentliggjort i dag, er jo en plakat, men det, vi bruger ekstremt meget som arbejdsredskab, er den spilleplan, der kommer senere på måneden. Her sidder vi og prøver at styre rundt i, hvordan vi tilrettelægger den rigtige tur rundt på pladsen, hvis man er til masser af tråd, primært er til hiphop eller vil gå på opdagelse i noget af den musik, vi har fra den store verden«.
Der er igen i år kommet nye festivaler til i branchen, der skærper konkurrencen. Hvordan har I oplevet den udvikling?
»Det er rigtigt, der kommer flere festivaler til både i Danmark og i verden omkring os. Jeg synes, der tegner sig et billede af, at der kommer flere tilbud til nogle af de gæster, der måske stopper med at komme på Roskilde Festival, fordi de bliver for gamle, får familie eller får jobs, der er for krævende eller hvad, det nu måtte være. De begynder at tage på en anden type festival. Så vi føler ikke, vi mister publikummer, men snarere, at markedet bliver udvidet i retning af det publikum, vi har været vant til at give slip på«.
Får den øgede konkurrence jer til at ændre profil?
»Nej, men det får måske den profil, vi har, til at stå stærkere og mere i kontrast til enten nichefestivaler, der koncentrerer sig om en bestemt genre, eller festivaler, der minder mere om enkeltstående koncertoplevelser. Hos os kommer de fleste for den fulde oplevelse: For at flytte ind i en festivalby, hvor der både er kunst, mad og meget mere musik, der indgår som en del af en oplevelsesrække i løbet af en hel uge«.
Ærgrer I jer, når navne som Chance the Rapper, Frank Ocean og Radiohead dukker op på andre plakater?
»Vi ærgrer os ikke over noget, så længe vi kan få et program, som vi selv synes står stærkt og passer til det, vi gerne vil. Det synes jeg, vi har fået i år. Men det ser måske anderledes ud, end det gjorde for nogle år siden, hvor der ikke var andre festivaler. Der var også navne, vi ikke fik booket bestemte år, og så spillede de bare ikke i Danmark. Nu spiller de så i Danmark på andre festivaler. Men jeg synes ikke, det betyder noget for vores produkt eller vores program«.
Hvordan var det at booke for bare fem år siden i forhold til i dag?
»Primært startede man lidt senere. Bookingprocessen generelt er rykket lidt frem, fordi der er et pres hos nogle om at være meget tidligt ude med at lægge et færdigt program. I år har Primavera eksempelvis været ekstremt tidligt ude som nogle af de første med et fuldt lineup. Det er på en måde meget paradoksalt, at kunstnere i vore dage kan blomstre op på meget kort tid, imens udviklingen på bookingsiden går imod, at man bliver færdig i meget god tid. Det skaber jo et større vindue, hvor der kan blomstre en hel masse ny musik op, som ingen festivaler kan nå at reagere på, fordi alle er færdige med deres programmer. Det prøver vi at gå lidt imod ved at holde nogle pladser åbne til sidste øjebliks-bookinger. Det gør også, at vi har en lille håndfuld, som vi ikke er helt færdige med at booke nu, fordi vi har ventet til efter South by South West i marts for at se, hvad vi kunne booke der«.
Der er kommet 77 nye navne i dag, mens den sidste store bandpakke sidste år rummede 105 navne. Har det noget at gøre med, at kampen om at sikre sig navnene er blevet mere intens?
»Det har noget at gøre med, at bookingvinduet er rykket lidt frem, så der er mere, der er på plads tidligere. Vi kunne godt have valgt at sidde på flere af dem i lidt længere tid, men vi har så valgt at slippe flere tidligere i år, end vi gjorde sidste år«.
The xx kandiderer til at være et af de mest introverte navne på Orange Scene nogensinde. Hvad har I gjort jer af tanker om det?
»Det er vi ikke så bange for. Selv om man godt kan sige, der er noget relativt introvert over deres nye udgivelse, så er jeg sikker på, de nok skal brænde igennem. Vi har også set Björk med et relativt introvert show, og Portishead som heller ikke nødvendigvis brager igennem. Det kan godt fungere, men det skal selvfølgelig programlægges på det rigtige tidspunkt og under de rigtige forudsætninger, og det tror jeg også, The xx kommer til. De kommer til at spille mange store festivalshows henover sommeren, og det tror jeg, de designer deres shows til«.
Så er der navne som Solange, The Weeknd, Tinashe og Bryson Tiller, der repræsenterer r’n’b-spektret virkelig godt. Har det været et særligt fokus for jer i år?
»Ja, det har det. Det har det været i et par år, og det er selvfølgelig ikke altid, det lige lykkes med det, vi går efter, men i år falder det rigtig heldigt ud. Også med en ny tilføjelse som Halsey, som vi også forsøgte at få fat i allerede sidste år. Så det kommer til at fylde noget selvfølgelig. Der sker virkeligt interessante ting, og der kommer nogle spændende artister på de fronter i år«.
Til gengæld virker det til, at det er sket lidt på bekostning af hiphop-navnene i toppen, hvor vi har Gucci Mane, G-Eazy og A Tribe Called Quest. Skal det opfattes som et trin ned i forhold til sidste år (med navne som Vince Staples, Action Bronson, Stormzy, Skepta og Wiz Khalifa, etc.)?
»Nej, det vil jeg ikke give helt ret i. Jeg synes, det er nogle af tidens stærkeste navne, du nævner der, og så har vi også både grime og hiphop repræsenteret stærkt på de mindre scener. Jeg synes, der er rigeligt at komme efter med Lil Uzi Vert, Kano, Princess Nokia, Krept & Konan og Madame Gandhi. Nogle af dem hører måske til i de lidt alternative grene af hiphoppen og det urbane, men jeg synes da bestemt, der er masser at komme efter. Der er selvfølgelig en hel del af det, der lægger sig i et krydsfelt mellem r’n’b og hiphop, og det virker som om, vores publikum befinder sig ret godt i netop det krydsfelt. Noah Carter som et af de unge, danske eksempler«.
På Rising og Countdown-scenerne udgør hiphop-navnene fire ud af 39 acts. Hvorfor fylder hiphoppen ikke mere her?
»Vi kommer formentligt til at tilføje nogle navne til en lille flade i East, hvor ghettoblasteren var placeret sidste år. Der er mange af de navne, der er netop i hiphop-genren og i den urbane scene, der egner sig bedre til nogle større flader end til deciderede koncerter på 45 eller 50 minutter. Så jeg tror, man vil se en del af dem indgå derude. Så selv om vi siger, vi er færdige nu, er der også lidt i ærmet til de næste måneder«.
Umiddelbart er rockmusikken trumfet af pop, r’n’b og elektronisk musik i toppen af plakaten. Er det en ny æra for Roskilde?
»Det er en udvikling, der har været i en del år og meget naturligt i takt med, at det er der, der sker rigtig meget. Vi har også plads til metal og rock, men den fylder måske ikke lige så meget på de store scener, som den har gjort tidligere. Det kan man også se på de festivaler, der har valgt entydigt at fokusere på det rundt omkring i verden. Wacken Open Air (stor metalfestival i Nordtyskland, red.) har været ude og nærmest undskylde for manglen på headliners og sige, at folk ikke skal forvente, at der kommer den type navne, der kom tidligere. Det er så til vores fordel, at vi bevæger os i et felt, hvor vi kan shuffle lidt mere rundt mellem genrerne og gå hen de steder, hvor der sker interessante ting og ikke er så fastlåst. Men selvfølgelig ser vi det da stadigvæk som vores opgave at præsentere noget rock og metal. Vi finder de steder, hvor vi synes, det passer ind, men det skal ikke for enhver pris være på Orange Scene«.
I har omvendt ikke nogen i Bruce Springsteen/Neil Young/Paul McCartney-kaliberen, som I har insisteret på tidligere år. Hvordan kan det være?
»Igen er det ikke noget, vi skal gøre hvert år. Hvis der er de rigtige navne, der byder sig til, så vil vi også gerne give nogle af de her historielektioner. I år bliver det med A Tribe Called Quest, The Jesus and Mary Chain og Slowdive i indie-genrerne, der demonstrerer hvorfor, de er nogle af de store inspirationskilder til noget af den anden musik, vi i år præsenterer for første gang. Men det behøver ikke være de store rockgiganter, og det behøver slet ikke være mænd i 70’erne. Det kan det være, når det passer ind«.
Er popmusik blevet mindre fy-fy, som tiden er gået?
»Det snakkede vi også lidt om sidste år. Og nogle af de ting, som vi så som popmusik – Macklemore & Ryan Lewis – blev ikke vurderet som det. Der var en del, der efterspurgte mere popmusik, og der rammer vi den måske mere rent med nogle af årets navne. Men det er bestemt ikke fy-fy for os«.
Det bliver mere og mere svært at vurdere hvilke navne, der hører til på Orange kontra Arena. Hvilke tanker gør I jer om det?
»Det handler rigtig meget for os om at placere dem, hvor vi tror, de kan give den bedste oplevelse til publikum. Nogle gange kan man mene, at det mest naturlige ville være, at alle, der står med de største typer på plakaten, også må være dem, der spiller på Orange. Men selv om for eksempel Solange står i den øverste kategori, så kommer hun ikke til at spille på Orange Scene. Vi mener ikke, det show hun har, og det katalog hun kommer med, ville gøre sig der – endnu i hvert fald. Det er lidt samme overvejelse, som den vi havde med PJ Harvey sidste år, hvor vi vælger at sige, at de er signifikante, de er vigtige, og de er nogle af dem, vi er rigtig stolte over at have i år, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at Orange Scene er den rigtige platform for deres musik«.
Kan du løfte sløret for andre bookinger, der i princippet kunne bære både Arena eller Orange, som I har valgt at placere det ene eller andet sted?
»Solange er et eksempel. Savage Rose er et eksempel på det modsatte. De skal den her gang med deres 50 års jubilæum op og spille Orange Scene som den store samlende oplevelse. Også som cadeau til Annisette og resten af bandet, og det de har betydet for dansk musik. Så nogle gange bruger vi også den platform på den måde. På samme måde kommer vi til at have Sean Kuti og hans Egypt 80 Band sammen med Yasiin Bey på Orange Scene«.
»For os kan det nogle gange være en svær afvejning på forhånd, hvor meget søgning der vil være på visse kunstnere, for de har tendens til at vokse rigtig meget i løbet af foråret. Vi har set det sidste år med Phlake på Rising, der kommer til at åbne Orange Scene. Vi prøver selvfølgelig at ramme der, hvor kapaciteten passer, men nogle gange handler det også om, at hvis de får for store scener første gang, kan det godt knække showet over. Der er simpelthen for stor afstand mellem scene og publikum på for eksempel Arena, hvor scenen ligger forholdsvist højt oppe. Hvis man er en relativt ung kunstner, vil det være ret voldsomt at stå på den type scene i forhold til, hvad de ellers har spillet rundt omkring. Det kan have en negativ indflydelse på showet. Så der vælger vi nogle gange at trække den lidt og sige, at de skal have et show på Apollo eller Avalon eller hvad, det nu måtte være, inden de kan komme tilbage og spille Arena eller Orange nogle år efter«.
Mange studsede over, at I bookede Blink-182, som er en sjov booking – men er de mere end det?
»Vi ser dem jo som en vigtig kunstner i deres genre og oven i købet et af de få i en tid, hvor stort set alle bands mere eller mindre altid er på turné, som aldrig har spillet i Danmark på grund af (trommeslager Travis Barkers, red.) flyskræk. Da det blev en mulighed, syntes vi, at det var en god fest at give til publikum. Vi kan også se, at det er et band, der har nostalgiværdi for rigtig mange af vores gæster«.
Så er der The Weeknd, der lagde Royal Arena ned med et ret spektakulært sceneshow for nylig. Stiller han op med noget lignende?
»Helt lige så meget flyvende rumskib kan man selvfølgelig ikke levere på en udendørs scene, men de er ved at finde ud af, hvor store dele af arenashowet, der kan flyttes med ud, når han skal ud og spille henover sommeren. Jeg har ikke set tegningerne endnu, men jeg regner bestemt med, at han kommer med noget, der kan løfte showet. Og så kan man så sige, at den uheldige del af showet derinde, hvor der var nogle, der ikke kunne se noget, det får vi i hvert fald ikke problemer med på Orange«.
Hvordan ser A Tribe Called Quests liveform ud?
»Vi har ikke selv set dem live her op til. Men alle meldinger har været gode fra dem, vi har snakket med. Så jeg tror, de kommer og er rimeligt opsatte på at sætte skabet på plads. De spiller jo ikke særlig mange koncerter i Europa, så vi er glade for at have en af de få. Jeg tror, det er vigtigt for dem at cementere deres status for formentlig en sidste gang, for jeg tror ikke, at de kommer til at turnere en hel masse, nu hvor Phife Dawg kun kan være med i ånden«.
I går selv meget åbent ind i debatten om kvinder på festivalen. Er det noget, der fylder mere for jer end tidligere?
»Både og. Det har jo været en snak, der har kørt i mange år. Vi synes, det har været lidt uheldigt, at der har været så meget fokus på tal og hvor mange procent, der har bestået af kvindelige musikere. Heldigvis synes jeg, at debatten – ikke bare omkring Roskilde Festival, men i det hele taget – drejer mere i retning af at finde ud af, hvad der er det bagvedliggende problem, og hvad vi kan gøre mere overordnet for at sørge for, at flere kvinder begynder at spille eller bliver ved med at spille musik. Fordi vi er sidste stop i fødekæden, og hvis der kun er 20 procent af alle udøvende musikere, der er kvinder, så er det meget logisk, at vi også har et mindre udsnit at plukke af, når vi skal finde kunstnere til vores program«.
»Så der skal inspireres, og der skal vises nogle rollemodeller frem. Der kan vi selvfølgelig spille en væsentlig rolle i og med, vi har en platform, og vi ved, vi har et stort publikum, som vi kan vise nogle eksempler frem til. Vi ved også, vi har en stor bevågenhed både herhjemme og internationalt omkring, hvad vi gør, både på grund af vores historie og vores non profit-politik, og at vi har tradition for, at vi har en holdning til tingene. Så vi vil gerne gøre noget på den front, men vi vil stadig ikke gå ind i en kvotesnak, og vi er ikke glade for at snakke om, hvor mange procent, der er det rigtige tal. Det vigtige er, at som det er nu, er der i hvert fald for få. Hvis vi kan inspirere nogle flere kvinder til at spille musik, lave musik, så er det i al fald et skridt i den rigtige retning«.
Hvor meget fylder det konkret, når I sammensætter programmet?
»Det fylder på den måde, at vi kigger en ekstra gang, om der er nogle relevante kvinder i de genrer, vi gerne vil repræsentere, men der er jo også nogle af de genrer, som vi arbejder med, hvor der er endnu færre kvinder, og hvor 80/20 slet ikke gør sig gældende. Når vi snakker metal og langt henad vejen også hiphop, er det jo meget mindre tal, så der på den måde kommer en yderligere skævvridning. Men vi kigger efter. Vi kigger især efter, hvor der er nogle, der kan være gode rollemodeller, og så sørger vi for også at fremhæve nogle af dem, vi har på programmet. Vi giver noget ekstra opmærksomhed både til Annisette og Elza Soares og dem, der har trukket et læs igennem mange år, samt nogle af de unge som Halsey, Tinashe og Sigrid fra Norge, som leder en ny bølge af pop, hvor der er langt flere kvinder iblandt«.
Er politik generelt noget, I tænker mere over, når I sammensætter musikprogrammet?
»Det er aldrig noget, vi har været bange for at gå ind i, men det er måske også et udtryk for, at politik fylder noget mere i musik nu. Og jeg tror, i hvert fald de næste par år, at man vil se, at politikken kommer til at fylde mere. Vi lever i en verden, der måske bliver mere polariseret, og når vi får en amerikansk præsident som Donald Trump, kan man i hvert fald hurtigt se, at det afføder nogle reaktioner og skaber noget modtryk. Det giver nogle bølger i kunst- og musikkredse. Og det er måske den gode side af det, at der kommer nogle holdninger. Og det vil vi ikke gå af vejen for også at præsentere på vores scener«.
Til slut: I har været rigtigt gode venner med Damon Albarn de seneste par år. Hvorfor spiller Gorillaz ikke i år?
»Vi er stadig rigtig gode venner med Damon, men de har valgt, at de kun spiller det her ene europæiske show i år, som er deres egen minifestival. Så må vi bare håbe, at han ikke får for travlt med alle mulige andre projekter, inden vi når frem til næste år, eller hvornår det nu bliver relevant med en Gorillaz-tour igen«.
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 77 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt
Læs også: Roskilde Festival: Hele programmet i tal
Læs også: Roskilde-talenter: Her er vores 11 favoritter i opvarmningsdagene
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops blandt dagens offentliggørelser
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program