1. Noah Carter
Noah Carter er uden tvivl det stærkeste hiphop-kort i festivalens warm-up-pakke. Det er ikke meget forkert at kalde B.O.C.-rapperen det mest hypede hiphop-navn i Danmark lige nu, og med tre stærke singler har han allerede vist sin alsidighed – fra følsom r’n’b-croon på ’Do You’ og ’Come Alive’ til beskidt gaderap på bangeren ’B.O’.
Hertil har Carter tidligere bevist, at han i den grad også hører hjemme på en scene, så der er lagt op til en charmerende hiphop-koncert med masser af nye numre på setlisten.
2. Barselona
Roskilde Festival er både ferie og fest, og til det laver Barselona det helt rigtige soundtrack. Bandet udgøres godt nok af fem blege teenagere (det er deres egne ord), men de laver sommersød popmusik, der henter inspiration fra Simon Spies’ charterrejser, farverige drinks og sand mellem tæerne.
Kvintetten udgav i 2016 hele tre mixtapes med charmerende, dansksproget popmusik, og hvis ikke solen skinner, når Barselona rammer Roskilde Festival, så skal de nok få spillet den frem.
3. Franske Piger
Bag det kokette pseudonym gemmer der sig desværre ingen damer, men snarere et par gutter, som også er en del af kollektivet Vellness Plader.
Franske Piger står for smålummer guitar- og synthdrevet pop, der med gedigne, danske tekster og en svær 80’er-dunst nærmest får dem til at klinge som Rugsted Kreutzfeldts uægte sønner. Franske Piger er, som deres Vellness-fæller, nærmest omrejsende i skæv catchyness og ganske uironisk forelskede i det cheesy, hedengangne pastelårti. Skønt!
4. Værket
Ikke for svæklinge: Værket er ganske vist aldersmæssigt nogle hvalpe, men de spiller ambitiøs, barok og turboladet progrock i en aftapning, så navne som Jethro Tull, King Crimson og Mars Volta spøger i hjernebarken, når deres rundtossede og kakofoniske toner rammer øregangene.
Med alletiders mest teatralsk flamboyante frontmand, en trommeslager så vild, at man forventer, at han sikkert bor i bur (når han da ikke lige er på scenen) og en tværfløjtenist, tæller det seks mand høje, københavnske kollektiv også nogle af de mest outrerede personager på Rising-scenen.
5. Noréll
Efter en række stærke singler udsendte Noréll i midten af marts deres debut-ep ’IY’. Fem stærke numre af dystert pumpende synthpop, der har både bassen og følelserne i fokus.
Musikkens hjerte er popmusik, men Viktor Hagner og Nichlas Mallings produktioner suger inspiration fra både hiphop, rock og house til at komplementere Marìe Louise Persson Bjarnasons syleskarpe vokal.
Forvent en dragende festaften på Countdown, der forhåbentligt finder sted efter mørkets frembrud.
6. Modest
Vi har haft et godt øje til aarhusianske Modest siden Spot Festival sidste år, hvor de duperede os med et dejligt, tight take på veldrejet, følsom og melodisk postpunk med et distinkt britisk feel. Og der er god grund til også at glæde sig over, at Modest nu dimitterer til Roskilde Festivals Rising-scene.
Hvis man må tillade sig den helligbrøde at beskrive et band fra smilets by med en lille kjøwenhavner-ligning, så har de det samme purunge og friske bid om deres genre som kometerne i Communions, knækket med måske en knivspids af den bitre sammenbidthed, hedengangne Lower stod for.
7. Kornél Kovács
Lad der være fest! Hos Kornél Kovács er der ingen regler, og den svenske producer mikser house, disco, italo og et hav af mere obskure elementer (som Tarzan-råb i ovenstående Boiler Room-session) sammen til sin helt egen party-cocktail, der godt nok er idiosynkratisk, men ikke går mindre i benene af den grund.
Efter en lang karriere udgav svenskeren sidste år det roste debutalbum ’The Bells’, som i den grad er værd at tjekke ud, inden han inviterer til hyggerave på Countdown.
8. School of X
Rasmus Littauer er alt andet end urutineret. Den danske musiker har spillet for et hav af bands og bruger desuden sin tid som tour-trommeslager for Mø. Der er altså gang i butikken, men ved siden af har Littauer fundet tid til soloprojektet School of X, som indtil videre har kastet to fornemme drømmepop-singler af sig samt et fornemt cover af Sades ’By Your Side’.
Og så beviste Littauer tidligere på året til Vegas Udvalgte, at han sagtens kan finde ud af skifte trommesættet ud med mikrofonen i front.
9. Fugleflugten
Sukker du efter dagen, hvor Slowdive indtager scenen, kan du passende varme op med Fugleflugten. Det københavnske shoegaze-kollektiv har helt sikkert været disciple i de selvsamme rumklangshjemsøgte katedraler af skønhedssøgende vellyd, som 90’er-idolerne har været med til at lægge fundamentet til.
Bandet har i tilgift en stærk visuel side i form af forsanger Rasmus Ydes animerede musikvideo-univers, hvilket, hvis Roskilde er lidt strategiske omkring at give dem et sent aften-gig, kunne give en ekstra, magisk dimension til deres show.
10. Silvester
Medlemmerne i Silvester mødtes på Rytmisk Musikkonservatorium, og med rødder i alle mulige grene af den danske musikscene mødtes de over den skæve popmusik.
Det er Awinbeh Ayagiba, Ida Duelund og Malthe Rostrup indtil videre sluppet ganske fortrinligt af sted med, og over fire singler har trioen løbende skruet op for ambitionsniveauet i de funky og til tider disco-influerede popsange, der kommer til at fungere perfekt som en blidt vuggende eftermiddagsfest.
11. Irah
Seriøsiteten driver ned af væggene i Irahs intense og ekstremt stemningsfulde univers, der langsomt, men sikkert kryber ind under huden på enhver, der overgiver sig de klimakssøgende kompositioner.
Stine Grøns vokal er som en orkan, der langsomt samler vindstyrke, inden det hele kulminerer i bragende crescendoer. Sangene fra sidste år debut-ep ’Into Dimensions’ kommer til at lyde fortrinligt som et soundtrack til den tid på døgnet, hvor solskin skifter til aftendis.
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 77 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde Festival: Syv tanker om det endelige program – på godt og ondt
Læs interview: Q&A med Roskilde Festivals programchef: Om pop, plakaten, Gorillaz og kønsbalancen
Læs også: Roskilde Festival: Hele programmet i tal
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 12 største scoops blandt dagens offentliggørelser
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program