Noah Carter er dansk raps nye storcharmør

»Hvis det ikke var fordi, min mor var her, havde jeg taget min trøje af«, lød det fra scenekanten, mens et grin forplantede sig i hans ansigt.

B.O.C.-rapperen Noah Carters debutkoncert til Red Bull Sound Select var en blanding af overbevisende talent og kaotisk styrtløb, men én ting var gennemgående: Hans charme, indbydende person og karismatiske scenenærvær.

Før koncerten havde den mytiske Noah (kendt fra diverse »fri Noah Carter«-udråb) kun udgivet to solonumre: Den OVO-klingende (og super stærke) flødeballade ’Do You’ kontra den betonhårde gadehymne ’B.O’. To meget forskellige tracks, og koncerten understregede da også, at Carter rent musikalsk er en slags Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

Det ene øjeblik smilende og flirtende til de mere ømme og lette numre, det næste manisk hoppende til de bangers, som koncerten i den grad også bød på. Vokalen fulgte med – fra afbalanceret til fyldt med attitude, og så var der hele tiden et lille glimt i øjet, hvor tung bassen end var.

Carter kom igennem mere end ti numre på 35 minutter (inklusiv masser af snak), så koncerten i Pumpehuset – specielt indledningen – føltes lidt som en spurt. Som om han gerne ville nå at vise det hele.

Starten bød på et mørkt, dystert beat efterfulgt at et skingert synthmareridt, inden stilen skiftede til caribisk trope-rap a la Drakes ’One Dance’, hvor Carter fik svunget både hofterne og det syngende register af sin vokal.

Jokes var der masser af, men også snerten af en nervøs ydmyghed, som klædte ham rigtig godt midt i al snakken. Det var vildt for Carter, men samtidig føltes det som om, han følte, at han fortjente det. Som når han pegede på sit navn på neonskiltet i takt med, at publikum hujede højere og højere.

Og det gjorde han også, altså fortjente det. Noah Carter kunne meget vel være dansk raps bedst bevarede hemmelighed, selv om koncerten også understregede, at mange af numrene kan blive endnu bedre. Der skal arbejdes. Men den egentlige definition af talent er vel også, at man ser noget potentiale, som kan blive endnu bedre, hvis talentet plejes, videreudvikles og arbejder hårdt.

For Carter har både stemmen og numrene. Fra tung hiphop med latter-samples til endnu hårdere trap, hvor bassen blævrer rundt som en gele. B.O.C.-kollegerne Benny Jamz og Stat-Ez kom på scenen til en grime-ting og slå-sig-på-brystet-hiphop, mens Carter inden da havde flekset maskingeværflow over Jens Ole McCoys onde klaverbeat på ’B.O’.

Der var hverken tid til at trække vejret eller klappe mellem numrene. Energien var slående.

Herfra videre til afslutningen, hvor den afdæmpede stil tog over, selv om bassen stadig var pimpet helt op.

Først med ’Sexy Nigga’, der er sådan lidt UK Funky-agtig med et mere poppet og virkelig godt omkvæd. Et kæmpe hit, der bare skal udgives. Videre til lukkeren ’Do You’, hvor telefonerne røg i luften til sangen, der var skrevet til Noahs ‘dame, ikke pige’. Meget vigtigt lige at pointere – både for damen og for den komiske effekt.

Carters rå og raspe stemme gør, at hans bløde numre aldrig bliver for flødeagtige, og ’Do You’ var (også live) et fantastisk r’n’b-nummer, der rummer både tvivl og en stærk guitar fra producer Hennedub, mens rapperens ord næsten flød ind i hinanden i et let flow.

I løbet af koncerten fik Carter både refereret til Drake (»OVO Sound Radio!«) og Kanye (»real friends, how many of us«), og internationalt er det altså nogle tunge drenge, han konkurrerer med. Lige nu og her er Carter dog et ualmindeligt friskt pust og et af landets måske bedste bud på en international lyd – tiden vil vise, om udlandet følger trop. Charmen er der i hvert fald.

Se billeder: Sådan så det ud, da Noah Carter gav debutkoncert i Pumpehuset

Læs interview: Noah Carter: »Når jeg når til track 50, er det game over«