Kommentar: Det nye spillested Tape har Spot Festivals mest interessante program

Vi ser nærmere på Spot Festivals nye spillested og rapporterer fra første aften med fire spændende, unge bands.
Kommentar: Det nye spillested Tape har Spot Festivals mest interessante program
Tears' trommeslager, Mikkel Silkjær Holm. (Foto: Benjamin Lind Holm)

Årets Spot Festival byder udover det vanlige branchetræf og den velkendte byge af showcase-koncerter på et helt nyt spillested i det aarhusianske musikmiljø, nemlig Tape, som har indtaget de tidligere lokaler fra hedengangne Musikcaféen for enden af Mejlgade. Det er bemærkelsesværdigt: Hvor Spot tidligere har eksperimenteret med formater og midlertidige scener i for eksempel Musikhusparken, så er Tape hægtet på som en selvstændig institution, der præsenterer sit eget, autonomt kuraterede program under festivalen.

Og netop dét program kan faktisk vise sig at være Spot Festivals mest interessante facet i år. For dykker man ned i det, opdager man hurtigt, at Tape måske har en bedre finger på pulsen i forhold til det lokale vækstlag, end moderfestivalen selv. For hvor det kan synes en smule off i forhold til festivalens raison d’être, at Spot Festival præsenterer navne som The Eclectic Moniker, Den Sorte Skole, Sivas, Go Go Berlin, Citybois (!) og for 117. gang Dúné – alle navne, som fylder sale landet over uden problemer – så er Tapes program anderledes konsekvent.

For bortset fra den københavnske musikforening PB43’s afdansningsbal, som, næsten i trods, skulle man tro, er blevet forlagt til jyske Tape, efter at hovedstaden gjorde dem hjemløse, tager programmet benhårdt fat i undergrunden.

Bevares, undergrunden er da også i det øvrige Spot-program, men det synes som om, at festivalen ret generelt har en blind vinkel for især hjemlige, aarhusianske rugekasser såsom scenen omkring Raum Eins og kassettebåndsselskabet Brystet – som begge heldigvis repræsenteres rigt på Tape. En del af navnene på Spot x Tape-programmet har ikke mere end nogle få, primært internetdistribuerede numre på samvittigheden, og enkelte er endda kun få måneder fra koncertdebut-punktet i deres karriere.

Koncertrækkerne på Tape virker derfor som gode muligheder for rent faktisk at se noget nyt-nyt på Spot, i stedet for bands, som enten er godt på vej eller allerede er etablerede. Torsdagens åbning af festivalen gav allerede en indledende indikator på linjen med fire koncerter fra lovende, unge navne: Clarissa Connelly, Collider, Modest og Tears.

Clarissa-connelly-3-
Clarissa Connelly.

1. Clarissa Connelly

Clarissa Connelly åbnede ballet alene, draperet helt i hvidt med sangene fra sin Brystet-albumdebut ‘Come in Roses’ fra sidste år under armen. Det er ganske modigt at stille sig op ganske mutters, kun bakket op af båndet synth-backing, og kun undertiden en diskret guitar, og det var desværre heller ikke altid dette arrangement lykkedes for Connelly.

Især kæmpede hun noget med monitors og mikrofonsetup, der feedede en del gange under den 35 minutter lange koncert og sikkert også var årsag til, at hun sangmæssigt undertiden ikke var helt i skabet. Den let vaklende performance kunne dog ikke spolere indtrykket af en kunstner med et ekstremt interessant og egensindigt enkelt, musikalsk univers, og numre som den pulserende ‘Undone’ den insisterende og dansable ‘Untrue’ og den meditative ‘Secession’ fungerede helt sublimt.

Forsanger-fra-Collider-2
Marie Nyhus Janssen fra Collider.
Hele-Collider
Collider.

2. Collider

Collider fik efter nogle minutters fumleri sparket gang i festivalens måske mest kaotiske koncert. En mørklagt scene, masser af røg og en projektor, som pøsede en grød af grynet video skråt ned i nakken på publikum gjorde intet godt for bandets visuelle side, men trommeslager Mikkel Trøjborg Finks yndige, opsatte hårfrikadeller og en krigerisk udseende Marie Nyhus Janssen (fra Kirsten & Marie) bevæbnet med en tværfløjte i bedste Jethro Tull-stil brændte alligevel igennem.

Bandet, som anføres af Janssen og guitaristen Troels Damgaard-Kristensen, må hver for sig have været aftenens dygtigste musikere, men deres særegne genre-mash af shoegaze, progrock og blåøjet tweepop, og aparte sangstrukturer med ADHD-ivrende temposkift og energiske workouts, er også halsbrækkende kost. Settet startede velgørende med ‘Daisy’ og lukkede med den formidable ‘Bruno’, som begge kan smagsprøves på bandets Soundcloud-profil. De resterende numre syntes ofte som var de trukket ud af øvelokalets livmoder lidt vel præmaturt. Et spændende, omend endnu underturneret og udisciplineret bekendtskab.

Trummeslager-fra-Collider
Mikkel Trøjborg Fink fra Collider.
Modest
Modest.

3. Modest

Modest var med sin fængende, følsomme postpunk aftenens højdepunkt. Vi har draget oplagte paralleller mellem dem og Communions, men de dengang så upolerede og uskolede Communions på Spot anno 2014 har intet på den blotte tightness og hårdtslående, viscerale live-oplevelse, som Modest allerede få måneder efter deres debut kan mønstre. Forsanger og bassist Julius Lykke virkede selvsikker og følelsesudkrængende ærlig flankeret af de to guitarister Jakob og Jacob med efternavnene Ahlers og Tjerrild.

Det er såmænd ikke fordi deres romantiske og britisk-klingende take på genren tilfører noget nyt og spændende, og guitar/guitar/bas/trommer-setup’et er så klassisk, at det nærmest gør ondt – men deres sange har en veldrejethed over sig, som er de færreste forundt på det her tidspunkt i karrieren. Og aftenens katarsiske levering af materialet var til UG.

Bassist-fra-Tears
Tears.
Tears
Tears.

4. Tears

Tears led en smule under at være placeret lige efter Modest, for sidstnævntes overbevisende koncert forinden overstrålede Tears, som med deres enkle, postpunkede melodier mindede en del om dem. Tears-frontmanden Jeppe Grønbæk har da også fungeret som producer for Modest.

I indspillet form er Tears’ lydbillede spartansk, ofte trommemaskine-drevet og kraftigt præget af Magnus Lykkes synth-bidrag, men i live-aftapningen, hvor Mikkel Silkjær Holm (Yung) betjener trommerne, er lyden anderledes, nærmest garagerock-rå. Lykkes keyboards druknede ofte i de huggende, groftskårne guitar- og basanslag, og det gjorde bandets udtryk mere endimensionelt, end det klædte dem. Grønbæks solide sange skinnede dog stadig fint igennem larmen, men det ubalancerede lydbillede forhindrede koncerten i at være en triumf.


Vi ser frem til at opdage flere spirende navne på Tape de kommende dage – blandt andet de 80’er-inspirerede synthpoppere i Gents (fredag kl. 02.00), Graceless’ melankolske slackerrock (lørdag kl. 14.00), Blods isnende kolde postpunk (lørdag kl. 15.45) og så den elektroniske afslutning med fem acts lørdag aften og nat fra 21-03.00.

TAPE ligger på Mejlgade 53, ca. 15-20 minutters gang fra Musikhuset. Vi anbefaler at komme i god tid, da spillestedet også sælger særskilte endagsbilletter udenom Spot Festival, og kapaciteten er begrænset. Tape tager kun kontanter og MobilePay.

Læs også: Spot Festival: 12 friske navne du skal tjekke ud

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af