The Rumour Said Fire går på speed date med genrerne

The Rumour Said Fire går på speed date med genrerne
Foto: Fryd Frydendahl

Der er løbet meget vand under broen, siden vi sidst hørte noget til The Rumour Said Fire. Tilbage i 2012 viskede albummet ’Dead Ends’ folk-mærkaten af firkløverets skæggede ansigter med en effektiv sværm af drømmende distortion. De viste, at de var mere end bare ’The Balcony’ og fortsat kunne rykke sig, men så klappede døren hermetisk i, og det melodiske ekko blev hensat til en fjern radioæter.

Nu rejser bandet sig med fornyet energi på et naivt rockende popalbum, der bærer præg af en enorm vitalitet og en enormt tight udførelse. ’Crush’ er lyden af et mousserende kærligheds-crush mere end noget knust eller deformt, som titlen kunne antyde. Det betyder imidlertid ikke, at der ikke leges med formerne. Tværtimod udfordrer kvartetten nu deres bundsikre sangskrivning ved at gå på charmetogt – eller rettere speed date – med genrerne.

Man suser igennem shoegaze-støj og luftige vokaler på ’Tonight’, flirter med lysende artpop på den Fleetwood Mac-klingende ’Fuel on Fire’ og mærker kort vægtløsheden på ’Avalanche’, før den storladne og Mew’ske falset afløses af muddertunge stoner-riff og guitarsolo; hele tiden med vokaler, der knækker blødt under en glidende følelseslavine: »I’ll try not to fail you baby, but I’m not gonna wait«.

’Nowhere’ dukker op – ganske gelinde – som en smuk guitarperle fra den søde ende af indie-habitatet, hvor sentimentale amerikanske naboer som Death Cab For Cutie og Real Estate holder til. Så runder man romantisk garagetråd og daler ned i digitalt synth-zen på ’A Walk’. Hvis det lyder en smule hektisk alt sammen, så er det helt okay. Det er det nemlig. Det er ambitiøst, det værk.

Når det alligevel ikke skæmmer helheden, er det fordi ’Crush’ er i besiddelse af en sjælden godtgørende valuta, et unikt vandmærke, der bor i sangenes genom og validerer den æstetiske værdi på hver enkelt turbulente musikalske exces: Stemmernes sirlige toklang. Tenor-kumpanerne, Lidang og Lilholt (Søren Lilholt!), holder skruen lige i de rørte genrevande som et par dygtige ankermænd. Ikke et pitch sidder forkert, ikke en trille mister balancen, selv om der i sandhed er mange af dem.

’Chimera’ er et desperat og euforisk patosprojektil, der galopperer støt gennem en kølig tropisk synthbrise, hvor klaser af guitarglimt og melodiske baslinjer er med til at kreere nogle af pladens bedste minutter. ’Out of the Way’ og ’TV Personalities’ leger mere kækt og kalkuleret med det blåøjede udtryk ved hjælp af thereminsk ufolyd og gadedrengehoppende fløjten på en bund af hakkende rockriff og diskant punkbas, før de forløses i et par eksemplariske, powersøde omkvæd. Og her kan der synges med, hvis man vil.

’Crush’ er et popprisme, hvor lys, farver og melodier knuses og splittes i et koloreret spil, som aldrig går i clinch med lyttervenligheden; til det er sangene simpelthen for harmoniske og veludførte.

Produktionerne virker dog en anelse rodede i kraft af deres infernalske pondus, som kræver for meget af de floromvundne arrangementers frie plads. Men noget chanceløst album er det ikke, snarere et kompromisløst et af slagsen, som både virilt og puerilt føjer sig til rækken af fortrinlige album fra kvartettens hånd.


Kort sagt:
The Rumour Said Fire har kreeret et vitalt og naivt rockende popalbum, der mousserer som en frisk forelskelse. ’Crush’ går på speed date med genrer som shoegaze, romantisk garage, perlende guitarindie og artpop. Det er ambitiøst, men virker også i sidste ende en anelse afsporet, selv om det smukke melodiske islæt holder lytteren til ilden på alle 12 sange.

The Rumour Said Fire. 'Crush'. Album. A:larm.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af