Fra Mø til The Weeknd: Stjernerne kommer i anden række på Cashmere Cats kompromisløse debutalbum
Det kan være svært at forstå, at ’9’ kun er Cashmere Cats debutalbum. Ser man på den 29-årige nordmands diskografi er det ikke just smånavne, han har produceret for, og alene inden for de seneste år, hvor hans karriere virkelig har taget fart, finder man berømtheder som Kanye West, Miguel og R. Kelly – bare for at nævne de mest prominente.
Magnus Høiberg, som Cashmere Cat rigtigt hedder, har med al sandsynlighed også kunnet vælge og vrage blandt featurings til ’9’, og han er endt med en sælsom blanding af tidligere barnestjerner (Ariana Grande, Selena Gomez og Camilla Cabello), produktionsprotegéer (SOPHIE, Francis and the Lights) og sangere med hitliste-habitus (The Weeknd, Mø, Ty Dolla Sign).
Men selv om tracklisten tæller en række A-navne er det ikke nødvendigvis dem, der er i fokus – således er det heller ikke ærefrygt, albummet fra den ellers ydmyge Høiberg skal kendes på. Snarere skal debuten kendes på sin ukonventionelle og underspillede kompromisløshed; frem for at modellere sin musik rundt om sangernes vokal er det i stedet det omvendte, der er på spil på ’9’.
På trods af, at ni ud af 10 numre gæstes af sangere, er sangene nemlig sjældent vokalbårne. Det betyder imidlertid ikke, at vokalen ikke spiller en væsentlig rolle, men oftere, at den gør det på lige linje med sangenes øvrige elementer. Selv om det næsten kan betegnes som en frækhed at nivellere så dygtige artisters deltagelse, er der også noget befriende over, at en feature kan fortolkes som andet og mere (eller måske i virkeligheden mindre) end det obligatoriske omkvæd eller gæstevers.
Alene åbneren ’Night Night’ med Kehlani vidner herom. Nummeret har mere karakter af en egentlig intro, hvor den amerikanske sangerindes stemme mere bruges som et sample, der pitches og gives fylde ved hjælp af den såkaldte prizmizer, der er blevet en fast del af nordmandens værktøjskasse i studiet. Det samme gælder førstesinglen ’Wild Love’, hvor The Weeknds vokal ikke består i stort andet end melismatisk messen, som ender med at mime sangens hook og derigennem lader sang og produktion gå op i en højere enhed.
Omvendt konventionel er ’Quit’ med Ariana Grande, der desværre ikke formår at iscenesætte sangerinden som andet end den adolescens-prægede barnestjerne, som hun ellers har vist sig villig til at udfordre med featurings hos Big Sean og Mac Miller på det seneste. Kulminationen finder i stedet sted på ’Trust Nobody’, hvor en anden barnestjerne, Selena Gomez, sammen med Tory Lanez demonstrerer, hvordan ellers fortærskede genrer som EDM, tropical house og R’n’bass kan besjæles på en forfriskende, men alligevel underspillet vis, der ikke lader hverken Drake, DJ Mustard eller Justin Bieber meget efter.
Selv om Cashmere Cats stil umiddelbart kan forekomme maksimalistisk og eklektisk som hans forbillede Hudson Mohawke, er der en anden afmålthed på spil i nordmandens univers, der sjældent forlader sig på build ups og payoffs. Således er det også først for alvor på de afsluttende numre – ’Incredible’ og ’Plz Don’t Go’ – at han lader låget ryge af og fyrværkeriet sprænge i fuldt flor, så klubgængerne heller ikke går forgæves på ’9’.
Kort sagt:
Cashmere Cats debutalbum giver et forfriskende bud på, hvordan features fra verdensstjerner kan fortolkes på nye måder og ellers fortærskede genrer som EDM, tropical house og R’n’bass kan besjæles med soulfyldte hooks, melodiøse elementer og afmålte produktioner.