‘Real High’ er den hidtidige zenit i Nite Jewels elektroniske ekskursioner
Nite Jewel – eller Ramona Gonzales, som hendes borgerlige navn lyder – er en kamelæon. Ikke blot har hun i sit 33-årige liv gjort sig som både filosofistuderende, konceptkunstner og musiker, i egenskab af sidstnævnte har hun også spredt sig over en række genrer i sin snart tiårige karriere. Hvor hendes tidlige værker var været præget af hypnagogisk lo-fi og synthbaseret italo disco, er ’Real High’ næsten et rendyrket deep house-album – i hvert fald, hvis man skal bedømme ud fra bpm og numrenes soulede ambiance.
På den måde fortsætter hun det elegant glitrende lydbillede fra det ellers undsagte album ’One Second of Love’, som hun selv mente fik en mere poppet lyd end tilsigtet, fordi hendes daværende pladeselskab pressede hende i den retning. Efterfølgeren ’Liquid Cool’ blev som konsekvens en næsten demonstrativ modpol, hvor hun vendte tilbage til sine lo-fi-rødder og indspillede i sit eget hjem, inden hun fuldbyrdede en række sporadiske samarbejder med Dam-Funk på ep’en ’Nite Funk’ i 2016
Som titlen antyder, udgør ’Real High’ derfor også den hidtidige zenit i Ramona Gonzales’ elektroniske ekskursioner, og til forskel fra de tidligere forsøg, virker det denne gang som et mere holistisk og helhjertet projekt. Ikke blot udgiver hun denne gang på sit eget label Gloriette, hun omgiver sig også med samarbejdspartnere, hun har tiltro til og tidligere har delt studie med: Hendes mand Cole M.G.N. har co-produceret albummet, mens navne som Julia Holter, Droop-E og bemeldte Dam-Funk har bidraget til dets tilblivelse.
Vil man have ovenstående hypotese bekræftet, skal man bare lytte til førstesinglen ’2 Good 2 Be True’, der har potentiale til at blive et af årets mest ørehængende numre. Med sit pulserende beat, florlette fingerknips og silkesynths er nummeret på én gang både retrocool og tidløst – det kunne lige så vel have befundet sig på Janet Jacksons ’Control’ som på en runway i 90’erne eller som underlægningsmusik i et livstilsprogram på DR K. Det er således heller ikke utænkeligt, at nummeret med tiden kan opnå samme status som Fuseds one hit-wonder ’Saving Mary’, Airs ’All I Need’ eller Uffes ’As Long As It Lasts’.
Et andet mesterstykke er ’Part of Me’, der slægter 90’er-generationen af britiske ambient-producere som Mark Bell, Ben Watt og William Orbit på med sin melankolske synth og synkoperede trommeprogrammering. Som på resten af albummet er den store stjerne dog Ramona Gonzales’ prosaiske tekster og luftige levering, der formår at gøre det usigelige så beskriveligt, som det sjældent kan: »You got that part of me / can I have it back, so I can be (without you)«.
Fælles for numrene er det nemlig, at der er en vanitas på spil i dem. I såvel lydbillede som tekstunivers er der således både en forfængelighed og forgængelighed at finde. For førstnævntes vedkommende i form af produktionernes høje kvalitet, men også i den nostalgiske tristesse, der hviler over dem, som var de ekkoer af en fortabt tid, der forsøges genkaldt.
På den måde mimer produktionen også på fornem vis sangskrivningen, der kredser om henholdsvis begæret efter eller ophøret af helhed. På ’The Answer’ er det forsøget på at holde fast på drømmenes fantasier, der forfalder med samme flygtighed, som de opstod, mens ’Had To Let Me Go’ omvendt omhandler den gensidige frisættelse som forudsætning for indfrielsen af ens eget potentiale.
Tematikken er også at finde at på albummet sidste sang, slow-burneren ’R We Talking Long’. Nummeret, der slutter med den ultimative hengivenhed (»I’m ready for your love«), etablerer derigennem en smuk anti- og syntese til afmægtigheden på åbneren ’In The Nite’, hvor det er uvist, om vores subjekt leder efter sin udkårne eller i virkeligheden leder efter sig selv (»In the nite, I go out looking for you«).
Hvor natten er flygtig, er parforholdet forevigende. I natten risikerer man at tabe sig selv, mens man i parforholdet er nødt til at finde sig selv for at kunne finde sammen. Et modent og modigt statement fra en sangerinde, der ellers har skullet kendes på en kompromisløs insisteren på at være sig selv – et statement, der som sådan også kan stå som overskrift på et album, der markerer hendes forsoning med en lyd, der appellerer til et kommercielt publikum uden at kompromittere hendes egen integritet.
Kort sagt:
‘Real High’ er den hidtidige zenit i Ramona Gonzales’ elektroniske ekskursioner, og måske i hele hendes hidtidige karriere. Til forskel fra tidligere forsøg, der har kunnet forekomme en anelse forlorne og forcerede, virker ’Real High’ med sin høje produktionsværdi og prosaiske tekster som et mere holistisk og helhjertet projekt med både kommerciel og kunstnerisk appel.