Ride: Støjrockpionerernes første album i 20 år er et voldsomt vitalt udspil
Med lidt god vilje er det lige før, at man kan betegne 2017 som ‘shoegaze-legendernes forsommer-genblomstring’. I sidste måned gjorde Slowdive albumcomeback efter 22 års dvale, og nu er et andet engelsk shoegaze-band, som ligeledes var signet på Creation Records i genrens storhedstid i 90’erne, klar med første udspil siden 1996. Det år faldt Oxford-kvartetten Ride fra hinanden, da den klassiske ‘interne stridigheder’-boble sprang mellem Andy Bell og Mark Gardener, og efterfølgende blev den uoplagte svanesang ‘Tarantula’ desuden fjernet af Creations bagkatalog.
Tiden har ikke desto mindre været gunstig for forholdet mellem de to frontfigurer og guitarister, som i 2015 samlede tropperne igen og nu byder op til dans med ‘Weather Diaries’. Bells tjans som Oasis-bassist gennnem 00’erne har givetvis også gjort ham sulten efter atter at indtage den sceniske forgrund.
Albummet er et særdeles veloplagt udspil, som både tapper fra grundkilderne, heriblandt hovedværket ‘Nowhere’ fra 1990, og på veldisponeret vis ligeledes indsætter gruppens kardinaldyder i en nutidig kontekst.
Diskret synth-oscilation fusioneres med enkle guitarfigurer og en æggende puls i åbneren ‘Lannoy Point’. Som en skonnert sejler titelnummeret ud på et blikstille ocean før den opsluges i buldrende malstrømme af dybe soniske sug, og med guitarhug og piskende bækkener leverer ‘Charm Assault’ salige slag i mellemgulvet,
I den fortættede og hypnotiske ‘Home is a Feeling’ tager Ride os desuden med på kosmisk tunnelsyn-safari. Et nummer, som sammen med de voldsomt vitale ‘Lateral Alice’ og ‘Cali’ på blændende vis lægger et tværsnit mellem Bells og Gardeners inspiration fra 60’ernes psykedeliske impulser og 90’ernes energiske guitardrøn.
Blandt Rides trumfkort er desuden de to herrer vokale sammenspil, som heldigvis får masser af taletid og væver sig som komplementerende mønstre gennem albummet.
At firkløveret vil andet end at ride på fortidens bølgetoppe kommer til udtryk i den legesyge ‘All I Want’, der mikser et manipuleret vokalsample i en støjrock-centrifuge som det naturligste i verden, og i den pirrende dynamik mellem rytmisk accentuerede keyboards og forløsende guitarer på ‘Rocket Silver Symphony’.
Gamle fans bør smide labberne i vejret, og nye tilkommere kan troligt stige ombord på den neopsykedeliske støjrock-ekspres. ‘Weather Diaries’ er et album så vitaminrigt og vitalt, at det på ingen måde står i skyggen af det bagkatalog, som har placeret Ride blandt de bedste britiske rockbands fra de tidlige 90’ere.
Kort sagt:
Oxford-kvartetten er seneste skud på 90’ernes shoegaze-stamme, som synes det er en fed idé at samles igen og efter mere end 20 år udvide diskografien. En fornuftig beslutning, for ‘Weather Diaries’ er et voldsomt vitalt udspil, som understreger bandets betydning og Ride som fortsat galionsfigurer indenfor neopsykedelisk støjrock.