‘True to Self’: Bryson Tillers overdådige r’n’b kører i ring på udmattet toer
Forskriften om den kunstnerisk svære toer er næsten ældre end Biblen. Hvordan følger man op på et debutprojekt, der ofte svulmer af artistisk sult, brændende iver og dristig skabertrang? Dette prekære spørgsmål står Bryson Tiller over for på ’True to Self’, der agerer efterfølger til Kentucky-croonerens debut, ’Trapsoul’, fra 2015.
Hvor ’Trapsoul’ sendte chokbølger gennem r’n’b-land oven på introduktionen af den baseball-cap-bærende og enigmatiske sanger med den krystalklare intonation, ser ’True to Self’ ud til at bakse med de præcis samme kærlighedsforankrede kattepiner, Tiller for to år tilbage brugte som kunstnerisk glød. Forskellen er bare, at den identiske tematik på ’True to Self’ er faretruende tæt på at brænde ud.
De endeløse kaskader af hunkøn er (selvfølgelig) tilbage og indtager her atter engang rollen som både muser og forbandelser, hvorfor der er absolut intet nyt under solen. Det hjælper ikke synderligt på det, at albummets ellers så muskuløse producerensemble – der blandt andre tæller mastodonter som Allen Ritter, Boi-1da, WondaGurl og Illmind – figurerer med ærgerligt ensdannede beats, der næsten hver og et er bundet op på magnetisk rugende vokal-samples.
Som adskilte entiteter er der intet i vejen med produktionen på ’True to Self’s lidt udkørte trackliste, der strækker sig over hele 19 numre. Det omtågede lydterræn på flødeskæringer som ’Don’t Get Too High’ (der fortræffeligt sampler en lyrikbid fra Travis Scotts fænomenale ’Backyard’), ’We Both Know’ og ’Somethin Tells Me’ er fremragende eksempler på, hvad Tiller er i stand til at udrette af små r’n’b-mirakler, når han støttes af ufejlbarlig produktion. Problemet opstår til gengæld, når disse groggy vokal-samplende beats ser ud til at være den eneste slags baggrundstapet, Tiller lader sit silkebløde stemmebånd kure over.
Andre steder blamerer hjerteknuseren sig ovenikøbet med flødefloskler ikke ulig dem, man finder i 90’ernes regnsilende musikvideoer, hvor intet kan blive helt hjerteskærende nok: »Can’t get through / got me chasing you, I’m tasting you«, gjalder han på ’Rain On Me (Intro)’, der – for at det ikke engang skal være løgn – indleder hele svineriet med regn- og tordenlyde.
Netop som man tror, at ’True to Self’ ikke kan klichéforkalkes yderligere, dumper mellemstationen ’Rain Interlude’ ind i form af en forarget telefonbesked fra en (eks)flamme, der viser Tiller, hvor skabet skal stå. Og så udbasunerer hovedpersonen også lige sine umulige champagneproblemer på ’In Check’, der oven på atter et diset vokal-sample står model til linjerne: »Album overdue, you would find it hard to focus too / if you met the women I have«. Åh, Tiller.
At Bryson Tiller kører i tematisk ring gennem godt og vel en time på denne svære toer burde måske ikke komme som den største overraskelse – hele essensen i hans materiale er trods alt en komplet dånende r’n’b, der får damernes hjerter til at bløde og knæ til at skælve. Der er ingen tvivl om, at ’True to Self’ nok skal lykkes i denne henseende, eftersom ingen af sangene som enkeltdele er decideret dårlige. Men når nybegynderspændingen fra ’Trapsoul’ så småt er falmet, står man tilbage med et album, der over 19 numre kører lidt død i sin idéforladte r’n’b.
Kort sagt:
Bryson Tillers andet album viser tydelige symptomer på den oldgamle forskrift om den svære toer. Hele humlen i Kentucky-croonerens overdådigt dånende og sample-rugende r’n’b er at udkrænge hjerteskærende emotioner til damerne, men fraregner man albummets fortrinlige beats og enkelte r’n’b-mirakler, står man tilbage med et værk, der både tematisk og produktionsmæssigt kører i ring.