Begrænset gensynsglæde: TLC gør comeback efter 15 års albumpause
»It’s been a long, long time comin’ / ain’t seen you around / time keeps on passin’ / but you still my bitch / Can’t tell us nothin’/ and it’s nothin’ but a thing, to pick up where we left off«.
Sådan lyder de første linjer fra T-Boz på TLC’s comeback-single ’Way Back’ fra det, de har proklameret skal være deres definitivt sidste album. Det svært uimodståelige nummer, der trækker på samme troskyldige tyggegummipop, som mange vil huske fra trioens charmerende debutalbum, har da også et nostalgisk tilsnit i såvel produktion som tekst med sit boppede beat og sympatiske hook.
Og selv om modtagerforholdet i sidste del er flertydigt – hentydes der til genforeningen med Chili? Er det et skud ud til salig Lisa ’Left Eye’ Lopez? Eller en anerkendelse af den trofaste fanbases vedholdenhed? – er budskabet klart: TLC er tilbage.
Eller rettere: T(L)C er tilbage, for det er så som så med Left Eyes tilstedeværelse på pladen, selv om dens titel ellers indikerer, at hun stadig er en ligeværdig del af trioen. Den fine gestus er således primært af symbolsk karakter, og skulle man som fan have sat næsen op efter uudgivne Left Eye-vers, går man forgæves, hvilket – at dømme efter den gængse kvalitet af posthume udgivelser og nærværende anmeldelse – sikkert tjener hendes arv til ære i sidste ende.
15 år skulle der altså gå fra hendes tragiske og alt for tidlige død i 2002, hvor gruppens seneste album udkom, til ’TLC’, der kommer i kølvandet på en succesrig Kickstarter-kampagne (T-Boz og Chili formåede at rejse næsten 2 mio. kr. mere end projekteret) og en række turnéer med andre detroniserede 90’er-koryfæer. Men selv om TLC givetvis bedre har kunnet modstå biddet fra tidens tand end navne som Blackstreet, Nelly og New Kids on the Block, der også var med på disse turnéer, og De La Soul for nylig viste, hvordan man gør sådanne formodninger til skamme, blinker alle advarselslamper med en sådan prolog.
For som det er med den slags plader, er modtagelsen ofte paradoksal: Hvor fansene har hænderne over hovedet i ren begejstring, har anmelderne omvendt paraderne oppe. For hvordan skal (et decimeret) TLC nogensinde kunne lave noget på højde med kanoniserede værker som ’CrazySexyCool’ og ’FanMail’?
Det var ellers netop disse plader, der var med til at sende dem over Atlanten og igennem hjernemembranen på mangt et teenagehoved i MTV-generationen med opbyggelige, vedkommende og instruktive tekster om tunge emner som AIDS (’Waterfall’), lavt selvværd (’Unpretty’) og datinglivets free rider-problematik (’No Scrubs’) – og dermed gøre TLC til både forbillede for fremtidige pigegrupper, men også til en af de bedst sælgende af slagsen (på verdensplan kun overgået af Spice Girls).
Det er derfor heller ikke uden en vis ambivalens, at man konstaterer, at andelen af numre på det nye album er forholdsvis lille; på den ene side glædes man over, at T-Boz og Chili har ladet arvesølvet ligge i skuffen, og på den anden side begræder man pladens manglende dybde.
Nuvel, numre som ’American Gold’ og ’Perfect Girls’ forsøger da i det mindste at løfte tungere emner. Hvor førstnævnte lykkedes bedst i sin samtidsdiagnose med sin dobbelttydige patriotisme, ender sidstnævnte trods sit forsøg på at være bemægtigende med at fremstå noget platonisk og aldersrevanchistisk i sit budskab om, at perfekte piger ikke er autentiske. Et budskab, der ikke bliver mindre kvalmt af at være pakket ind i simuleret akustisk guitar, som skulle det være en særlig troværdighedsskabende styrkemarkør – det var vist kun i 90’erne, at den gik.
I det hele taget er der noget forlorent over duoens forsøg på at virke kontemporære, dels fordi de oprindeligt var kendt for en anden lyd, og dels fordi det forekommer en anelse patetisk, når de er en generation ældre end den målgruppe, hvis lyd, de prøver at praktisere. Helt slemt bliver det på numre som ’No Introduction’, ’Haters’ og ’Scandalous’, der prøver at efterligne nutidig r’n’b med trappede produktioner, overdimensioneret bas, enerverende vokalsamples og patois-accent.
I stedet er det snarere på sine lyse numre, at albummets styrker skal kendes. Den indledningsvist omtalte ’Way Back’ og den lige lovligt Kaytranada-kapitaliserende, men ikke desto mindre voldsomt inciterende ’It’s Sunny’ er med til at sikre, at afskedsseancen ikke bliver alt for tårevædet.
Det samme gælder den funkede og formfuldendte afslutter ’Joy Ride’, der modsat ’Way Back’ ikke efterlader tvivl om modtagerforholdet i sin tak for fansenes troskab og sætter dermed et ærværdigt punktum for et middelmådigt album, men en gloværdig karriere: »Thank you for stayin’ by my side / hope you all enjoy the ride«.
Selv tak, TLC – fornøjelsen var (det meste af tiden) helt på vores side.
Kort sagt:
Det er med begrænset gensynsglæde, at man begiver sig ud i TLC’s selvbetitlede comebackplade. Ikke fordi, man ikke kan have savnet den charmerende trio (og nu duo), men fordi albummet desværre bærer til bålet af den slags pladers klichéer med forlorne efterligninger af kontemporære tendenser. Frem for de opbyggelige numre, der gjorde trioen til verdensstjerner, er det snarere festnumrene, der markerer sig på ’TLC’, og hypen om dens udgivelse ender således med at blive større end pladen selv.