Calvin Harris: Et klædeligt personaskift med essentielle omkostninger
Inden for psykologien taler man om ’persona’ som den rolle, vi mennesker spiller i det sociale. Begrebet, der stammer fra Antikken, refererede til den maske, som skuespillerne bar for at forstærke en rolles udtryk, mens det senere er blevet adopteret i såvel litteraturanalyse som filmvidenskab.
Når en karakter mere eller mindre overlagt påfører sig en ny ’maske’ – det kunne være ved at klippe sit hår, skifte tøj eller i det hele taget påføre sig et nyt udseende – taler man således om et personaskift, hvilket ofte afstedkommer en mere eller mindre radikal ændring i personens handlemønster. Eksempler kunne være, da Dar Salims karakter i ’Underverden’ ifører sig sin sorte dragt og begiver sig ud på et hævntogt på den københavnske vestegn, eller filmhistoriens måske mest ikoniske af slagsen, da Jack Nicholsons Gittes får skåret sin næse op af Roman Polanski i ’Chinatown’.
Hvorfor så al denne snak om persona? Fordi den som analysemodel er ret gunstig i forhold til at forstå, hvad der ligger bag Calvin Harris’ seneste album.
Denne slags musikalske personaskift er nemlig ikke uvante for Calvin Harris’ karriere. Før der overhovedet var en persona, der kunne kaldes Calvin Harris, havde Stouffer, som hans daværende kunstnernavn lød, nemlig brændt sig på Londons musikindustri og desillusioneret søgt tilflugt på MySpace og i fødebyen Dumfries, hvorfra hans virke skulle vise sig at vokse eksponentielt.
Foruden to succesfulde electroclash-album bestod dette i en omfattende remix-virksomhed af stadig større navne, hvis prominens til sidst bød ham at flytte til USA, hvor han indlod sig på den EDM, der katapulterede til ham til verdensstjernestatus og gjorde ham til verdens bedst tjenende dj.
Senest har den tidligere så klodset udseende soveværelsesproducer fra udkants-Skotland opgivet såvel sin club-residens i Las Vegas som sit ellers idealiserede forhold til Taylor Swift og er i stedet flyttet til solsiden i L.A., hvor han giver den som undertøjsmodel for Emporio Armani med fuldskæg og fuldtonet muskulatur. Som det gjaldt de forrige gange, han har skiftet lokation og udseende, har det også denne gang affødt et skifte i hans musikalske profil.
’Funk Wav Bounces vol. 1’, som den nye plade knapt så mundret hedder, markerer nemlig et nybrud i Harris’ hidtidige diskografi. Ikke blot baserer den sig på for ham uopdyrkede genrer som boogie, nu disco og G-funk og gæstenavne af en karat, der ikke har tidligere har prydet hans udgivelser – Harris formår også at levere nyfortolkende bud på førstnævnte og iscenesætte sidstnævnte i nye roller.
Tag bare det post-disco funkede intronummer ’Slide’, der også agerer førstesingle. Sangen, der tager sit udgangspunkt i noget så dekadent som Frank Oceans overvejelser om at investere i et Picasso-maleri, formår alligevel at blive nærværende i hans ærlige og næsten resignerende adressering af, hvordan det er at være omgivet af mennesker med tvivlsomme hensigter.
Et andet højdepunkt er ’Rollin’, der giver G-Funken hjertemassage med sin P3-poppede intro af storladent klaver og stadionklap, og får selveste Future til at lyde forfriskende ved at placere sydstatsrapperen i et West Coast-univers med en tungere trommestruktur og accentuerende bas-licks.
Men så er vi også ved at være der, hvor (et af) pladens problem(er) opstår. For hvor ’Skrt on Me’ med Nicki Minaj i virkeligheden er et voldsomt effektfuldt nummer, hvor Harris formår at genføde den excessive sangerinde som en caribisk bad gal, forekommer det også en anelse forlorent. For det første fordi Major Lazor allerede har gjort noget lignende tidligere på året, men mest fordi det bestyrker mistanken om Harris’ instrumentaliserende forhold til de genrer, han omgiver sig med på ’Funk Wav Bounces vol. 1’. Hvorfor har Harris’ ikke givet et sådant nummer til egentlige verdensstjerner, såsom Tiwa Sawage, Yemi Alade eller Shontelle, der har lavet den slags musik i årevis? Nuvel, Nicki Minaj har selv trinidadiske rødder, men hun er ikke just kendt for at dyrke den del af hendes repertoire.
Som min redaktør skrev i en kommentar, kan en producer måles på, hvor god vedkommende er til at iscenesætte sine gæsteartister, hvilket der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved i Harris’ tilfælde. Men en god producer skal også kendes på sin historiske bevidsthed. Hvor sammenlignelige producere som Daft Punk, Diplo og Mark Ronson har gjort en dyd ud af at kende til de stilarter, som de har baseret deres karrierer på, kan man have Harris mistænkt for blot at appropriere de føromtalte genrer alene med et kommercielt formål for øje. Med tanke på, at den driftige skotte aldrig tidligere har skyet en chance for at tjene en ekstra skilling, bliver dette desværre også en lidt for nærliggende tanke, som forstyrrer ens velvilje over for pladen.
Selvom Calvin Harris er dygtig til det, han gør, ville det have klædt ham, om han havde nikket anerkendende til nogle af de hoveder, hvis skuldre han står på. Anderson.Paak, Bruno Mars, Chromeo, Dam-Funk, Kaytranada, Mayer Hawthorne, Sam Sparro, Theophilus London – alene blandt nutidige navne er der er egentlig nok at tage af, om man skulle ønske det.
Kapitalismen – og moden for den sags skyld – lever af at differentiere sig i til stadighed nye efterstræbelsesværdige former, og det gør Calvin Harris åbenbart også. Men når man innoverer i både form og indhold på samme tid, forsvinder kernen nogle gange. Harris’ oprigtighed må derfor også bedømmes på, hvorvidt han fortsætter ud af denne skillevej (bemærk i den forbindelse, at pladen er navngivet vol. 1) – eller om han blot skifter persona igen.
Kort sagt
’Funk Wav Bounces vol. 1’ er på alle måder et personaskift for Calvin Harris, der udover selv at have ændret udseende, også har opgraderet gæstelisten og varieret udbuddet af stilarter. Noget han i høj grad lykkedes med. Men om det også markerer en skillevej for den skotske producer er for tidligt at sige, men det ville i hvert fald klæde ham at have en mindre instrumentaliseret omgang med de ellers glemte genrer, der bidrager til såvel hans berømmelse som hans pengepungs eksponentielle vækst.