10. Franske Piger ‘EP’
Det danske musiklandskab er i blomst – og dette i særdeleshed takket være kollektivet Vellness Plader, hvorfra den dansksprogede popmusik spirer frem fra undergrunden på kryds og tværs af konstellationer. Et af de allermest lovende navne herfra er Franske Piger, der på deres debut-ep leverer et drømmesygt lydbillede af medrivende, smittende shoegaze- og 80’er-pop med himmelfalden åbenhjertig, charmerende lyrik.
9. Suspekt – ‘100% Jesus’
Selvom Orgi-E’s og Bai-D’s rim fortsat hamrer afsted på Rune Rasks banger-beats og produktion, viser Albertslund-trioen en tydelig udvikling såvel musikalsk som lyrisk. Refleksioner om dødsfald, opvækst og forhold bringer en klædelig variation ind i Suspekts liderligt lumre hule, ligesom den musikalske palet ligeledes udvides med bl.a. sitar og storladne strygere. Et album, der understreger, at gruppen står stadig og fortsat troner selvsikkert på hiphop-scenen herhjemme.
8. Sort Sol ‘Stor Langsom Stjerne’
Danmarks ældste punkband bryder ikke alene 16 års udgivelsestørke, men formår også at forløse et mirakel af et ambitiøst album. Samarbejdet med Randal Dunn (Sunn O))) er et match made in heaven, idet ‘Stor Langsom Stjerne’ både er enormt prætentiøs, men også vanvittigt dragende. Med primært fokus på ulmende elektronik og dronede støjklange i langstrakte og sirligt konstruerede kompositioner har Sort Sol skabt et åbenlyst hovedværk i karrieren.
7. Modest ’Pretty Sure It’s Honest’
Fire flossede rocksange i ånden fra The Cure og The Smiths, men debut-ep’en fra aarhusianske Modest stråler af punket energi og en sangskrivning, der allerede i kvartettens spæde stadie sprudler – fra den enormt fængende ’Dugout’ til det følelsesbaskende ’Pride’.
6. AV AV AV ’Everything Is True’
Man glemmer af og til, at AV AV AV rent faktisk også udgiver musik. Hvorfor? Fordi de tre producere er blevet sådan en entitet på scenen, der konstant henrykker med deres live-shows. Men selvfølgelig udgiver de, og dette års ’Everything Is True’-ep cementerer yderligere, af AV AV AV er stedet, hvor Eloq, Unkwon og DJ Er Du Dum Eller Hvad dyrker individualiteten, men med et fælles mål. Det fungerer i den grad også i høretelefonerne.
5. Jens Ole McCoy ‘Underverden’
Har man set ‘Underverden’, og kunne man lide den, er filmens soundtrack en oplagt mulighed for at lytte sig til hele filmens stemning og genleve uroen – thrill for thrill. Men man behøver ikke at have set filmen, før soundtracket fungerer, da det er så stemningsfuldt og stærkt, at det i sig selv skaber små filmiske scener, der ruller over bevidstheden. Ukendt Kunstners Jens Ole McCoy har produceret et intenst musiktapet, der får storbyens ulmende uro i dens dystre skyggesider såvel som glitrende neonlys til at løbe gennem kroppen som kuldegysninger.
4. First Hate ‘A Prayer for the Unemployed’
Efter et par stærke ep’er var debutalbummet fra den melankolske synthpop-duo imødeset, og det skuffer da heldigvis heller ikke. Inspirationen fra 80’ernes sortrandede elektroniske scene klinger stadig ved Anton Falck Gansted og Joakim Nørgaard, men med implementering af både house-klaver, mundharmonika og autotune folder sangene sig ud på original vis. Et album skræddersyet til storbyens sentimentale festnætter, man som ungt, søgende menneske bevæger sig gennem.
3. Gents ‘About Time’
»Gents giver dig lyst til at dyrke yoga og danse frækt« lød vores anmelders dom over Gents’ debutalbum, og mere præcist kan det næsten ikke siges. Niels Juhl og Theis Vesterløkke lægger op til smidige udskejelser på dansegulvet med fængende popskæringer, kitschede 80’er-produktioner og udsvævende, næsten healende synthflader, der modspilles stærkt af Juhls bariton.
2. Lowly ‘Heba’
De har næsten været ulideligt længe om at nosse sig sammen om at albumdebutere, de gode Aarhus-kometer i Lowly, men ‘Heba’ har været hvert et år undervejs værd: Det er et førstehug, der burde runge grundigt og langt ud over vores egne landegrænser. På ‘Heba’ bekender Lowly også klart kulør og smider de støjrockede tendenser, der har fulgt dem siden starten, på porten til fordel for en mere fintnæset og sofistikeret dreampop-lyd med både imponerende højt til loftet og en detaljerigdom i lydbilledet, der skulle kunne få selv de fleste af deres kollegaer på Robin Guthries hæderkronede Bella Union-label til at kigge sig nervøst over skulderen. Jovist: Danskerne kommer. Langsomt, men også stensikkert.
1. Noah Carter ‘Couch Dreams’
Allerede før han havde udgivet så meget som et eneste nummer, gav hypen omkring Noah Carter genlyd i det danske hiphop-landskab. Det var faktisk næsten svært at forestille sig, han kunne indfri de massive forventninger, der var gået forud for Carters debutprojekt – det kunne næsten kun skuffe. Men dette var heldigvis ingenlunde tilfældet.
Med ‘Couch Dreams’ leverer Noah Carter en sjældent set selvsikker debut, der overbeviser i såvel den helt tunge hiphop-ende (lige fra den trap-skurrende ‘Team Litty’ til den tilbagelænede, overskudsosende ‘No Favors / 5000’) som den sfæriske r’n’b (med forførende hjerteknuser-croon på ‘Only One’ og ømskindet pop-flirt på ‘Come Alive’) – med Jens Ole McCoys producermagi over hele produktionen.
Der var dybt at falde, så højt som Noah Carter fløj før sin debut. Heldigvis har han med ‘Couch Dreams’ bevist, han har vingefanget til at sigte mod de helt store, internationale højder.