En ru stemme møder mig i den anden ende af røret, da jeg fanger Syd på en telefonlinje fra Los Angeles. Først tænker jeg, at det er tidsforskellen på ni timer, der får sangeren og produceren til at lyde som en, der er vågnet brat fra en søvntåge og hverken ved til eller fra.
Forklaringen er dog en anden. Aftenen før holdt hun lyttepremiere på solodebuten ‘Fin’, og det endte selvfølgelig i en fest, der først stilnede af ud på de blodsprængte timer. Men der var også noget at fejre, for albummet markerer et nyt kapitel for musikeren med fødenavnet Sydney Bennett.
Siden hun i 2011 blev kendt som Syd tha Kyd i slipstrømmen på Tyler, The Creator, Earl Sweatshirt og resten af Odd Future-kollektivet, har hendes musikalske karriere bevæget sig stødt fremad og ind i folks bevidsthed.
Først dannede hun The Internet med Odd Future-kumpanen Matt Martians og scorede et kommercielt gennembrud med albummet ‘Ego Death’, der også skaffede dem en af de Grammy-nomineringer, som mange musikere i USA jagter.
Syds fløjlsbløde sangstemme fik fortjent sit øjeblik i spotlyset, og hun virker klar til at stå på egne ben med ‘Fin’, der markerer et nyt stop på hendes genrerejse. Efter Odd Futures energiske hiphop og The Internets tilbagelænede soul omfavner hun nu en mere mainstream 90’er-lydende r’n’b.
»Det ville ikke give nogen mening at lave den slags musik med mit band (The Internet, red.), men jeg havde lyst til det, for jeg elsker popmusik. Jeg voksede op til tonerne af den«, siger hun og fremhæver popstjerner som *NSYNC, Britney Spears, Usher og Brandy.
»Hvem siger, at jeg ikke må lave et popalbum, bare fordi jeg er kendt som forsanger i et soulband?«
Selv om man kunne tro, at albumtitlen refererer til det franske ord for slut, så er Syds idé en anden, der samler sig om et vandtema, og som hun siger, så bærer alle numrene præg af en sømløst flydende lyd.
»På engelsk betyder fin en komponent på en større båd, der hjælper med at styre. Det er præcis sådan, jeg ser min rolle i bandet og mig selv som menneske. Jeg har fundet min plads i samfundet via musikken«.
Men selv om hun måske ser sig selv som en tilbagetrukken skikkelse, der holder skuden på rette kurs, så er Syd som åbent homoseksuel musiker også en forgangskvinde. Som 13-årig indså hun, at hun var lesbisk, og i dag er hun en inspiration for mange, når hun indtager scener verden over.
Men i sin sædvanlige underspillede stil har hun egentlig ikke lyst til at være rollemodel. Hun tillægger heller ikke den senere tids voksende LGBTQ-accept en større kunstnerisk betydning for hende.
»Jeg havde jo udgivet min musik uanset hvad«, siger hun.
»Men det er fantastisk at se folk som Young M.A og Kaytranada (begge homoseksuelle, red.) være succesfulde i kraft af at være 100 procent sig selv. Selvfølgelig er det progressivt, at der i dag er stort fokus på LGBTQ-bevægelsen. Måske er samfundet mere parat til at forstå os som kunstnere end tidligere, men det vigtige er i sidste ende at kunne forstå os som mennesker. Når jeg laver en kærlighedssang, er det jo bare en kærlighedssang. Det skal ikke ses som en homoseksuel kærlighedssang«.
Et ukendt ansigt
Syds musikalske rejse startede også, lang tid før hun opfattede sig selv som homoseksuel.
»Jeg kommer fra et utrolig musikalsk hjem. Min mor elsker musik, og jeg tror, jeg har en stor del af min musiksmag fra hende. Derudover er min onkel reggaeproducer, så der er også musikelskere på min fars side. Min familie har været en kæmpe inspiration, så længe jeg kan huske«, siger hun.
Men det var altså i mødet med Odd Future, at hun for alvor fandt sit kald. Mens drengene i starten stjal spotlyset med deres frembrusende weirdo-rap, holdt Syd sig mest i skyggen. Faktisk fremstod hun i starten ikke som en del af crewet og figurerede ikke eksplicit på særligt mange af gruppens numre. Men hun var en af flokkens betroede lydingeniører og havde en stor finger med i spillet i tilblivelsen af den umiskendeligt skrattende og rebelske lyd. Syd hjemmelavede studie i hendes beskedne hjem blev et foretrukkent helle for medlemmerne, hvor de ofte hang ud, lod inspirationen flyve og indspillede musik. Og her indså hun for alvor, at hun også selv ville i gang med at skrive.
»Jeg begyndte egentlig som lydingeniør, da jeg altid har været fuldstændig besat af at få ting til at lyde så perfekt som muligt. Det var sådan, det gik til, at jeg byggede et lille studie i mit soveværelse, og så plejede jeg at have Odd Future på besøg nærmest dagligt. Takket være dem indså jeg, at jeg også kunne skabe noget og ikke bare mixe og masterere«.
I takt med at Odd Futures fanbase voksede sig større og vildere, steg Syds selvtillid som lydmæssig blæksprutte, og hun fik overbevist Tyler og co. om, at hun skulle have tjansen som Odd Futures turné-dj.
Siden er der sket meget for alle medlemmer, men de senere år har historierne om kollektivet mest handlet om exitter fra blandt andre Earl Sweatshirt og Matt Martians og opløsningen af for eksempel MellowHype. Det har ført til tvivl om Odd Futures fremtid. Der er skrevet mange historier om kollektivets uforsonlige opløsning, men Syd er hurtig til at afvise rygterne.
»Sagen er, at Odd Future både er et kollektiv og et selskab, og selve selskabet eksisterer stadig. Vi er stadig en familie. Odd Future blev bygget som fundament med visionen om, at vi alle en skønne dag ville være i stand til at gøre præcis det, vi foretager os lige nu – udgive musik på solobasis. Det eneste, der ikke længere eksisterer, er Odd Future som turnerende gruppe. Det kommer nok aldrig til at ske igen«, forklarer hun og slår fast, at hun priser sig lykkelig for at have været en del af slænget.
»Jeg lærte uendelig meget i min tid med dem. Hvad det vil sige at være en leder takket været Tyler, hvad det vil sige at være en holdspiller, hvad det vil sige at lave musik og album. Jeg lærte også en hel masse af de fejltagelser, vi begik. De var i sidste ende nok de bedste lektioner at tage med sig«.
Nye begyndelser og en Grammy-nominering
The Internet blev Syds helle i Odd Future-regi, hvor hun sammen med Matt Martians har skabt tre soulplader med den seneste, ‘Ego Death’ som spydspids. Faktisk var det et nyt medlem, der gjorde udfaldet for det album.
Indlemmelsen af den blot 18-årige Steve Lacy kort tid inden afspilningerne var ifølge hende en af hovedårsagerne til, at ‘Ego Death’ deltog i kapløbet om en Grammy.
»Vores tidligere keyboardmand Jameel Bruner gik i high school med Steve. De var noget nær bedste venner, selv om Jameel gik et par klasser over Steve. Han hev Steve med ned i vores studie fra tid til anden, da vi stadig rodede rundt med udtryk og ideer. Med tiden fandt vi ud af, at Steve ikke bare var en tilfældig knægt, for han kunne spille både guitar og bas, og han spurgte ivrigt ind til, om han måtte bevise sit værd. Alt, han spillede for os, lød fuldstændig fantastisk«, husker Syd og tilføjer, at enhver musikfan med respekt for sig selv bør sætte sig ned og give hans nye udgivelse, ‘Demo’, et lyt.
Takket være Lacy omfavnede The Internet en instrumentbunden form for neo-soul, hvor det analoge og organiske valser med subtil psykedelia og strejf af både triphop og alternativ r’n’b. Inspirationspaletten er ualmindelig spraglet, men egentlig er lyden ikke så hvileløst flagrende, som man skulle tro.
Og selv om både Syd, Matt Martians og Steve Lacy er aktuelle med soloprojekter i år, så slår Syd fast, at The Internet eksisterer i bedste velgående. Da jeg på falderebet spørger ind til, hvad fremtiden bringer for bandet, tyr hun til et åbent, men lovende svar.
»Det skal jeg ikke kunne sige specifikt, men helt klart mere musik«.
Læs anmeldelse af ‘Fin’: Syds sensuelle r’n’b-fortællinger forstærker hendes integritet som både kunstner og kvinde