Baby In Vains debutalbum viderebringer succesfuldt deres glæde for 90’ernes guitarstøj
Titlen på Baby In Vains længeventede debutalbum fanger retningen, den eksportværdige trio har taget. Mere af den samme dystre følelse, der synes undfanget over utallige pakker smøger på bodegaen, hvilket har resulteret i en bred palet af hyldester til 90’ernes guitarhelte.
Den kun 11 dage lange indspilningsproces med produceren Rob Ellis synes at afspejle en moden erkendelse af gruppens force som live-band. Ud over nogle synths og en afsluttende gang tung blæs på ’Low Life’, som straks bringer tankerne mod Ellis’ produktionsarbejde for PJ Harvey, kan kompositionerne koges ned til vokaler, trommer og guitarer. Der er kort sagt ikke mange studieeksperimenter, men det vejes der op for med umiddelbar, rå energi. Facetterne i deres guitarstøj er smukt tilpasset hver enkelt sang, og bandet har ikke lydt bedre på indspilning før.
Baby In Vains kompositioner er også blevet yderligere raffinerede, hvor for eksempel ’Thank You’ føles som at få et kærkomment trykspark i hovedet, når energien leveres indpakket i temposkift, kontraster, screamo og barberbladsskarpe guitarriff.
På ’Apoca’, ’Transcendent’ og ’Not For You’ klatrer Baby In Vain mod toppen af dansk stonerrock med en rytmetung arv fra Sleep og Ufomammut på ryggen, men med mere letfordøjelige sangstrukturer og længder. Det er her, trioen lyder allermest dyster, og det er faktisk det modus, de lykkes bedst med.
På ’To Heaven and Back’, ‘Pills’, ‘She’ og ‘Last of the Turner Girls’ synes de tre at have lært et trick eller to af Thurston Moore bag scenen, og fans af Sonic Youth, Dinosaur Jr., Smashing Pumpkins og Pixies vil føle sig godt tilpas i selskab med disse altrock-sange.
På ’Low Life’, ’I Have Your Eyes’ og ’One Feather’ er tempoet sat ned, og guitarriff-fetichismen lægges midlertidigt på hylden for at lade vokalarbejdet og melodierne træde længere frem. Selv om det aldrig bliver tåkrummende, viser frontkvinderne Andrea Thuesen Johansen og Lola Hammerich, at de endnu ikke er gudsbenådede tekstforfattere.
Som ovenstående inddeling har eksemplificeret, føles ’More Nothing’ ikke super sammenhængende, og netop overgangen fra ’Apoca’ til ’I Have Your Eyes’ ved albummets slutning er så abrupt, at det kan være svært at acceptere, at sangene skal høre til på samme album. De forskellige stiløvelser går dog hver især rent hjem, og Baby In Vain formår succesfuldt at viderebringe deres glæde for 90’ernes guitarstøj med akkompagnerende dyster følelse på en samling sange, der er fyldt med stærke riffs.
Kort sagt:
Titlen på Baby In Vains debutalbum er sigende: Mere af den samme dystre følelse, der synes undfanget over utællelige pakker smøger på bodegaen, hvilket har resulteret i en bred palet af hyldester til 90’ernes guitarhelte. Albummet er ikke super kohærent, selv om de respektive stiløvelser går rent hjem.