Future og Young Thug viser glimt af genialitet på længe ventet fællesalbum
Future og Young Thug så længe ud til at være som to parallelle linjer: Skæbnebestemt til at følges ad, men ude af stand til nogensinde at mødes. Rapperne er de to prægende skikkelser på Atlantas trap-scene gennem de seneste fem år, hvor de har defineret byens (og dermed også USA’s og verdens) dominerende hiphoplyd.
De er begge disciple af trap-gudfaderen Gucci Mane, og de har samme udgivelsesmetode: En strid strøm af mixtapes og album, tilsyneladende skabt i endeløse studienætter med et fåtal producere og features fra inderkredsen.
Men i stedet for at indlede et samarbejde, har de to rappere forskanset sig i hver sit studie, og der har endda været en mindre beef, hvor Young Thug blandt andet kaldte Future for Tito til hans Michael Jackson – altså en ældre, kikset bror. Nu har de endelig sluttet fred.
Faktisk ser de ud til at være blevet BFFs. Det seneste års tid har de to rappere flittigt sendt hilsener via sociale medier og delt videoer, hvor de er i studiet sammen. Det udmøntede sig i første omgang i den genialt poppede groupie-hymne ’Relationship’ fra Young Thugs seneste album ’Beautiful Thugger Girls’ – og nu altså i et helt album/mixtape (er der i det hele taget nogen, der kender forskellen mellem album og mixtapes længere?).
Resultatet er en ujævn, men underholdende udgivelse, der mest af alt minder om ’What a Time to Be Alive’, Futures hurtigt sammensatte samarbejdsalbum med Drake fra 2015. Det er ikke så poleret og gennemarbejdet, men lyder som resultatet af en række studiesessions, der er skruet sammen til en udgivelse.
Der er dog også væsentlige forskelle: Drake forsvandt fuldstændig ind i Futures verden på 2015-mixtapet. Det gør Thug ikke. De to Atlanta-rappere kommer fra samme univers, og Futures livstrætte, monotone vokal og Thugs hylende, spjættende stemme komplementerer hinanden. Især når de eksperimenterer.
Futures stemme er helt drugget og søvnig på ’Group Home’, mens Young Thug strækker sin stemme på nærmest country-agtig vis på ’Killed Before’. Lidt som på balladerne fra ’Beautiful Thugger Girls’ – hør bare måden han hyler »different color diamonds, I’m a peacock« på hele to gange i træk. På ’200’ leger de to rappere med samme flow, og på ’Three’ distorter de deres stemmer, mens Future laver adlibs til Young Thug. Future siger nærmest Gucci-agtig næsten-nonsens som »Check on Google, I’m out my noodle / I feed shrimps to all my shooters«.
Hver for sig er de fleste sange på albummet solide, men hørt i sammenhæng sker der nogle gange for lidt. Future-solosangene ’4 da gang’ og ’Feed Me Dope’ lyder som skrottede tracks fra hans selvbetitlede album fra tidligere i år, og det kan være tærende, når albummet eksempelvis starter med tre ret monotone, delvist omkvædsløse tracks. Det er ikke alt, der er lige inspireret.
Når albummet alligevel løfter sig, skyldes det udgivelsens to store højdepunkter. Young Thug og Future står bag nogle af de mest gribende hiphop-kærlighedssange i nyere tid, et faktum de holder godt skjult på ’Super Slimey’ – med én undtagelse: ’Real Love’, der er blandt de stærkeste sange i begges katalog.
Det er et nummer, der handler om stadiet, hvor et breakup stadig er ufærdigt, men uundgåeligt. De to rappere sikftes til at nynne »I bet she love me«, men man kan høre i deres stemmer, at de ikke engang selv tror på det. Det er en sang, der passer ind i Futures ulykkelige, druggy post-breakup univers, men for Thug er det en ny retning.
Hans kærlighedssange har indtil videre været smaskforelskede erklæringer som ’Worth It’ eller ’You Da One’. Nu, på hans første udgivelse siden et slemt, offentligt breakup, forsvinder rapperen helt ind i Futures ulykkelige, misantropiske univers med nærmest Future’eske linjer som »All this fake love got me damaged / I can’t take it, I just popped another Xanny«.
Det andet sted, hvor Future-Thug-samarbejdet går op i en højere enhed er ’Patek Water’, hvor de gæstes af Migos-medlemmet Offset. Det er den eneste gæsteoptræden på ’Super Slimey’ og samtidig også det øjeblik, hvor albummet synes at blive vækket til live. Som om, der er lidt mere på spil, når der er en tredje mand involveret. Futures omkvæd er hypnotisk, og i det hele taget har nummeret lidt samme kvalitet som Future-hittet ’Mask Off’ – fra fløjte-beatet til de tre rapperes catchy flows.
’Real Love’ og ’Patek Water’ får lidt samme roller som ’Diamonds Dancing’ og ’Jumpman’ på Future og Drakes ’What a Time to Be Alive’: Korte glimt, hvor et album går fra at være et solidt samarbejde til noget virkelig strålende.
Kort sagt:
To af de mest prægende skikkelser på Atlantas (og dermed verdens) hiphopscene mødes endelig på et fællesalbum, der føles som resultatet af en række sporadiske studiesessions: Ikke så gennemarbejdet, men med få øjeblikke, hvor projektet løftes til noget virkelig strålende.