Det kan godt være, at den alternative rockscene ikke helt er hvad den har været. Men den 25. og 26. november spiller et af tidens mest populære bands af slagsen to koncerter i Tap1 på Amager, hvor frontfigur Adam Granduciels højpotente, glidende rocksange nok skal få både hårene til at rejse sig og lighterne til at blive luftet.
The War on Drugs har deres egen distinkte lyd, men hvorvidt det er udtryk for stor originalitet eller et mere end godt øje for at kombinere elementer hentet fra andre kontekster kan naturligvis diskuteres.
Her er et bud på fem klassiske (og nyklassiske) rockalbum, der har formet en lyd, der i The War on Drugs’ sikre hænder anno 2017 tilsyneladende hører lige meget hjemme på spillestedet som i universitetsbaren eller frugtafdelingen i Føtex (true story!).
Note: Alle de nævnte The War on Drugs-sange er fra 2017-albummet ’A Deeper Understanding’.
1. Bruce Springsteen ’Born in the U.S.A’ (1984)
På en måde kan man tale næsten udtømmende om The War on Drugs ved at henvise til forskellige faser i Bruce Springsteens katalog, naturligvis med vægten lagt på hans mest klassiske udgivelser fra 70’erne og 80’erne.
Trommelyden på ’Strangest Night’ lægger sig grumme tæt opad den feel, Bossen tilstræbte på sådan noget som ’Something in the Night’ fra ’Darkness on the Edge of Town’ (1978). De mere nedbarberede ’Knocked Down’ og ’In Chains’ kunne være outtakes fra ’Tunnel of Love’ (1987), hvor Springsteen for første gang omfavnede trommemaskiner og synths sådan for alvor. Granduciel har nok også mere end skævet til lyrikkens ruminationer over den svære kunst at få kærlighedens flamme til at holde sig varm.
Men og trods alt: ’Born in the U.S.A’ er svær at komme udenom som udgangspunkt for den forkromede landevejsrock, The War on Drugs-universet sværger til, men jo også når vi taler om Springsteens eget spring fra kultfigur til allemandseje – albummet, musikåret 1985’s mest solgte overhovedet, har solgt i mere end 30 mio. eksemplarer på verdensplan, og syv af albummets sange blev udsendt som singler, der alle gik top 10 i USA!
Det klædte Springsteen at blande det romantiske (der i hans hænder får et ægte triumferende skær) med det grynet realistiske (se blandt andet den ofte misforståede tekst til titelnummeret). Musikkens højoktandrevne velsmurthed skjuler ingenlunde den skrattende motor under den amerikanske drøms skinnende krom. På samme måde viser Granduciels musik – mindre elokvent, men tematisk kongruent – både forsiden og bagsiden af de amerikanske drømmebilleder.
Granduciel er en ørn til at finpudse en sangs overflade, så den skinner, og til at få delkomponenterne til at spinde med sit finmekaniske håndelag. Med ’A Deeper Understanding’ bevæger han og bandet sig tættere på rockens hovedspor end nogensinde før. Men bare rolig: Bossen har vist ham, at man ikke behøver lægge sig kunstnerisk i graven af den grund.
2. Bob Dylan ’Slow Train Coming’ (1979) / Dire Straits ’Dire Straits’ (1978)
Jeg bilder mig ind, at Adam Granduciels lettere nasale, skiftevis afklippede og udflydende fraseringer, der har noget konverserende over sig, måske i endnu højere grad er inspireret af for eksempel ’Blood on the Tracks’ (1975), hvor Dylans stemme i meget høj grad bruger sine fraseringer til at betone de følelser (foragt, vrede, nostalgi, fortrydelse, ærlighed), der sprutter som en varm kilde på det berømte skilsmissealbum.
Som sanger er Granduciel lige så teknisk begrænset som sit mere berømte forbillede, men ejer altså noget af Dylans evne til at kompensere herfor ved at skubbe ordene ud i en rytme og med en kadence, så de kommunikerer andet og mere end det en mere konventionelt dygtig sanger er i stand til.
Men nu er lyden af musikken jo nok den vigtigste komponent på et The War on Drugs-album (og i virkeligheden endnu vigtigere end selve sangskrivningen, der ved hjælp af ganske små variationer kan reproduceres i det uendelige). Derfor vil jeg opholde mig ved et senere, og for mange fans væsentlig mere forkætret Dylan-album, nemlig ’Slow Train Coming’, der nok indeholder det Grammy-vindende hit ’Gotta Serve Somebody’, men som samtidig markerede indledningen på Mesterens ’kristne periode’, der spænder over en trilogi af trosbaserede album fra 1979-81. For mange var det overmåde svært at acceptere, at modkulturens generationsfyrtårn stillede sig an som kristen missionær.
I Granduciel-optik er det den 80’er-agtige produktion, der kombinerer bluesens melodiske mønstre med en radioegnet funk light-lyd og fnugfri trommespor, det er værd at hæfte sig ved.
Hovedgrunden til at vælge ’Slow Train Coming’ er dog indlysende, at Dylan her er suppleret af en yderst prominent right hand man på leadguitar, nemlig Mark Knopfler, hvis Dire Straits kan siges at udgøre en anden meget væsentlig inspirationskilde for The War on Drugs.
Straits’ strømlinede udgave af bluesrocken (som pubrock med yuppieappel), kulminerende med ’Brothers in Arms’, der peger frem mod Granduciels allermest populistiske tendenser. Granduciel får dog ikke én til uundgåeligt – på samme måde som Dire Straits anno 1985 – at føle sig hensat til den nærmeste stadionhal med dunsten fra ølkrus, svedarmbånd og popcorn hængende i næseborene. Derfor vil det være mest fair at pege på Dire Straits’ mere smagfulde og skyggefulde, selvbetitlede debutalbum, der på mesterstykket ’Sultans of Swing’ endda swinger som… Dylan. Derfor ikke så sært Dylan slog på tråden til Knopfler kort tid efter.
Og på den måde er ringen vist sluttet.
3. Talk Talk ’The Colour of Spring’ (1986)
Med ’The Colour of Spring’ gennemførte Mark Hollis og co. et kreativt kvantespring i ét hug: Fra synthpop til artrock, og på efterfølgeren ’Spirit of Eden’ fra 1988 bevægede bandet sig i øvrigt over i en uklassificerbar fusion af jazz, ambient og det, man måske bedst kan karakterisere som proto-postrock – det er utroligt, at det er det samme band ,som fire år tidligere lavede pophittet ’It’s My Life’!
Hvad er forbindelsen til War on Drugs? Jeg ved faktisk ikke, om Granduciel har været inspireret af Talk Talk, men der er noget over gruppens brug af kontraster, der forlener musikken med en panoramisk drømmekvalitet, få grupper sidenhen har ramt så godt som The War on Drugs, når de er bedst.
Rockens autenticitet, alvor og slidstyrke modtager en overfladebehandling ved hjælp af en minutiøs udnyttelse af studiets muligheder. Nå ja, dét, og så lag-på-lag af keyboardflader. Lyt for eksempel til ’I Don’t Believe In You’. Det er svært at forestille sig, at Adam Granduciel ikke smiler henført, når og hvis han lytter til de saliggørende fem minutters sagte, men majestætiske løftelse.
Bemærk desuden den krautrock-beslægtede feel på singleudspillet ’Life’s What You Make It’, et virkemiddel, der findes adskillige pendanter til i War on Drugs-repertoiret også (mere herom senere).
4. The Smashing Pumpkins ’Siamese Dream’ (1993)
Her er vi på mere sikker grund: Granduciel har udtalt, at ’Siamese Dream’ var det måske mest afgørende album for hans musikalske udvikling i de formative år: ’Jeg var aldrig interesseret i at gå i skole, for jeg ønskede bare at lære at kunne spille samtlige guitarstykker på ’Siamese Dream’, har han blandt andet udtalt.
Hvis ’The Colour of Spring’ kan have været en inspiration for Granduciels tendens til at lægge tykt på med keyboard, så har ’Siamese Dream’, The Smashing Pumpkins’ millionsælgende gennembrudsalbum fra 1993, ganske sikkert bidraget til hans forkærlighed for at gøre det samme med guitarer.
Effekten for både Billy Corgan og Granduciel er den her brusende, drømmende kvalitet, der bestemt nikker til My Bloody Valentines shoegaze-milepæl ’Loveless’ (1991) og det mere psykedeliske og humørsyge snit fra for eksempel Jane’s Addiction snarere end den 70’er-tungrock og metal, Corgan ofte er blevet vurderet i forlængelse af.
Lange, meditative, men også afvekslende og dynamiske sange som ’Hummer’ og ’Soma’ har i særklasse leveret ammunition til Granduciel. Corgans stemme, der på efterfølgeren ’Mellon Collie and the Infinite Sadness’ (1995) er vredt snerrende og teenage angst-postulerende, er mere inderlig og romantisk resignerende på ’Siamese Dream’, en stemning, der også præger en stor del af The War on Drugs’ materiale.
Granduciel mangler måske endnu at bevise, at han kan være lige så melodisk konsistent som Billy Corgan i dennes velmagtsdage, men selv om han måske (endnu ikke?) kan levere overlegne hooklines med helt samme selvfølgelighed som idolet, så er den akkumulerede effekt af det altid veltilrettelagte soniske attak og de træfsikre riffs af så stor kvalitet, at lytteren bliver ført ind i en herligt tummelumsk trancetilstand.
5. Wilco ’A Ghost is Born’ (2004)
Wilco minder i sin grundform ganske meget om The War on Drugs. Begge bands er bygget op omkring en enerådende leder (Jeff Tweedy i tilfældet Wilco), der bestemmer retningen for et kollektiv af seks faste musikere, hvilket altså er en klar overskridelse af det klassiske bandformat på fire mand.
Wilco er ofte (særligt i tiden efter 2007-udgivelsen ’Sky Blue Sky’) blevet omtalt som ’dadrock’, en som oftest nedsættende betegnelse for musik, der er lidt for optaget af en middle-of-the-road-rockklassicisme, der finder sin ideelle eksponering i en live-setting (heraf det beslægtede begreb ’stadionrock’).
Adam Granduciel vil kunne nikke genkendende til den form for skepsis, Wilco har mødt blandt de mere segregerede indiefans, der helst ikke ser musik, der lægger op til stadionfællessang, indoptaget under indie/alternative-paraplyen. Mark Kozelek (Sun Kil Moon) kaldte følgelig War on Drugs’ musik for ’beer commercial lead-guitar shit’ i sin notoriske ’hyldestsang’, der bar den umisforståelige titel ’War on Drugs: Suck My Cock’.
Hverken i tilfældet Wilco eller War on Drugs er dadrock-anklagen helt fair. For de to bands er fælles om en grundlæggende nysgerrighed, en optagethed af at fordybe sig i studiets muligheder og sprænge rockens faste former. Derfor handler dadrock-mærkatet nok mest om to ting: Dels at yngre fans og musikere har svært ved at anerkende de bedrifter, der knytter sig til den generation, der kommer før dem selv (Tweedy, f. 1967 og Granduciel, f. 1979, hører til i hver sin ende af Generation X-spektret), dels at bands, der opnår en vis popularitet og derfor kan fylde de store scener på festivaler, automatisk bliver anset for suspekte af de personager, der sværger til det smalle og nicherelaterede.
Granduciel har selv udtalt, at han anser Wilco for en form for model for The War on Drugs, fordi han mener, at Wilco på forbilledlig vis har formået at have en lang karriere uden at gå i stå og – på trods af et godt salg og en solid indtjening på landevejene – aldrig er gået på kompromis med bandets grundlæggende værdier. Integritet er et vigtigt begreb for en velovervejet og introspektiv type som Granduciel, og det er den kvalitet, han genkender i Jeff Tweedy.
Wilcos måske mest eksperimenterende album, ’A Ghost is Born’ fra 2004, kan siges at være den mest oplagte musikalske parallel til War on Drugs-lyden. På det album arbejdede Wilco dels med længere sangformater (to af sangene passerer ti-minutter-mærket) og dels med en tydelig inspiration fra krautrock ved brugen af et metronomisk vedholdende 4/4-groove kaldet motorik (pioneret af tyske bands – deraf ’kraut’ – som Can og Neu i 70erne) – for eksempel på den tranceinducerende ’Spiders (Kidsmoke)’.
I forhold til sanglængde er det værd at bemærke, at ni ud af ti sange på ’A Deeper Understanding’ passerer fem-minutter-mærket, og motorik-groovet stikker sit ansigt frem på blandt andet ’Up All Night’ og ’In Chains’.
Det er i virkeligheden mere end noget andet dét kendetegn ved Granduciels musik, der tydeligst adskiller ham fra Springsteen, Tom Petty, Don Henley og andre oplagte forbilleder fra hans barndom med 80’er-radiorocken kørende.
Det er slet ikke utænkeligt, at det er Wilcos (gode) eksempel, der har åbnet Granduciels øjne for, at klassiske, vellydende rockdyder kan kombineres med den nervespændte aggression eller distancerede ro, der alt efter konteksten kan fremmanes gennem krautrockens motoriske drive.
Læs anmeldelse: The War on Drugs ‘A Deeper Understanding’