Miguel er blevet mere politisk og (lidt) mindre liderlig
Titlen er velvalgt på Miguels fjerde album. På sine tre første plader har den amerikanske r’n’b-trussetyv i stor stil bevæget sig i sidstnævnte kategori – den lyst- og fornøjelsesbetonede – med sine eksplicitte fortællinger om sex, sex og, ja, mere sex. På ’War & Leisure’ lukker Miguel imidlertid mere af den krise- og krigsramte verden uden for soveværelset ind i sit univers, der har fået en højaktuel, politisk kant og en mere seriøs grundtone.
Miguel har både afroamerikanske og mexicanske rødder, og man kan sagtens forstå, at han i Trump-tidsalderen har brug for at udtrykke sine politiske holdninger gennem sin musik – hvilken bedre platform at gøre det på, end gennem sin kunst, der dyrkes af millioner af fans? Tanken er unægtelig sympatisk, og for det meste klæder det også Miguel at vende næsen ud over sengekanten og forholde sig til det knap så søde liv uden for syndens hule.
De politiske referencer kommer blandt andet til udtryk på albumlukkeren ’Now’, hvor Miguel remser op af det seneste års tids forfærdelige naturkatastrofer og politiske racekonflikter i steder som Puerto Rico, Houston, Mexico, New Orleans og Standing Rock. »Now or never, we can work together / we only suffer what we allow«, synger han over et drømmende arrangement, der til sidst bryder ud i de aggressivt distortede, Hendrix-agtige guitarer, Miguel også dyrkede i stor stil på 2015’s ’Wildheart’, mens han udtrykker sin fortvivlelse over verdens tilstand.
Stemningen på den ulmende ‘City of Angels’ er også langt mere nedtrykt end sædvanligt, hvor sangeren forestiller sig en nær-dystopisk fremtid, hvor Los Angeles er gået under, og Miguel som Palle i alene i verden leder efter sin dame i byens ruiner, mens resten af befolkningen er flygtet til en anden stat. Og selv på den hashtågede sexhymne ’Come Through and Chill’ får gæsten J. Cole sneget NFL-spilleren Colin Kaepernick, Trump og politidrab af sorte mennesker ind i én enkelt linje: »Girl, you on my mind like Kaepernick kneeling / or police killing / or Trump saying slick shit / manipulating poor white people because they ignorant«.
I den anden ende af spektrummet er der dog stadig rigeligt med referencer til Miguels libido og mere bekymringsfrie side. De to upbeat numre ’Told You So’ og ’Pineapple Skies’ er med deres dybe baslinjer og boblende 80’er-synths noget af det mest ukomplicerede, der er at finde på ’War & Leisure’. »Everything is going to be alright« så længe Miguel får lov at danse tæt og ubekymret med en kvinde.
’Banana Clip’ følger i samme spor og minder lidt om gennembrudshittet ’Adore’ med sin vuggende bas, der er som skabt til Miguels sceneoptrædener med godt gang i de roterende hofter, mens han på den Kali Uchis-assisterede ’Caramelo Duro’ får lov at flirte igennem med ikke-børnevenlige spanske gloser.
De mere bevidste temaer sneg sig allerede en smule ind på ’Wildheart’, hvor Miguel på et nummer som ’What’s Normal Anyway?’ for eksempel forholdt sig til sin blandede racebaggrund og ståsted i en splittet verden. Musikeren har for nylig udtalt i et interview med Rolling Stone, at han slet ikke var interesseret i politik før det seneste præsidentvalg i USA, og på mange måder virker han på ’War & Leisure’ som en Miguel 2.0-version af sig selv, hvor tankerne en del af tiden er rykket væk fra hans eget underliv.
Samtidig er den rendyrkede r’n’b fra ’Kaleidoscope Dream’ rykket helt ud til fordel for den neosoulede psykedeliske rockretning, der blev introduceret på ’Wildheart’. Når tankerne er blevet tungere, må den stramme struktur og hitdyrkelsen tilsyneladende også vige lidt i baggrunden.
’War & Leisure’ virker som et album, Miguel var nødt til at lave i tidens politiske klima – man kan ganske enkelt ikke ignorere verden omkring sig, når man geografi- og racemæssigt bogstavelig talt befinder sig midt i orkanens øje. Resultatet er et album, hvor Miguel virker som en mere splittet skikkelse end tidligere: På den ene side sit sædvanligt ubekymrede og kvindeglade jeg, men også med en sort sky hængende over hovedet og med verdens ret så kritiske tilstand lurende i baghovedet.
Kort sagt:
Miguel er blevet mindre eksplicit liderlig og mere politisk på sit fjerde album. På ’War & Leisure’ finder den kroniske r’n’b-trussetyv dog en fin balance mellem at påtale klodens kritiske tilstande, men også huske sig selv på, at man skal have lov at danse sorgerne væk og dyrke det søde liv.