David Byrnes første soloalbum i 14 år er kryptisk på en let fordøjelig måde
David Byrne skrev 5. marts en – sidenhen meget læst, delt og kommenteret – opdatering på Facebook, fordi flere brugere har påpeget det problematiske i, at Byrne ikke har fundet plads til en eneste kvindelig samarbejdspartner på sit nye album, der ellers bugner af prominente gæstenavne som Sampha, Oneohtrix Point Never og mange andre.
Byrne lægger sig fladt ned for kritikken, og udtrykker blandt andet, at dét – ekskluderingen af kvinder – på ingen måde udtrykker hvem han er som person eller kunstner.
Måske afspejler Byrnes behov for at sone sin ’undladelsessynd’ i fuld offentlighed – udover det mest indlysende forhold: Metoo-tidsåndens umættede fokus på seksuelle krænkelser af kvinder og lighed mellem kønnene – måske i virkeligheden, at han godt ved, at han normalt er prototypen på en socialt og politisk bevidst kunstner, der netop er vedholdende i sin nysgerrighed og fordomsløshed?
Ved at påtage sig sin del af ansvaret, vender han en potentielt negativ situation til en plus-situation, hvor fokus mere er rettet mod hans snarrådige forsvar for en progressiv dagsorden snarere end det mindre ædle skær, der udgår fra hans faktiske handlinger.
Havde Byrne overhovedet behøvet at undskylde? Skal Beyoncé for eksempel også undskylde, hvis hun ikke arbejder sammen med hvide på sin næste plade?
Dét og beslægtede spørgsmål deler fanskaren i to (og bestemt ikke udelukkende langs kønsgrænser), men under alle omstændigheder har opdateringen medført fornyet opmærksomhed omkring Byrne; en opmærksomhed, der i sidste ende formentlig vil spille positivt tilbage på udbredelsen – og modtagelsen – af det nye album, hans første soloalbum i 14 år (han har i mellemtiden blandt meget andet udgivet album i samarbejde med Brian Eno, Fatboy Slim og St. Vincent).
’American Utopia’… det lyder næsten som opskriften på et politisk, samtidskommenterende værk, der forsøger at vriste magten – og retten til at bestemme magtdiskursen – væk fra Trump og hans nationalistiske kernevælgere.
Men en sådan udlægning vil være en eklatant overfortolkning. For sangene på albummet fungerer mere som en distraktion fra – snarere end en klar kommentar til – tidens støj (fake news et al). Distraktion er måske det forkerte ord, for Byrne pakker sine verselinjer med mange ord. Ord, der på sin vis bliver en del af støjen snarere end en respit fra den.
Det er – som altid – svært helt at greje hvor oprigtigheden begynder og slutter med David Byrne, et forhold, som Talking Heads-legenden tidligt i karrieren som regel vandt en kunstnerisk styrke ved.
Jeg er mere i tvivl om, hvad han egentlig vil sige med sin aktuelle hang til humoristiske perspektivforskydninger af varianten ’Hvordan ser Gud ud for en høne? Ligner han mon en hane?’, der skal få os til at se virkelighedens kontingens i øjnene (det vi tror at erkende som sandheder er i virkeligheden bare udtryk for vilkårlige opfattelser). Og hvad med banaliteterne sunget med deadpan-naturlighed? Selv om man nok fornemmer, at en så begavet sangskriver som Byrne præcis ved hvad han opnår ved at synge selvsamme banaliteter; nemlig at få lytteren til at undre sig over eller blive usikker på sangens budskab eller retning.
Musikalsk bevæger Byrne sig rundt i en ikke just uventet blanding af verdensmusik-inspireret pop med en optimistisk grundtone, der er grundigt forankret i hans dna, og dance- og electronica-elementer (lånt fra de mange mandlige samarbejdspartnere på gennemtræk, formoder man), der dog aldrig overskygger et altomfattende fokus på Byrnes sangstemme, der er lige så let genkendelig som den altid har været – og i øvrigt ikke virker synderligt slidt, selv om dens ejermand har nået de 65 år.
På ’Doing the Right Thing’ ironiserer han over venstrefløjens gode intentioner, der ofte dækker over mindre ædle motiver, men ellers skorter det med sange, der har en tydelig adresse. Albummet virker forvirret – eller ikke egentlig engageret i – det moderne Amerika som andet og mere end et symptom på menneskets dårskaber. Og i den situation har Byrnes feststemte råd altid lydt – og lyder fortsat på åbningssangen ’I Dance Like This’ – dans til du dratter om!
Det er derfor nok fornøjeligt at være i hans selskab, men Byrne viser ikke afgørende nye sider af sit talent på ’American Utopia’ og formår ikke at gribe fast om konkrete stemninger, der efterlader varige indtryk: Dertil er omkvædene på de to håndfulde sange så let fordøjelige, at de knapt nok virker adspredende.
Kort sagt:
Musikalsk bevæger Byrne sig rundt i en ikke just uventet blanding af verdensmusik-inspireret pop med en optimistisk grundtone, men det er – som altid – svært helt at greje, hvor oprigtigheden begynder og slutter. Sangene på Talking Heads-frontmandens solocomeback fungerer mere som en distraktion fra – snarere end en klar kommentar til – tidens støj.