C.V. Jørgensen i Store Vega viste generationsbroens magiske kraft
Der er flere ting, man ikke kan lade være med at tænke på og måske endda – sådan på den blå og grundig C.V. Jørgensen’ske måde – gruble over. Hvad laver musikeren og poeten i de syv-otte lange år, før han igen pludselig dukker op og spiller for os? Sidder han i kælderen og skriver på det der næste album – hans livskloge og overvældende magnum opus, der skal cementere ham som dansk musiks største kunstneriske ikon. Hvis man altså kan ikonisere Carsten Valentin Jørgensen mere, end vi allerede gør? Eller sidder han og bider blyanten flad i en dyb og hemmelig skrivekrise, forsøger at samle en guitar og en tone op i ny og næ uden held? Eller er han måske bare en helt almindelig bedstefar, der, med bare tæer på langhårede gulvtæpper, tager sine børnebørn i hånden, nyder sit otium og er tilfreds med det, han har skabt, levet og oplevet?
Spørgsmålene er mange og det er godt, for de feeder ind i hans musiks aura – en aura, der også kan findes i den relativt pressesky Carsten Valentin, der lader musikken tale, og, især i de senere år af sin karriere, har holdt sin mund. Paradoksalt nok gør det ham mere dragende. For hvad er der inde bag manden, der kan skrive sådanne sange?
Vi drages ikke mindst fordi C.V. er lyden af os, danskerne. Et musikalsk vue gennem vores årtier, en slags parcelhus-soundtrack fyldt op med farver af knastør og døsigt summende sommer og af efterårets dybrolige og eftertænksomme blå. Et dansk landskab i lyd og lyrik. En lyd af ‘den danske hippie’ i starten af karrieren, så de strammere og økonomisk doserede familien-Danmark 70’ere og 80’ere fyldt med funk, rock og hans egenrådige pop med de kendteste album som ’Storbyens små oaser’ (1977), ’Vild i varmen’ (1979) og ’Tidens tern’ (1980) i spidsen. Og senest, igennem 90’erne og 00’erne, jazzet og livskloge toner, som han selv var blevet en moden mand på vej mod de 50 år.
Fredag aften på Store Vega pressede spørgsmålene sig på. Vigtigste spørgsmål var dog mere nutidigt: Kunne en snart 70-årig mand og hans band levere den levende oplevelse af musik, der ikke bare skal spilles, men føles og ejes – eller skulle vi, Gud måtte forbyde det, opleve et kanonisk værk visne i gamle hænder og slidte versioner efter for mange år væk fra scenen?
Op af kælderen og ind i sit eget definerende ’liv og lys’ kom han og tog os ved hånden – i et fast og lunt lune med ordene »det tegner så godt, det her«. Det er så lunt som en C.V. Jørgensen-koncert nu bliver. Her er musikken kunststykket og nok i sig selv i sin overbevisende helhed. Det ved C.V. også godt og forblev for det meste stille observerende med sit lige smil.
Det startede med en stadionkoncerts storhed og albumtitelnummeret ’Indian Summer’ og fortsatte på samme plade med ’Det regner i mit hjerte’. Herfra ’Lokomotivations’ lokkende sortrock og ’Ude af sync’s stramme funk, hvor bandet bestående af de to ’unge’ drenge Gustav Ljunggreen og Rune Kjeldsen og de ældre følgesvende Knut Henriksen og Gert Smedegaard viste os dynamik, der trodsede de 30 års aldersforskel. Musik er trods alt en følelse uden alder, og det var en perfekt afmålt invitation inden for midt imellem det storladne, generte og dansable.
Aftenen gav også et indblik i, at C.V., lige nu i hvert fald, er glad for sit 1994-album ’Sjælland’, der fyldte godt op i koncerten. Ligesom det fabelagtige album gav aftenens sammensætning skiftevis bandet lov til at rulle sig ud på sange som ’Babylon’, ’Sæsonen er slut’ og den ‘americana møder skotsk højland’-klingende version af ’Til skaberens fulde tilfredshed’ for bagefter at folde sig sammen rundt om C.V.’s centrum på sange som ’Spildte bedrifter’, ’Elisabeth’ og ’Altmuligmanden’.
Det kan umuligt være en kritik men kun et dilemma, at man i løbet af koncerten følte at lyrik, melodi og bandets flydende sammenspil måtte kæmpe om opmærksomheden som 12-talspiger på forreste række op til årskaraktererne. Den 67-årige C.V. sammensatte en koncert, der i humør og dynamik var så velplanlagt og mangefacetteret, at det positive dilemma blev, at man hele tiden kunne tune ind på forskellige frekvenser og blive tilfredsstillet. Det svære var at bestemme sig for, hvad man ville sive ind i.
Det uafviselige i C.V. er og bliver hans lyrik, der er med til at nuancere og perfektionere det danske sprogs muligheder. Sansemættende og ligefremt billedsprog sat sammen med en rastløs eksistentialisme – som i: Carsten har aldrig helt fundet sig til rette i dette liv, mens han har tænkt og skrevet det ned. Hans flik-flakken mellem jazz, funk, rock, americana og helt ned i små dybtfølte ballader under lyrikken kan ikke undgå at berøre et eller andet humør man kommer med, uanset om det er det dårlige, trætte, ekstatiske eller mutte.
Og salen virkede berørt i Vega og berørte tydeligvis C.V. tilbage: »Vi har ventet længe på at spille for et publikum som jer«, sagde han, efter den rørende levering af “Elisabeth”, hvor den lille mand i lidt for stort jakkesæt og lettere uglet hår i et splitsekund slap det lige smil og lignede en mand, der var rørt. Måske overvældet over at se tre knægte i start 20’erne med armene om hinanden og lukkede øjne, mens de sang med på de sange, han skrev, da han cirka var samme sted, som de er nu? Generationsbroen til koncerten – modsat de kløfter, vi taler så meget om i disse tider – er et testamente til musikkens universelle appel. Helt basalt siger egenrådig musik og malende lyrik os alle noget. Uanset alder og ståsted.
Hvis det her er en lille forsmag på sommerens Roskilde Festival, hvor stadionrock, gæster, hornsektion (?) og måske endda stort halleluja-kor (??) bliver lagt ovenpå, er det lige før, man allerede nu burde gå til Dyrskuepladsen i Roskilde og sikre sig en plads forrest.
Kort sagt:
C.V. Jørgensen sammensatte en koncert, der i humør og dynamik var så velplanlagt og mangefacetteret, at det positive dilemma blev, at man hele tiden kunne tune ind på forskellige frekvenser og blive tilfredsstillet. Det svære var at bestemme sig for, hvad man ville sive ind i.
Læs også: C.V. Jørgensens skygge hviler tungere over musikscenen i dag, end den har gjort i årtier