Groupers sangskitser minder om en udflydende akvareltegning i sort, grå og hvid
Liz Harris’ sangkunst er så uhåndgribelig, at man ofte får indtrykket af, at processen med dog at skabe noget ud af ingenting fylder mere end resultatet af anstrengelserne.
De syv sange (med en spilletid på bare 22 minutter), der udgør efterfølgeren til det mere ambitiøse (og betagende) ’Ruins’ fra 2014, er optaget på halvanden uge for flere år tilbage.
Hvorfor Harris synes, at de syv sange udgør en afrundet helhed, som verden bør stifte bekendtskab med netop nu, fortoner sig i en tåge af uvished – ikke ulig sangene selv, der er så skitseagtige, at de minder om en akvareltegning i grå, sort og hvid, hvor blandingsforholdet mellem vand og farver så afgjort er til førstnævntes fordel.
Hvis ikke strukturløsheden var en pointe i sig selv, kunne man anføre at Harris’ sange på ’Grid of Points’ mangler et stillads af tydelige ideer. Sangskitserne er så sfæriske, at de næsten opløses i takt med, at tonerne fader ud og stilheden (igen) tager over. Det afsluttende nummer, ’Breathing’, toner ud til lyden af et tog, der nærmer sig. Det går der så to minutter med.
Når Harris lykkes med sin sfæriske sangkunst – som på for eksempel den otte minutter lange ’Holding’ fra ’Ruins’ – griber hendes sange fast i lytterens eksistentielle skjorteflip og strammer grebet om struben med en intensitet som er omvendt proportional med den ikke-demonstrative form, hvormed effekten opnås. Klavertoner, der lyder som om de kommer fra et tilstødende lokale og rammer øret med forsinkelse blander sig med ordløse eller næsten ordløse vokalharmonier. Liz Harris er som Julianna Barwicks mere generte søster. Man får ofte det indtryk, at hun har forladt rummet, inden ekkoet fra hendes stemme har lagt sig som et slør på gulvet.
Disse sange er som døgnfluer, der lægger sig til at dø i en støvet vindueskarm, mens en snert af lys gennemtrænger det snavsede vindue. Når lyset rammer på den helt rigtige måde, når poesien for et øjeblik føles konkret nok til at tænde et lys i bevidstheden, stråler hendes sange af levet liv og en farbar smerte. ’Parking Lot’ og ’Driving’, sang nummer to og tre, er højdepunkter, fordi de er udstyret med vokallinjer, der oplyser dem indefra og giver dem et skelet, så de kan stå selv. De falder ikke sammen på gulvet, i det øjeblik Harris ikke længere puster sin ånd ind i dem.
Som udtryk for en kunstnerisk praksis, en procesbevidsthed, hvor kalkuler og effektjageri er sat til side, er ’Grid of Points’ et fascinerende snapshot. Men det er svært at elske (endsige holde af) et snapshot, der aldrig rigtig materialiserer sig som andet og mere end et uafklaret forhold mellem lys og skygge.
Kort sagt:
Med ’Grid of Points’ leverer Liz Harris et værk, der virker så procesoptaget, at det næsten udvisker sporene efter sig selv i takt med, at de slørede klavertoner og ikke-dechifrerbare vokalharmonier fader ud. Få sange kan stå selv (’Driving’, ’Parking Lot’), men overordnet kræver det opbydelsen af stor viljestyrke (eller måske det stik modsatte?) at blive involveret i det 22 minutter korte værk.