Da Frank Ocean sidste år slap den smågeniale loosie ’Provider’ på omtrent samme tidspunkt, som sommeren ebbede ud, var det med et kuriøst tekstunivers, der namedroppede blandt andre Stanley Kubrick og Aphex Twin.
Alligevel løb hverken linjen om filminstruktøren eller IDM-koryfæet med medaljen for størst opmærksomhed. Replikken, flest lyttere bed mærke i, omhandlede i stedet den fiktive Goku, protagonisten fra den stærkt afholdte og überpopulære japanske manga- og anime-franchise ’Dragon Ball Z’: »Is you a natural blondie like Goku?«.
’Provider’ er ikke første gang, Ocean smider en indforstået ’Dragon Ball Z’-reference. Det gjorde han allerede i 2012 på ’Pink Matter’ fra ’Channel Orange’, da han flettede seriens ultimative superskurk Majin Boo ind i teksten.
Forskellen er bare, at hvad der dengang virkede som en henkastet nørdreference fra Frank, nu lyser op som et led i en nyere tendens i hiphopland, der har boblet i årevis: Nemlig at rappere (og, ja, Frank Ocean) mere end nogensinde før tyr til deres latent nørdede side. Og at kombinerede hiphop- og ’Dragon Ball Z’-fans mere end nogensinde før lægger mærke til det.
Listen af rimsmede der har inkorporeret diverse ’Dragon Ball Z’-påskeæg i deres tekster er uendelig. Alle lige fra Ab-Soul til Chance the Rapper til Danny Brown til Mick Jenkins har rystet referencer om Goku, Vegeta og magiske dragekugler ud af ærmet. De seneste par år har man ikke mindst følt seriens indflydelse i Soundcloud-rappens skæve univers.
Soundcloud-rap: En generation af tegneseriekonsumerende nørder
Der er efterhånden skrevet stolpe op og ned om Soundcloud-rappen og dens allerede problematiske efterdønninger. Undergenren er polariserende som få og dæmoniseret som ingen andre, men begravet i hele alvorspolemikken ligger også en interessant kendsgerning om, at mange af strømningens medlemmer er opflasket med japansk popkultur, heriblandt ’Dragon Ball Z’.
Lil Uzi Vert er kendt for sine mangalignende albumcovers, Harajuku-lignende tøjstil og sangtitler som ’Super Saiyan’, Ski Mask the Slump God refererer til mangaserien ’Naruto’ i åbningslinjen på sit største hit ’Catch Me Outside’, og Kid Trunks, en af Soundclouds nyeste rappere er simpelthen opkaldt direkte efter en ’Dragon Ball Z’-karakter.
Selv om hiphoppens anime- og mangafanatisme ikke udelukkende begrænser sig til ’Dragon Ball Z’, viser den genren i et lys, der ikke for alvor har været tændt siden Wu-Tang Clan i 90’erne byggede et esoterisk univers op omkring knitrende kung-fu-samples. Det er naturligvis en del hiphopplader siden, men man aner stadig reminiscenser af klanens kung-fu-indflydelse i dag hos blandt andre Kendrick Lamar, der på sit seneste mesterværk ’Damn’ indtager rollen som Kung Fu Kenny.
I dag er kung-fu på VHS-bånd erstattet med japansk popkultur og altså i særdeleshed ’Dragon Ball Z’, i hvert fald hvis man fraregner Kendrick. Skønt franchisen om Goku og hans ekstensive karaktergalleri af frænder og fjender er længder over kinesiske kung-fu-eposser i fantasifuld ekstremitet, opfylder de netop samme behov for eskapisme, som mangt en rapper gennem tiden har forskanset sig med og anvendt som yndet forsvarsmekanisme.
’Dragon Ball Z’: Et både eskapistisk og socialrealistisk kaninhul
Rap har alle dage været synonym med at portrættere rendestenslivets barske realiteter. Men før vore dages rappere overhovedet stod foran mikrofonen og berettede om zero-to-hero-succeshistorier, sad de klinet fast til flimmerkassen eller mangabogen (som i modsætning til vestlig læseretning læses fra højre til venstre på traditionel japansk vis), hvor de drømte sig væk fra hverdagens og gadens strabadser med ’Dragon Ball Z’s sprælske fantasyfortællinger, intergalaktiske håndgemæng og protagonisten Goku.
Gokus historie er såre simpel: Han er en godhjertet og smågakket fyr med tilsyneladende uendelige mængder appetit og kampkraft. Men allerede fra første færd skildres han som den ultimative outsider og underdog.
Grundet et traumatisk hukommelsestab som baby er helten med den viltre manke oprindeligt ikke klar over sine rødder, der kan spores tilbage til en helt anden planet end Jorden, han ellers har opholdt sig på hele sit liv. Og da nogle af de sidste saiyans, Gokus morderiske racefæller, en skæbnesvanger dag beslutter sig for at opspore ham i et interplanetarisk erobringsridt, starter balladen for alvor.
Derfra tager ’Dragon Ball Z’ et ocean af vanvittige og episke drejninger, som kun japanerne kan finde på dem, men pointen er den samme gang på gang: Goku overkommer i sidste ende alle uoverstigelige odds og udfordringer og finder gennem kronisk modgang gradvist længere ind til sit sande jeg, sin reneste og mest ultimative saiyan-form, der gør ham til universets stærkeste kriger.
Og heri består rapperes fascination for ’Dragon Ball Z’. Ved første øjekast virker tegneserien blot som et overfladisk og barnligt kaninhul ind til en verden uendelig langt væk fra hiphoppens egen. Det er den som sådan også, men den er i lige så høj grad en uventet, socialrealistisk samfundsspejling af det halsbrækkende miljø, amerikansk hiphop er et ufiltreret produkt af. Et miljø spækket med samme kroniske modgang, som Goku tumler med fra a til z.
Afroamerikanske rappere identificerer sig derfor med Goku og deler et usynligt bånd med ham. De kender alt til at være underdogs og outsidere, de kender alt til at være diskriminerede, oversete og undertrykte. Flere af dem spejler sig endda i hele Gokus racedilemma, da de måske heller ikke kender til deres præcise rødder fra moderkontinentet Afrika. Og måske vigtigst af alt inspireres de af hans indædte, uudslukkelige konkurrencegen.
Konkurrencegen og kontaktsport
En ting er, at mange rappere ser essentielle brudstykker af sig selv i Goku. En helt anden er, at ’Dragon Ball Z’-universet på formidabel vis tiltaler enhver rappers konkurrencemindede drengerøv med hang til blodige opgør og beefs.
Kampsport er noget, der ligger hiphop overraskende nært. Det gjorde den allerede med Wu-Tang Clans kung-fu-nørderi, hvilket ikke er så underligt, når rap som kunstform blandt andet blev grundlagt som et slags verbalt alternativ til fysiske slagsmål. Genren har og vil altid være en kontaktsport. Og en stor del af dens hypermaskuline hakkeorden lever i bedste velgående i Gokus kalejdoskopiske kampsportsunivers, hvor alt i sidste ende ordnes med de bare næver.
Når rappere går amok i studiet og træder et plateau op på bedste ’Dragon Ball’-manér, drager de derfor ofte paralleller til Goku i kampsituationer. Big Sean omtaler det blandt andre på ’Paradise’ med »I don’t even know what the fuck today is / I hit the booth and I just went Super Saiyan«. Lil Uzi Vert gør det samme på ‘Super Saiyan’: »Ay, that bitch, she say that she waiting / ay, Lil Uzi go Super Saiyan«.
Sådanne linjer er små bidder af et større samfundsbillede for en lang række amerikanske rappere, der i ’Dragon Ball Z’ fandt en enorm og uforudset inspirationskilde. En inspirationskilde, som de dengang brugte til at holde livsgejsten oppe med, og som nu giver fans verden over et gakket og nørdet indblik i, hvad japansk tegnefilmseskapisme ultimativt er i stand til at udrette.
Læs også: R.I.P: XXXTentacions nye album er det sidste søm i Soundcloud-rappens ligkiste