Solen skinner ind ad vinduet, og der er kaffe på kanden, da jeg sætter mig i Sarah Mariegaards køkken. Hun har siddet og bøvlet med nogle ansøgninger det meste af dagen. Den mindre glamourøse, men nødvendige bagside af musikermedaljen.
Jeg har fanget Sarah på en af de sjældne dage, hun er hjemme i sin lejlighed på Nørrebro. En stille dag, hvor tingene går lidt trægt. Den seneste tid har hun både været i Los Angeles og skrive ny musik, i New York hos sit spritnye major label-pladeselskab Warner Music, i England for at optræde og i Mexico på ferie. Om et par dage tager hun til L.A. igen. Men lige nu er hun hjemme for at sætte sin nye ep, ‘Bulldog’, godt og trygt i verden.
»Jeg er et meget følsomt sted i mit projekt. Det er stadigvæk ret nyt, så jeg er ved at finde fodfæste endnu. Der er kommet mange forventninger, særligt i forbindelse med mit udenlandske label. Det, tror jeg, kan skabe lidt uro i én.
Meget hurtigt i Soleima-projektet havde folk en idé om, hvad sangene skulle kunne. Der er altid en forventning om – særligt når man laver popmusik – at det skal kunne streame på en eller anden måde. Det kan godt påvirke måden, man skriver på. Derfor har ep’en været et meget personligt projekt for mig. Jeg har taget et skridt væk fra det hele og bare skrevet de sange, jeg vildt godt kan lide«.
‘Bulldog’ er Sarahs anden udgivelse som Soleima. Men hendes fløjlsblide, forførende vokal havde allerede inden Soleima-projektet forført det halve kongerige, da hun medvirkede i det hedengangne hiphopkollektiv Flødeklinikken med blandt andre sangeren Thøger Dixgaard, der i dette øjeblik står og hælder kaffe op i min kop.
De to bor i den store Nørrebrolejlighed sammen med en lille håndfuld venner. Alle i lejligheden arbejder med musik i et eller andet omfang. Enten laver de det selv, ellers står de for turnéerne omkring eller juraen bag. Sarah har boet der i tre år.
»Jeg er meget afhængig af at bo her. Det er så fucking dejligt. Og lidt efterskoleagtigt, men det tager vi simpelthen med«, griner Sarah.
Den efterskoleagtige varme, jeg også selv kunne mærke gennemstrømme mig, da jeg blev modtaget med store smil og åbne arme, har været vigtig i dag.
»De fleste af dagene på et år har jeg det vildt grineren. Det er jo dejligt, der er noget godt arbejde at lave. Men så er der også de her dage, hvor jeg sidder derhjemme og skal ordne noget praktisk og får det lidt sådan: Fuck mand – life! Hvad er det nu, det hele handler om her i livet?«
»Det er fandme ikke i orden, man ikke fucking tænker sig om«
For Sarah handler livet ikke kun om musik. Hun har en bachelorgrad i antropologi, hun har en podcast på tegnebrættet, og så skal hun i gang med at lave en migrationspolitisk dokumentarfilm færdig, som hun og en veninde har arbejdet på i Senegal.
»Jeg har holdt tingene meget adskildt. Musik er én ting. Men når tingene på en måde er politiske, kan det være svært. Jeg har lidt et afsavn til at lave nogle ting, uden at de bliver direkte koblet til min musik. Man skal træde varsomt i det felt. Man kan gøre rigtig mange ting meget forkert«.
Tænker du meget over det, når du laver musik – at du skal træde varsomt?
»Jeg kan rigtig godt lide at skrive politisk. Men jeg synes, det er svært, fordi politisk popmusik nemt kan blive prædikende. Det er ikke en god ting at fylde verden med, synes jeg. Jeg har i hvert fald ikke lyst til at være en del af det.
‘This Life’ fra min første ep (‘No. 14’, red.) er politisk. Der synes jeg på en eller anden måde, det giver mening, når det er lidt mere subtle. Når det er observationer om verden frem for folk, der siger: ‘Hey, husk nu at bruge skraldespanden!’. Jeg synes, det er vildt flot, når folk kan skrive, hvad de synes om verden, uden noget bliver trukket ned over hovedet på én. Det er fascinerende at arbejde med«.
Hvem lytter du selv til, der skriver på den måde – politisk, men subtle?
»Jeg har lyttet meget til Nao. Det er et vildt godt eksempel på at forholde sig til den verden, man lever i. Hendes tekster er rigtig smukke. Den nye SZA-plade har også noget af det. Det er meget observerende på en ret interessant og grineren måde. Det er to kvinder, jeg har været meget inspireret af – også deres produktioner«.
Er det ikke svært at adskille dig selv som privatperson fra dit projekt som Soleima?
»Der er mange udfordringer. Hvordan kan man retfærdiggøre, nogle af de her ting bliver kommercialiseret? Man brander jo sig selv, når man laver sådan noget her. Kan man retfærdiggøre også at lave andre ting under samme fane, eller skal man altid skille ting ad?
Jeg har lige set M.I.A.-dokumentaren (‘Matangi / Maya / M.I.A.’ af Stephen Loveridge, red.). Det var rigtigt inspirerende at se, at hun bare er et menneske, der laver nogle forskellige ting. Hun er jo iskold. Men hun har en adgang til noget, hvor man kan få lov til at sige noget andet. Desværre lever vi bare i en verden, der er enormt ulige. Derfor kan man ikke bare som en white ass girl komme og bruge andre menneskers liv i et navn, man har lavet, et sted i Danmark. Men på den anden side – tænker man på den måde, kan man aldrig nogensinde sige noget om noget. Og det ville jo være det mest forfærdelige i verden.
Jeg har skilt det meget ad. Jeg har tænkt rigtig meget over cultural appropriation – jeg synes, det er noget af den mest berettigede kritik. Det er fandme ikke i orden, man ikke fucking tænker sig om. Man skylder sig selv og verden at tænke rigtig grundigt over det, inden man bevæger sig ned i sådan nogle ting«.
Popmusik … eller hvad?
Det er ikke kun retoriske spørgsmål, Sarah stiller mig. Hun er virkelig i tvivl om, hvordan man bedst muligt balancerer tingene. Både etisk og tidsmæssigt. Der er kun 24 timer i døgnet, og »det er rigtig frustrerende«.
»Du fanger mig på en dag, hvor jeg er lidt mellow omkring det hele. Jeg tror, det er meget godt også at snakke om ting, når man har det sådan her. Det er interessant, hvilket pres man udsætter sig selv for«.
Kan du mærke, forventningerne er blevet større, siden du kom i bås hos så stort et selskab som Warner?
»De der ting ligger nok tit hos én selv på en lidt negativ måde – man er selv sin egen værste fjende. Der er selvfølgelig nogle forventninger om, at det skal præstere på en eller anden særlig måde. Men lige pludselig er der selvfølgelig mange flere at skuffe.
Man kan godt blive stemplet lidt for enten ikke at være poppet eller eksperimenterende nok. Det er udfordrende at ligge et sted, hvor folk tænker: ‘Hvad vil denne her person? Vil du gerne være en indie-artist eller en popartist – det skal passe ned i en kasse!’ Hvis man skulle passe ned i indie-kassen, er det alt for poppet, men hvis det skulle passe ned i popkassen, er folk mere sådan… ‘Hvad er det for noget underligt bobbedibob-pop, der prøver at blande alt muligt underligt ind i sig?’ Der kan man godt blive forstået på en anden måde end den måde, man ser sig selv på.
Jeg synes, det er popsange, men mine kommercielle samarbejdspartnere ser det ikke som popsange, der kan blive spillet i en kommerciel radio og sådan. Det har været ret vigtigt for mig at lave den musik, jeg vil, og så må de være med, hvis de vil. Det er jo det, det handler om. Ellers kunne jeg lige så godt være antropolog – det vil jeg lige så gerne«.
Hvordan har dit selskab taget imod måden, du har villet lave din musik på? At du har været stædig omkring det?
»Rigtig godt, synes jeg. Det er jo også popmusik – jeg kommer jo ikke med en 40 minutters sækkepibesang med bagvendte vokaler. Det er bare ikke en Zara Larsson-sang. Men der er plads til at eksperimentere, når man finder folk, der tror på en. Så er det lidt lige meget, om det er verdens sejeste, lille indie-selskab eller et major label i USA. Jeg føler, de er med. Så må vi se, om vi kommer til at slå hinanden ihjel over, jeg skal lave en eller anden EDM-sang næste år. Who knows!«
Har du følt, folk har misforstået din musik?
»Nu har jeg jo lige fået en fantastisk anmeldelse fra jer, haha!«
Det var ikke mig!
»Haha. Anmeldelser er noget, man vænner sig til med tiden. Det er et menneske, der hører noget, og enten føler de noget, eller også føler de ikke rigtigt noget. Det tager man lidt med et gran salt. Men her til morgen, da jeg læste den… Alt det, jeg så som det stærke, havde anmelderen set som ulemper. Min struggle for at lave mine egne ting, der ikke er kommercielle – det så hun som kommercielt, meget poppet, faktisk nærmest lidt generisk.
Det er sjovt, der er en anmelder, der siger ‘det er for poppet, det er for generisk, hvor er nerven i det?”, og så står pladeselskabet og siger: ‘det er fandme noget indie-noget, du laver, det kan vi ikke spille i radioen’. Jeg tror, jeg skal have hende med ind til møde med pladeselskabet som pop-promoveringsagent, så hun kan sige: ‘Det skal sgu i radioen, det er generisk’, haha.
Jeg var lidt på vej ned ad en vej, hvor jeg lavede nogle sange, jeg ikke engang kunne lide – nogle sange, der var vildt poppede på en måde, jeg slet ikke kunne se mig selv i. Musik har altid været en hobby for mig. Noget, man gør ud af glæde sammen med sine gode venner. For eksempel sammen med ham der«.
Sarah smiler og peger på Thøger, der går gennem køkkenet. De aftaler aftensmad – noget lækkert med naturvin til – inden han stryger videre til møde med sit pladeselskab.
Har det ødelagt din tilgang til at lave musik, at det nu er mere arbejde end hobby?
»Nej, jeg synes virkelig, det har været vildt lærerigt. Det er blevet mere håndværksagtigt – vildt usexet at sige. Det er det sjoveste arbejde, jeg nogensinde har haft, men det er også det hårdeste, fordi man altid bliver bedømt. Det tærer lidt på en.
Men lige så meget som nedturene er nederen, er opsvingene fuldkommen intoxicating. Man bliver ret afhængig af at have et liv, der går bølger på den måde – både på godt og ondt«.